Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Uredelige forskere kræver boykot af Israel
11. juni 2021

Folketinget: Flere våben til Hamas!
8. juni 2021

DR er forskel på fejl
3. juni 2021

Konflikten handler om Israel
26. maj 2021

Medierne bør forklare Gaza-tabstal
16. maj 2021

Hvem forhindrer en tostatsløsning?
8. maj 2021

Hanna Ziadehs håb for palæstinenserne er lysegrønt
13. februar 2021

Politikens usle mikrofonholderi
4. februar 2021

Anders Jerichows løgn og propaganda
20. december 2020

Fred med UAE og Bahrain: En sejr for Israel, et nederlag for Politiken
16. september 2020

Palæstinensernes forspildte chancer
7. juli 2020

Venstreorienteret antisemitisme
9. februar 2020

Golan
26. marts 2019

Jøde(stats)had
3. marts 2019

Terror-hyldest på Facebook
19. februar 2019

Mellemfolkeligt Samvirke imod Israel - og sandheden
29. oktober 2018

Mogens Lykketoft er en anti-israelsk løgner
5. oktober 2018

DR 'Orientering' nedtoner Corbyns amtisemitisme
24. september 2018

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.2017

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.2017

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.2017

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.2016

Intifada af had
03.03.2016

Sveriges udenomretslige henrettelse
16.01.2016

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.2015

Absurd teater i Deadline
08.10.2015

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.2015

Yahya Hassans hjernevask
18.04.2015

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.2015

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.2014

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.2014

DIIS-kvalificeret II
29.07.2014

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.2014

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.2014

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.2013

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.2013

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.2013

Fredsforhandlinger nu!
16.05.2013

Det palæstinensiske problem
22.04.2013

Tag fat om nældens rod
15.03.2013

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.2013

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.2013

Abbas og tostatsløsningen
05.11.2012

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.2012

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.2012

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.2011

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.2011

Tre historie-revisionister
04.03.2011

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.2011

Jerusalem for to folk
18.01.2011

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.2010

Per Nyholms jødehad
27.11.2010

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.2010

Seidenfadens selvmål
10.06.2010

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.2009

Fred og bosættelser
24.12.2009

Jerichows hjernevask
01.10.2009

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.2009

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.2009

Historielærere kan også lære noget
26.03.2009

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.2009

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.2009

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.2009

Proportioneret magtanvendelse
10.01.2009

DIIS-kvalificeret
07.01.2009

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.2008

Den evindelige løgn
26.03.2008

FN støtter Hamas' strategi
02.03.2008

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.2007

Det legitime jødehad
14.08.2007

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.2007

Palæstinensisk Kaos
05.02.2007

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.2007

Våbenhvile på lånt tid
26.12.2006

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.2006

Janne Teller i Fantasiland
19.08.2006

Tragedien i Qana
31.07.2006

Mediekrigen
26.07.2006

Hizbollah må fjernes
23.07.2006

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.2006

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.2006

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.2006

Terror eller frihedskamp?
13.01.2006

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.2006

Politikens dogmatiske balance
26.11.2005

Iran-hykleri
31.10.2005

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.2005

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.2005

Historieforfalskning i Politiken
03.08.2005

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.2005

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.2005

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.2004

FN støtter terror mod Israel
05.10.2004

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.2004

Terror, et strategisk valg
26.09.2004

Politikens fallit
03.09.2004

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.2004

Arafats terrorkrig 12.07.2004

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.2004

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.2004

Pundik i selvsving
08.06.2004

Seidenfaden ud af busken
25.05.2004

Arafat må afgive magten
21.05.2004

Den går ikke, Naser Khader
19.05.2004

Bush siger det bare ligeud
16.04.2004

Pundik må afsættes
07.04.2004

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.2004

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.2004

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.2004

Myten om
resolution 242
29.10.2003

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.2003

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.2003

Demokratiet er truslen 06.03.2003

Løgneren fra DIIS 28.02.2003

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.2002

Tid til refleksion
30.09.2002

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.2002

 

 

 

Israel-Online, 13. april 2012
Grass, Israel, Iran og atomvåben

Af Dan Harder

Günter Grass har tydeligvis dårlig samvittighed over Tysklands forbrydelser under Anden Verdenskrig, og sikkert også over sit eget bidrag hertil. Det er formodentlig årsagen til, at han nu forsøger at udstille israelerne - altså jøderne - som ophavsmænd til et ligeså slemt, omend imaginært folkedrab på den iranske befolkning.

