Israel-Online, 15. marts
2013
Tag fat om nældens rod
Af Dan Harder
Palæstinenserne har, med støtte
fra deres allierede i Vesten, haft meget stor succes
med at fremstille det israelske bosættelsesbyggeri
som årsagen til stilstanden i fredsprocessen.
Man kan mene, hvad man vil, om Israels bosættelsespolitik
- personligt har jeg ikke noget ønske om at se
mere israelsk byggeri på Vestbredden. Men at hævde,
at byggeriet er selve årsagen til fredsprocessens
stagnation, er i bedste fald et udtryk for uvidenhed.
Den reelle årsag er desværre langt mere
fundamental og handler om, at den palæstinensiske
ledelse nægter at komme til forhandlingsbordet,
fordi den ikke er parat til at acceptere det uundgåelige
resultat af succesfulde fredsforhandliner: to stater
side om side, én arabisk og én jødisk.
Hvad får mig dog på den tanke? Jo, det
palæstinensiske selvstyre er ikke just noget demokrati,
og regimet har således omfattende indflydelse
på, hvad der bliver formidlet i de palæstinensiske
medier, undervist i på skolerne og prædiket
om i moskeerne. Og selvstyrets budskab til det palæstinensiske
folk er utvetydigt klart: jøderne har ingen ret
til nogen som helst del af det tidligere britiske mandatområde.
Hele Israel er besat palæstinensisk land, som
skal befris.
Dokumentationen kan eksempelvis findes på hjemmesiden
for den israelske NGO, Palestinian
Media Watch, der bl.a. har udgivet en hel bog, "Deception
- Betraying the Peace Process" med eksempler
fra kalenderåret 2011. Man kan forsøge
at bortforklare dokumentationen som pro-israelsk propaganda,
men det nytter ikke. Beviserne taler desværre
deres tydelige sprog, uanset hvem, der har fremlagt
dem.
Palæstinensernes definition af det "besatte"
Palæstina begrænser sig ikke til Gaza, Vestbredden
og Østjerusalem. Var det tilfældet, havde
de accepteret Clintons
fredsplan fra 2000 i stedet for at indlede en selvmordsbombekampagne
i israelske storbyer, eller de havde reageret positivt
på Ehud Olmerts fredsforslag fra 2008-09, i stedet
for at finde på alverdens undskyldninger for ikke
at forhandle.
Palæstinenserne ønsker en stat i Gaza,
Vestbredden og Østjerusalem, men de vil have
den uden at forhandle med Israel, sådan at de
herfra kan fortsætte kampen mod den zionistiske
fjende.
Det er hele den palæstinensiske selvforståelse
- hvor man alene definerer sig i modsætning til
Israel, som skal ændres. Det er kulturen med at
hjernevaske sin befolkning med anti-israelsk og - tag
ikke fejl - også massiv
antisemitisk propaganda, som skal ændres,
hvis man ønsker at se en fredelig, palæstinensisk
stat ved siden af Israel.
Artiklen blev afvist af Politiken 20. marts 2013.
Tilbage
|