Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Uredelige forskere kræver boykot af Israel
11. juni 2021

Folketinget: Flere våben til Hamas!
8. juni 2021

DR er forskel på fejl
3. juni 2021

Konflikten handler om Israel
26. maj 2021

Medierne bør forklare Gaza-tabstal
16. maj 2021

Hvem forhindrer en tostatsløsning?
8. maj 2021

Hanna Ziadehs håb for palæstinenserne er lysegrønt
13. februar 2021

Politikens usle mikrofonholderi
4. februar 2021

Anders Jerichows løgn og propaganda
20. december 2020

Fred med UAE og Bahrain: En sejr for Israel, et nederlag for Politiken
16. september 2020

Palæstinensernes forspildte chancer
7. juli 2020

Venstreorienteret antisemitisme
9. februar 2020

Golan
26. marts 2019

Jøde(stats)had
3. marts 2019

Terror-hyldest på Facebook
19. februar 2019

Mellemfolkeligt Samvirke imod Israel - og sandheden
29. oktober 2018

Mogens Lykketoft er en anti-israelsk løgner
5. oktober 2018

DR 'Orientering' nedtoner Corbyns antisemitisme
24. september 2018

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.2017

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.2017

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.2017

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.2016

Intifada af had
03.03.2016

Sveriges udenomretslige henrettelse
16.01.2016

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.2015

Absurd teater i Deadline
08.10.2015

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.2015

Yahya Hassans hjernevask
18.04.2015

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.2015

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.2014

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.2014

DIIS-kvalificeret II
29.07.2014

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.2014

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.2014

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.2013

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.2013

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.2013

Fredsforhandlinger nu!
16.05.2013

Det palæstinensiske problem
22.04.2013

Tag fat om nældens rod
15.03.2013

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.2013

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.2013

Abbas og tostatsløsningen
05.11.2012

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.2012

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.2012

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.2011

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.2011

Tre historie-revisionister
04.03.2011

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.2011

Jerusalem for to folk
18.01.2011

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.2010

Per Nyholms jødehad
27.11.2010

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.2010

Seidenfadens selvmål
10.06.2010

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.2009

Fred og bosættelser
24.12.2009

Jerichows hjernevask
01.10.2009

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.2009

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.2009

Historielærere kan også lære noget
26.03.2009

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.2009

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.2009

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.2009

Proportioneret magtanvendelse
10.01.2009

DIIS-kvalificeret
07.01.2009

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.2008

Den evindelige løgn
26.03.2008

FN støtter Hamas' strategi
02.03.2008

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.2007

Det legitime jødehad
14.08.2007

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.2007

Palæstinensisk Kaos
05.02.2007

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.2007

Våbenhvile på lånt tid
26.12.2006

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.2006

Janne Teller i Fantasiland
19.08.2006

Tragedien i Qana
31.07.2006

Mediekrigen
26.07.2006

Hizbollah må fjernes
23.07.2006

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.2006

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.2006

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.2006

Terror eller frihedskamp?
13.01.2006

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.2006

Politikens dogmatiske balance
26.11.2005

Iran-hykleri
31.10.2005

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.2005

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.2005

Historieforfalskning i Politiken
03.08.2005

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.2005

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.2005

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.2004

FN støtter terror mod Israel
05.10.2004

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.2004

Terror, et strategisk valg
26.09.2004

Politikens fallit
03.09.2004

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.2004

Arafats terrorkrig 12.07.2004

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.2004

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.2004

Pundik i selvsving
08.06.2004

Seidenfaden ud af busken
25.05.2004

Arafat må afgive magten
21.05.2004

Den går ikke, Naser Khader
19.05.2004

Bush siger det bare ligeud
16.04.2004

Pundik må afsættes
07.04.2004

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.2004

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.2004

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.2004

Myten om
resolution 242
29.10.2003

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.2003

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.2003

Demokratiet er truslen 06.03.2003

Løgneren fra DIIS 28.02.2003

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
28.10.2002

Tid til refleksion
30.09.2002

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.2002

 

 

 

Israel-Online, 22. august 2006
Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn

Af Dan Harder

Danmarks Radio har i den seneste tid tæppebombet sendefladen med Israel-kritiske programmer og indslag. Ikke mindst på radioens P1, hvor veletablerede kritikere af Israel som altid har frit slag til at strø om sig med udokumenterede påstande og falske anklager mod den jødiske stat.

Et interview på P1 (11/08-06) med den venstreorienterede danske historiker og aktive Israel-kritiker, Morten Thing, indeholdt traditionen tro også adskillige eksempler på misinformation og historisk manipulation. Men samtidig bød indslaget på et sjældent, men interessant, indblik i baggrunden for den yderste venstrefløjs evindelige angreb på Israel.

Morten Thing, der efter eget udsagn er vokset op i et kommunistisk hjem, drog som ung mand i midten af 60'erne i kibbutz, fordi han var aktiv i SF's ungdomsorganisation, og fordi kibbutzbevægelsen, som han siger, var "et eksperiment med praktisk socialisme." Han holdt meget af Israel dengang, og også af israelerne, som han opfattede som "nogle enormt søde mennesker".

Men nogle år senere, omkring et år efter Seksdageskrigen i 1967, havde Morten Thing, nu tilbage i Danmark, hvad han selv betegner som en "meget skelsættende" natlig samtale med nogle venner.

