Israel-Online, 14. marts 2003
Hvad siger Naser Khader egentlig?

Af Dan Harder

I sin udmærkede kronik i Politiken "Det ulykkelige Arabien" (26/2-03) om et eventuelt angreb på Irak, berører Naser Khader flere gange, omend ganske let, den arabisk-israelske konflikt. Men han gør det så forsigtigt, at man selv kan vælge, hvad han mener.

Lad os se på det. Naser Khader argumenterer for, at Saddam Hussein bør væltes og give plads for et demokratisk Irak. En sådan voldsom indgriben vil naturligvis påvirke hele regionen, siger han, og "vil selvfølgelig også inddrage situationen omkring Israel. I denne forbindelse bør man tænke mere originalt og handle mere radikalt. Irak er ikke det eneste problem i regionen." Så har man ikke sagt for meget.

Det andet problem, Khader sigter til, er naturligvis det israelsk-arabiske. Men hvad mener han egentlig med at handle radikalt? Mener han at efter Irak, bør man angribe det væmmelige, demokratiske Israel, eller drager han i virkeligheden en parallel mellem Irak og det palæstinensiske selvstyre? Siger han i virkeligheden mellem linierne, at den arabiske verden bør demokratiseres som en del af løsningen på konflikten med Israel?

Naser Khaders tro på, at demokrati i Mellemøsten er vejen frem, er helt utilsløret: "Helst så jeg alle de udemokratiske regimer i de arabiske lande fjernet, for hvis ikke regionen bliver demokratiseret og stabiliseret, vil den være en kilde til evig uro og usikkerhed."

Specifikt om Irak skriver han: "I stedet for at koncentrere kræfterne om en misforstået opbakning til en skruppelløs diktator skulle man øge indsatsen for at udarbejde en langsigtet plan efter en afsættelse af Saddam Hussein." Det er politisk ukorrekt (særligt når man er i Naser Khaders sko), men det giver god mening.

Havde man mod, kunne man reelt sige det samme om Yassir Arafat, der støtter en krig mod Israel, som hans befolkning betaler en enorm pris for, bare for at han selv kan blive siddende på magten.

Der findes nemlig ikke ét eneste eksempel i verdenshistorien på at to demokratier er gået i krig mod hinanden. Diktaturer, derimod, er ofte nødt til at bekrige sine naboer - demokratier eller ej - for at aflede opmærksomheden fra undertrykkelsen af sin egen befolkning. Det er tilfældet både for Irak og det palæstinensiske selvstyre. Og det ved Naser Khader.

Men han tripper alligevel rundt om den varme grød. Han har forstået, at det er fraværet af demokrati i de arabiske lande, der er årsagen til den endeløse uro i Mellemøsten. Han siger det endda ligeud. Men han kan ikke helt slippe det gamle arabiske dogme om, at Israel skulle udgøre en militær trussel mod sine naboer, når han i et interview til Berlingske Tidende (4/2-03) siger at krigen mod Irak handler om "Israels position som magtfaktor i Mellemøsten."

Også i sin kronik i Politiken nævner han, blandt en række sandsynlige motiver for USA's ønske om et angreb på Irak, at man "endnu engang [går] Israels ærinde overfor de arabiske naboer." Og hvilket ærinde er det så? Er det at fjerne et diktatur, der har bombarderet Israels (og andre landes) storbyer med Scud-misiler? Selvfølgelig vil det være til Israels fordel at få Saddam Hussein fjernet. Det vil være til alle Iraks naboers fordel ikke længere at være truet. Men hvorfor så fortsat denne stikken til Israel?

Så vidt jeg forstår, har Naser Khader palæstinensiske rødder, så det er vel naturligt at han nærer visse negative følelser for Israel. Det kan også godt være, at man som araber helst skal være imod Israel, for overhovedet at blive taget alvorligt. Men det er trist at han, selvom han for længst har forstået, at en demokratisering af de arabiske lande er den eneste mulighed for fremskridt, ikke tør tage skridtet fuldt ud.

Alligevel glædes jeg over at læse Naser Khaders kronik. Hans frontalangreb på de arabiske diktaturer er udtryk for et stort mod, men det er også nødvendigt, hvis man ønsker en positiv udvikling i Mellemøsten.

Løsningen på det arabisk-israelske problem findes ikke gennem boykot af det eneste demokrati i Mellemøsten, men skal ske ad diplomatisk og fredelig vej, gennem en demokratisering af de arabiske stater, først og fremmest det palæstinensiske selvstyre.

Naser Khader elsker demokratiet, det lyser langt ud af ham. Mon ikke han også ønsker demokrati for sin palæstinensiske familie? Jeg håber det. Når alt kommer til alt, hænger fred og velstand uløseligt sammen med demokrati.

Tilbage