Israel-Online, 22. august 2006
Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn

Af Dan Harder

Danmarks Radio har i den seneste tid tæppebombet sendefladen med Israel-kritiske programmer og indslag. Ikke mindst på radioens P1, hvor veletablerede kritikere af Israel som altid har frit slag til at strø om sig med udokumenterede påstande og falske anklager mod den jødiske stat.

Et interview på P1 (11/08-06) med den venstreorienterede danske historiker og aktive Israel-kritiker, Morten Thing, indeholdt traditionen tro også adskillige eksempler på misinformation og historisk manipulation. Men samtidig bød indslaget på et sjældent, men interessant, indblik i baggrunden for den yderste venstrefløjs evindelige angreb på Israel.

Morten Thing, der efter eget udsagn er vokset op i et kommunistisk hjem, drog som ung mand i midten af 60'erne i kibbutz, fordi han var aktiv i SF's ungdomsorganisation, og fordi kibbutzbevægelsen, som han siger, var "et eksperiment med praktisk socialisme." Han holdt meget af Israel dengang, og også af israelerne, som han opfattede som "nogle enormt søde mennesker".

Men nogle år senere, omkring et år efter Seksdageskrigen i 1967, havde Morten Thing, nu tilbage i Danmark, hvad han selv betegner som en "meget skelsættende" natlig samtale med nogle venner.

Her introduceredes han for en ny "erkendelse" ifølge hvilken, det arabisk-palæstinensiske flygtningeproblem i Israels nabolande ikke længere skulle opfattes som et resultat af den arabiske verdens angreb på den nyfødte jødiske stat i 1948 og efterfølgende arabisk modvilje imod at integrere disse flygtninge i sine egne befolkninger, der ellers havde samme kultur og talte samme sprog som de palæstinensiske arabere.

Ifølge den nye tankegang, som Thing blev præsenteret for, og tilsyneladende hurtigt bekendte sig til, var flygtningeproblemet helt og holdent Israels skyld. Problemstillingen var, med Things egne ord, at "et fordrevet folk som jøderne har fået deres egen stat ved at man fordrev et andet folk."

Den pludselige "erkendelse" afstedkom, efter hans eget udsagn, en enorm skamfølelse hos ham. Han følte, at han havde "levet på en løgn." De efterfølgende 30-40 år er for Morten Thing derfor gået med "at læse [sig] ind på hele den her historie."

Men hvilke historiebøger, Thing har læst gennem de sidste fire årtier, er en smule uklart. Eller måske har han læst de samme historiebøger som os andre, men bare vendt dem på hovedet under læsningen. I hvert fald står det klart, at han har fået tingene alvorligt galt i halsen. Lyt engang til følgende beskrivelse af Israels tilbliven:

Morten Thing: "Israel er opstået på den måde, at FN udkaster en delingsplan for området. Og araberne vil ikke være med til det, og så starter Israel en krig, hvor de så vinder en del af det område, som egentlig var tildelt araberne."

Det er svært at acceptere, at Thing selv skulle tro på det udsagn - at han ikke taler mod bedre vidende. Alene logikken i udsagnet er totalt fraværende. Det er sandt, at FN i november 1947 vedtog en delingsplan for Palæstina med det formål at skabe to stater, én jødisk og én arabisk. Det er også korrekt at de palæstinensiske jøder accepterede planen, mens den samlede arabiske verden (inklusiv de palæstinensiske arabere) afslog.

Men at Israel, efter at have accepteret forslaget, dernæst skulle have startet en krig for at få mere land, er ganske absurd. Det var naturligvis den part, som afviste enhver deling af Palæstina, nemlig araberne, som erklærede Israel krig. Det forhold er, i modsætning til mange andre aspekter af konflikten, ikke engang til diskussion i historiske kredse. Det er et anerkendt og veldokumenteret faktum.

I månederne op til afslutningen på det britiske Palæstina-mandat i maj 1948 forsøgte jødiske og arabiske militære grupper at positionere sig bedst muligt til den uundgåelige krig, som for længst var erklæret fra arabisk side. Da dagen oprandt, havde de jødiske styrker kontrol med et område, der var betydeligt mindre, end det, som under FN's plan var allokeret til den jødiske stat. Den 15. maj, dagen efter Israels uafhængighedsdag, blev jøderne i tilgift angrebet af hele fem arabiske hære fra henholdsvis Egypten, Jordan, Syrien, Libanon og Irak.

Ikke desto mindre udtaler Morten Thing til sidst i interviewet: "Israels fundamentale politiske problem ... har været siden delingsplanen fra 1946 [29. november 1947, red.], at jøderne syntes, de fik for lidt jord."

Det kan man da kalde en omskrivning af historien.

Programmet byder også på andre historiske unøjagtigheder, som for eksempel, at Israel skulle have vundet sine mange krige mod araberne takket være "en fantastisk indpumpning af penge fra USA" og særligt "højteknologisk isenkram."

Her kolporterer Morten Thing endnu en myte fra den arabiske propaganda. Israels tredje krig og største sejr, Seksdageskrigen i 1967, blev udkæmpet med fortrinsvis franske og britiske våben, bl.a. fordi USA håndhævede en våbenembargo overfor hele Mellemøsten. De arabiske lande derimod, var bevæbnet til tænderne med de nyeste højteknologiske sovjetiske våben, og var israelerne langt overlegne i antal af både tropper, artilleri, tanks og krigsfly.

Det var ikke amerikanske penge, men israelsk dygtighed og motivation, samt arabisk inkompetence, der afgjorde krigen. Det er helt usandsynligt, at disse forhold skulle være ukendte for Morten Thing og andre af venstrefløjens Israel-kritiske historikere.

Men hvorfor kommer Morten Thing så med alle de her usandheder?

En mulig forklaring kan være, at Thing, som mange andre yderligtgående venstreorienterede, har en meget sort-hvid opfattelse af verden. Hvis udgangspunktet er, at verden kan deles op i godt og ondt, hvor man enten har ret eller uret, er der ikke plads til nuancer.

De svage er per defition altid de gode, og hvis man på nogen måde er allieret med det kapitalistiske USA, er man nødvendigvis at finde i de ondes lejr. USA blev ganske vist først flere år efter Seksdageskrigens afslutning Israels primære våbenleverandør. Men den slags detaljer kommer ikke i vejen for Morten Things og hans ligesindedes nødvendige omskrivning af historien.

Selvom Israel har sluttet fred med både Egypten og Jordan, og gang på gang givet freden en chance, både gennem forhandlinger (som under Oslo-processen) og uden (som de ensidige tilbagetrækninger fra Libanon og Gaza), holder Morten Thing alligevel Israel alene ansvarlig for den konflikt, som han kalder "et evigt problem i Mellemøsten, skabt af, at Israel ikke vil slutte fred med sine naboer."

Når det kommer til kampen mellem det gode og det onde, er en god omgang historieforfalskning tilsyneladende et acceptabelt offer at bringe, også selvom man som historiker derved sætter hele sin professionelle integritet over styr.

Tilbage