Israel-Online, 21. maj,
2004
Arafat må afgive magten
Af Dan Harder
Arafat har i mange år kunnet pryde
sig med titlen som verdens mest prominente terrorist,
omend han i de seneste år har stået lidt
i skyggen af Osama Bin Laden.
Efter gennem Oslo-processens første syv år
at have tilladt palæstinensiske terrorister begrænset
frihed til at angribe israelske civile, og efter at
have forladt forhandlingsbordet ved Camp David i år
2000, indledte Arafat en altomfattende palæstinensisk
terrorkrig imod Israel, kendt under det mere spiselige
navn "Den Anden Intifada."
Grundet Arafats definitive tilbagevenden til terrorisme,
hans manglende vilje til at efterleve indgåede
aftaler, hans nærmest åbenlyse korruption
og svindel med donorpenge (tiltænkt hans lidende
folk) og hans ligeså tydelige foragt for demokratiske
reformer, har både Israel og USA længe insisteret
på, at Arafat har forspildt sin chance for at
blive leder af en kommende palæstinensisk stat.
For USA's vedkommende kom dette tydeligt til udtryk
i præsident Bushs tale den 24. juni 2002, hvori
han gav sin støtte til en fremtidig palæstinensisk
stat side om side med Israel, men understregede, at
det kun ville være muligt, hvis palæstinenserne
var indstillet på at vælge "en ny ledelse
ikke kompromitteret af terror."
Men nu, to år efter, begynder også tidligere
støtter af Arafat at indse, at Israel og USA
havde ret. Og ikke bare i den vestlige verden, også
moderate arabiske ledere og meningsdannere begynder
at røre på sig.
Prins Bandar af Saudi Arabien har lige siden Camp David
i 2000 lagt den primære skyld for kollapset på
Arafat. Men nu begynder opfordringerne til Arafat om
at træde tilbage at poppe op i flere af de vestligt-baserede
arabiske aviser, der ikke er underlagt arabisk statscensur.
En leder i den London-baserede arabiske avis "Al
Hayat" kom eksempelvis (15/5) med følgende
venskabelige opfordring til Arafat: "[Den palæstinensiske
sag] er i en blindgyde, hvorind du kørte den
... Min ven, træk dig tilbage. Gør det
og giv dig selv en chance. Giv sagen en chance."
Få dage efter at Arafat på årsdagen
for Israels oprettelse opfordrede det palæstinensiske
folk til at "terrorisere fjenden," udtalte
den jordanske Kong Abdullah II til The New York Times
(17/5): "Jeg tror Arafat har brug for et grundigt
kig i spejlet, for at se om hans position hjælper
den palæstinensiske sag eller ej."
Kun de mest hårdnakkede støtter af Arafats
palæstinensiske diktatur hævder stadig,
at Arafat i kraft af sin tvivlsomme valgsejr i 1996
(hvorefter han suspenderede det spirende demokrati),
har ret til fortsat at lede det palæstinensiske
folk mod større og større ulykke. Og til
disse rækker af ukuelige fornægtere af de
barske realiteter hører desværre stadig
både Danmark og en række andre medlemmer
af EU. Mon ikke det snart er tid til, at også
europæerne indser, at Yasser Arafat har udspillet
sin rolle?
Tilbage
|