Israel-Online, 3. marts 2016
Intifada af had

Af Dan Harder

Monument nær Ramallah, som hylder den 19-årige "martyr," Muhannad Halabi, der myrdede to civile israelere 3. oktober 2015. Formen på stenen symboliserer ønsket om en palæstinensisk stat omfattende hele Israel.

Hvad får en 19-årig jurastuderende af god familie til at dræbe to uskyldige jøder for derefter selv at blive skudt? Svaret er: 19 års hjernevask.

Det palæstinensiske selvstyre har fra sin etablering i 1994 systematisk opdraget hver ny generation i at hade Israel og jøderne. Ethvert palæstinensisk barn lærer, at det ypperste man kan nå her i livet, er at blive "shahid," eller martyr, ved at dræbe jøder.

Den seneste palæstinensiske terrorkampagne har nu raset i mere end fire måneder. Næsten dagligt bliver jøder angrebet af unge palæstinensere, mange af dem teenagere - i enkelte tilfælde børn helt ned til 13 og endog 11 år.

Vestlige observatører forsøger som altid at forklare det uforståelige fænomen gennem en vestlig logik. De mennesker må være desperate. Det må være noget, Israel har gjort.

Og lad os bare få det overstået: Ja, der er også problemer på den israelske side. Ja, der er også gode grunde til at kritisere den nuværende israelske regering og Netanyahu.

Men den her konflikt har to sider. Og der er et kæmpe problem på den palæstinensiske side, som vestlige medier ignorerer, og vestlige ledere nægter at se i øjnene: At vores skattepenge går direkte til hadpropaganda, støtte til terrorisme og afvisning af den jødiske stats ret til at eksistere. Det er et faktum, vi må forholde os til. Uanset at der også er problemer på den israelske side.

"Kniv-intifadaen" begyndte muligvis spontant med unge palæstinenseres angreb på israelere på Tempelbjerget. Men umiddelbart efter pustede Mahmoud Abbas til ilden ved at proklamere, at man ikke ville tillade jøders "beskidte fødder" at betræde Al Aqsa-moskeen. Hans antisemitiske budskab blev fulgt af en opfordring til at begå mere vold: "Vi velsigner enhver dråbe blod, der er spildt for Jerusalem, som er rent blod, blod spildt for Allah, om Allah vil. Enhver martyr vil nå paradis, og enhver såret vil blive belønnet af Allah."

I sin tale til FN's generalforsamling 30. september støttede Abbas løgnen om, at Israel agter at ødelægge Al Aqsa-moskeen: "[Israel må] indstille sin brug af brutal magt for at gennemføre sine planer om at underminere de muslimske og kristne helligdomme i Jerusalem."

Herefter tog volden til, og det samme gjorde selvstyrets propaganda.

Efter et israelsk forældrepar 1. oktober blev skudt ned på Vestbredden for øjnene af deres fire børn, udtalte et medlem af Fatahs centralkomité, at "ethvert tiltag imod [bosætterne] er legitimt og lovligt." Et medlem af PLO's eksekutivkomité kaldte på selvstyrets tv dobbeltmordet for et udslag af "national pligt."

Fatahs officielle Facebook- og Twitter-sider er derefter eksploderet i hadpropaganda og opfordringer til vold mod jøder. En tegning på Fatahs Twitter-side forestiller en palæstinenser, der spiller på en stor kniv, som var den en violin. Den ledsagende tekst lovpriser de pågående knivangreb mod jøder som "en symfoni af kærlighed for Jerusalem."

Også de selvstyre-kontrollerede aviser hylder "martyrerne," der har mistet livet under forsøg på at dræbe tilfældige jøder. En tegning i avisen Al-Hayat Al-Jadida opfordrer direkte børn til at kaste med sten mod jøder. En anden tegning i samme avis fremhæver palæstinensiske kvinders deltagelse i volden.

Det palæstinensiske undervisningsministerium ærede i oktober terroristerne ved at plante oliventræer for dem. Formålet var at "demonstrere dybden af forbindelsen mellem uddannelsessektoren og den nationale og undervisningsmæssige kamp, og loyaliteten overfor martyrernes blod."

Den 19-årige jurastuderende, Muhannad Halabi, myrdede 3. oktober to civile israelere i Jerusalems gamle by, og blev efterfølgende selv skudt. Selvstyrets advokatforbund valgte derefter posthumt at tildele ham en æresgrad i jura, samt at opkalde næste års edsaflæggelsesceremoni efter den "heroiske martyr." Og som det er kutyme i selvstyret, fik Halabi desuden en vej opkaldt efter sig i den by på Vestbredden, han kom fra.

Støtten til "kniv-intifadaen" er for længst "gone viral" på de sociale netværk, hvor også "private" aktører bidrager med inspiration. En kreativ bruger har omdesignet Facebooks tommelfingerlogo til en hånd, der holder en kniv. Et andet motiv, delt af tusinder på Facebook, giver en anatomisk beskrivelse af, hvor man præcis skal dolke en jøde for at gøre maksimal skade.

Selvstyrets inflammatoriske propaganda fortsætter ufortrødent i det nye år. Vicesekretær i Fatahs centralkomité, Jibril Rajoub, kaldte i januar de palæstinensere, som er blevet dræbt under terrorangreb imod israelere, for "en kilde til stolthed for os alle (...) Vi i Fatah-bevægelsen velsigner og opmuntrer dem." Selvstyrets sundhedsminister beskrev den israelske araber, som 1. januar skød og dræbte to (og sårede otte) på en bar i Tel Aviv, som "en af de kæreste martyrer."

Budskabet er gået rent ind. En opinionsanalyse foretaget af et palæstinensisk analyseinstitut i december viste, at 67% af palæstinenserne støttede knivangreb på jøder.

Den anti-israelske og antisemitiske propaganda gennemsyrer ikke bare det palæstinensiske samfund og hele den arabiske verden, men påvirker også arabere bosiddende i demokratiske lande langt fra Mellemøsten. I programmet "Arabiske stemmer" på radioens P1 kunne man 23. oktober høre en veltalende dansk-palæstinenser gentage løgnen om, at Israel agter at ødelægge Al Aqsa-moskeen.

Og uanset alle de socioøkonomiske forklaringer på Omar el-Husseins terrorangreb herhjemme i februar sidste år, er det på ingen måde tilfældigt, at en ung dansk-palæstinenser finder det naturligt at dræbe en jøde på åben gade i København.

Så ja, bosættelserne er et problem.

Men hvis palæstinensernes venner i Vesten, herunder den danske regering og EU, virkelig ønsker israelsk-palæstinensisk fred, er de nødt til at kræve et totalt stop for propagandaen, så næste generation af palæstinensere kan vokse op uden had. For hver generation, der tabes til selvstyrets dødskult, udskydes drømmen om et frit og fredeligt Palæstina.

Artiklen blev bragt i Berlingske 7. februar 2016.

Tilbage