Israel-Online, 7. januar
2009
DIIS-kvalificeret
Af Dan Harder
DR2's Deadline bad 28/12 mellemøstekspert
Søren
Schmidt fra Dansk Institut for Internationale Studier
(DIIS) om at kommentere den aktuelle situation i Gaza.
Gæsten blev præsenteret som en uvildig ekspert,
men brugte al sin taletid til at forsvare
Hamas og kritisere Israel og USA.
Søren Schmidt hævdede, at operationen
i Gaza alene havde til formål at lefle for radikale
marginalgrupper blandt israelske vælgere, og antydede
omvendt, at Hamas ikke havde set anden udvej end at
angribe israelske civile med raketter. Han sammenlignede
situationen med den i Sydlibanon, og forklarede - uden
tvivl imod bedre vidende - at Hizbollahs gentagne angreb
på Israel var reaktioner på israelske angreb
på Libanon. De fleste af os husker nok, at det
var Hizbollahs uprovokerede angreb, der udløste
Libanon-krigen i sommeren 2006.
Søren Schmidt påstod desuden, at der under
den forudgående seksmåneders "våbenhvile"
mellem Israel og Hamas ikke var nogen "synderlige"
raketangreb mod israelske civile, og at Israel, som
tak for Hamas' tilbageholdenhed, burde have ophævet
blokaden af Gaza. Hvad en mellemøstekspert fra
DIIS naturligvis udmærket ved er, at der ifølge
den officielle, israelske statistik i omtalte periode
var næsten 400 raket- og morterangreb fra Gaza
ind i Israel.
Det var tydeligt, at Søren Schmidt og jounalist
Nynne Bjerre Christensen på forhånd havde
aftalt, hvad der skulle tales om, hvorfor sidstnævnte
ikke fandt det passende at spørge, om Israels
angreb på Hamas eventuelt også kunne skyldes
et oprigtigt ønske om at leve uden truslen fra
de daglige raketter fra Gaza.
Men det egentlige problem er, at hele præmissen
for interviewet er forkert. Søren Schmidt er,
trods sin tilknytning til en offentlig forskningsinstitution,
ikke en uvildig mellemøstekspert. Han har i det
ene tv-interview efter det andet forsvaret en hvilken
som helst af Israels fjender, mens han systematisk tillægger
Israel usympatiske og fordækte motiver, der handler
om alt andet end indgåelse af kompromiser for
fred.
Og problemet stikker langt dybere end bare Søren
Schmidt. Noget kunne tyde på, at DIIS simpelthen
er inficeret med et stærkt had til den jødiske
stat. Flere af instituttets "eksperter"
har i årevis været dybt engageret i
anti-israelsk propagandavirksomhed.
Ikke mindst en af DR's mest benyttede mellemøsteksperter,
Michael
Irving Jensen, har igennem en årrække
leveret en solid propagandaindsats imod Israel. Hans
virke omfatter desuden Israel-kritiske bogudgivelser
samt oprettelse og redaktion af en pro-palæstinensisk,
meget propagandaagtig hjemmeside, hvorfor han under
alle omstændigheder har diskvalificeret sig selv
som uvildig ekspert.
Også i disse dage er Michael Irving Jensen uhyre
aktiv i rollen som selvbestaltet ambassadør for
Hamas. Hans optræden i programmet Horisont
på DR1 (5/1) og senere samme aften i DR2s
Deadline er gode eksempler. Her forsøgte han
nok en gang at få os til at tro, at Hamas i virkeligheden
slet ikke ønsker at udslette Israel, men blot
kæmper for en tostatsløsning med en palæstinensisk
stat side om side med Israel.
Søren Schmidts og Michael Irving Jensens paranoide
og forskruede analyser er så farvede af deres
egne sympatier for alle Israels fjender, at de end ikke
står tilbage for at stikke en lodret løgn,
for at få argumentationen til at hænge bare
tilnærmelsesvis sammen.
Mellemøsteksperterne fra DIIS, der burde være
saglige og objektive, har gjort sig selv til deltagere
i konflikten. De bør derfor præsenteres
som sådanne, så publikum forstår,
at der er tale om partsindlæg. Der skal stilles
kritiske spørgsmål, mens svarerne testes
op imod eksisterende viden, som det ellers er god jornalistisk
skik overfor repræsentanter for en part i en konflikt.
Listen af eksempler på DIIS-eksperternes partiskhed
og lemfældige omgang med sandheden er næsten
uudtømmelig. En mindre samling af nogle tilfældigt
udvalgte eksempler kan findes her
på Israel-Online.dk. De burde række
til at overbevise både DR-journalister og andre
om, at der bestemt ingenlunde er tale om uvildige eksperter.
Artiklen blev bragt i en forkortet
og lettere omskrevet udgave i Jyllands-Posten, 16.
januar 2009.
Tilbage
|