Her introduceredes han for en ny "erkendelse" ifølge hvilken, det arabisk-palæstinensiske flygtningeproblem i Israels nabolande ikke længere skulle opfattes som et resultat af den arabiske verdens angreb på den nyfødte jødiske stat i 1948 og efterfølgende arabisk modvilje imod at integrere disse flygtninge i sine egne befolkninger, der ellers havde samme kultur og talte samme sprog som de palæstinensiske arabere.

Ifølge den nye tankegang, som Thing blev præsenteret for, og tilsyneladende hurtigt bekendte sig til, var flygtningeproblemet helt og holdent Israels skyld. Problemstillingen var, med Things egne ord, at "et fordrevet folk som jøderne har fået deres egen stat ved at man fordrev et andet folk."

Den pludselige "erkendelse" afstedkom, efter hans eget udsagn, en enorm skamfølelse hos ham. Han følte, at han havde "levet på en løgn." De efterfølgende 30-40 år er for Morten Thing derfor gået med "at læse [sig] ind på hele den her historie."

Men hvilke historiebøger, Thing har læst gennem de sidste fire årtier, er en smule uklart. Eller måske har han læst de samme historiebøger som os andre, men bare vendt dem på hovedet under læsningen. I hvert fald står det klart, at han har fået tingene alvorligt galt i halsen. Lyt engang til følgende beskrivelse af Israels tilbliven:

Morten Thing: "Israel er opstået på den måde, at FN udkaster en delingsplan for området. Og araberne vil ikke være med til det, og så starter Israel en krig, hvor de så vinder en del af det område, som egentlig var tildelt araberne."

Det er svært at acceptere, at Thing selv skulle tro på det udsagn - at han ikke taler mod bedre vidende. Alene logikken i udsagnet er totalt fraværende. Det er sandt, at FN i november 1947 vedtog en delingsplan for Palæstina med det formål at skabe to stater, én jødisk og én arabisk. Det er også korrekt at de palæstinensiske jøder accepterede planen, mens den samlede arabiske verden (inklusiv de palæstinensiske arabere) afslog.

Men at Israel, efter at have accepteret forslaget, dernæst skulle have startet en krig for at få mere land, er ganske absurd. Det var naturligvis den part, som afviste enhver deling af Palæstina, nemlig araberne, som erklærede Israel krig. Det forhold er, i modsætning til mange andre aspekter af konflikten, ikke engang til diskussion i historiske kredse. Det er et anerkendt og veldokumenteret faktum.

I månederne op til afslutningen på det britiske Palæstina-mandat i maj 1948 forsøgte jødiske og arabiske militære grupper at positionere sig bedst muligt til den uundgåelige krig, som for længst var erklæret fra arabisk side. Da dagen oprandt, havde de jødiske styrker kontrol med et område, der var betydeligt mindre, end det, som under FN's plan var allokeret til den jødiske stat. Den 15. maj, dagen efter Israels uafhængighedsdag, blev jøderne i tilgift angrebet af hele fem arabiske hære fra henholdsvis Egypten, Jordan, Syrien, Libanon og Irak.

Ikke desto mindre udtaler Morten Thing til sidst i interviewet: "Israels fundamentale politiske problem ... har været siden delingsplanen fra 1946 [29. november 1947, red.], at jøderne syntes, de fik for lidt jord."

Det kan man da kalde en omskrivning af historien.

Programmet byder også på andre historiske unøjagtigheder, som for eksempel, at Israel skulle have vundet sine mange krige mod araberne takket være "en fantastisk indpumpning af penge fra USA" og særligt "højteknologisk isenkram."

Her kolporterer Morten Thing endnu en myte fra den arabiske propaganda. Israels tredje krig og største sejr, Seksdageskrigen i 1967, blev udkæmpet med fortrinsvis franske og britiske våben, bl.a. fordi USA håndhævede en våbenembargo overfor hele Mellemøsten. De arabiske lande derimod, var bevæbnet til tænderne med de nyeste højteknologiske sovjetiske våben, og var israelerne langt overlegne i antal af både tropper, artilleri, tanks og krigsfly.

Det var ikke amerikanske penge, men israelsk dygtighed og motivation, samt arabisk inkompetence, der afgjorde krigen. Det er helt usandsynligt, at disse forhold skulle være ukendte for Morten Thing og andre af venstrefløjens Israel-kritiske historikere.

Men hvorfor kommer Morten Thing så med alle de her usandheder?

En mulig forklaring kan være, at Thing, som mange andre yderligtgående venstreorienterede, har en meget sort-hvid opfattelse af verden. Hvis udgangspunktet er, at verden kan deles op i godt og ondt, hvor man enten har ret eller uret, er der ikke plads til nuancer.

De svage er per defition altid de gode, og hvis man på nogen måde er allieret med det kapitalistiske USA, er man nødvendigvis at finde i de ondes lejr. USA blev ganske vist først flere år efter Seksdageskrigens afslutning Israels primære våbenleverandør. Men den slags detaljer kommer ikke i vejen for Morten Things og hans ligesindedes nødvendige omskrivning af historien.

Selvom Israel har sluttet fred med både Egypten og Jordan, og gang på gang givet freden en chance, både gennem forhandlinger (som under Oslo-processen) og uden (som de ensidige tilbagetrækninger fra Libanon og Gaza), holder Morten Thing alligevel Israel alene ansvarlig for den konflikt, som han kalder "et evigt problem i Mellemøsten, skabt af, at Israel ikke vil slutte fred med sine naboer."

Når det kommer til kampen mellem det gode og det onde, er en god omgang historieforfalskning tilsyneladende et acceptabelt offer at bringe, også selvom man som historiker derved sætter hele sin professionelle integritet over styr.


Tilbage

 

Untitled Document