Det skal antageligvis dulme skyldfølelsen en smule, hvis det kan påvises, at ofrene for ens forbrydelse egentlig selv er ligeså slemme. Den afsporede logik i forhold til Israel er ikke ny fra europæisk side. Om det gør Grass til antisemit er tvivlsomt. Det handler nok mere om skyld og frustration end om antisemitisme.

Grass' beskyldning imod Israel for at ville udslette det iranske folk er en ekstrem løgn, som ingen steder hører hjemme, og det er let at forstå, hvorfor den slags kan sætte israelske sind i kog - ikke mindst, når beskyldningen kommer fra et tidligere medlem af det nazistiske Waffen-SS.

Alligevel var det et forkert træk af den israelske indenrigsminister at formene Grass adgang til Israel på grund af digtet. Det må antages at have været en slags følelsesmæssig overreaktion - lad os håbe, at beslutningen bliver omstødt, når røgen har lagt sig.

Anklagen om, at Israel vil udrydde det iranske folk, er særlig pervers set i lyset af, at den iranske præsident, Mahmoud Ahmedinejad, gentagne gange har truet med at slette Israel af landkortet. Grass' udlægning er derfor at vende tingene direkte på hovedet.

Det preventive angreb, som er til diskussion i Israel (og resten af verden), vil i givet fald blive rettet imod netop de atomanlæg, som potentielt kan realisere Ahmedinejads vision om at udslette den jødiske stat. Den israelske regering har, med Holocaust i frisk erindring, pligt til at gøre alt for at forhindre, at endnu en gal diktator skulle få held til at udrydde jøder i stort antal. Alt andet ville være uansvarligt.

Det er derfor ikke rimeligt at trivialisere den iranske trussel, eller, endnu værre, at fremstille Israel som den part, der ønsker konfrontationen. Israel vil når som helst foretrække at slutte fred og knytte venskabelige forbindelser til Iran, som man faktisk havde, inden ayatollaherne kom til magten. Det er sidstnævnte, der dyrker hadet til Israel i forsøget på at rette det iranske folks opmærksomhed mod en ydre fjende, og væk fra den interne understykkelse i Iran. Det er vi vist alle klar over, når sandheden skal frem.

Det er også vigtigt at korrigere en anden misforståelse, som både Grass og Politikens to debattører Rune Engelbreth Larsen og Christoffer Emil Bruun gør sig til talsmænd for:

Det er ikke i sig selv Irans formodede atomvåbenprogram, der gør, at landet er (eller burde være) underlagt international inspektion. Det er derimod det forhold, at Iran har underskrevet den internationale atomare ikke-spredningsaftale (NPT), hvorefter landet har kunnet modtage fremmed assistance til udviklingen af atomkraft til civile formål. Iran har altså indgået en aftale, som landet efterfølgende ikke vil leve op til. Det er problemet.

Med Israel forholder det sig lige omvendt. Meget tyder på, at Israel i 60'erne og 70'erne har udviklet atomvåben i samarbejde med Frankrig. Israel har i den sammenhæng ikke indgået nogen internationale aftaler om hverken ikke-spredning eller inspektion. Derfor har det internationale samfund ingen ret til at inspicere de israelske atomanlæg. Israel har præcis samme ret til et eventuelt atomvåbenprogram, som eksempelvis USA, England eller Frankrig.

Når Israel afviser at tilslutte sig ikke-spredningsaftalen og den medfølgende inspektion, er det for at kunne opretholde sin "nukleare tvetydighed", altså det at alle regner med - men ikke med sikkerhed ved - at Israel har atomvåben. Formålet har altid været at besidde den ultimative livsforsikring, uden samtidig at indlede et atomvåbenkapløb i Mellemøsten.

Og strategien er faktisk lykkedes - lige indtil Iran flere årtier senere, stik imod den indgåede aftale, udvidede sit lovlige atomprogram med et hemmeligt. Det bør desuden bemærkes, at Irans formodede atomvåbenprojekt ikke er en reaktion på Israels ditto. Iran har helt andre grunde til at ønske sig atomvåben end angst for et israelsk atomangreb.

Selvom Israel ikke er underskriver af NPT, tyder intet på, at atomvåbenmateriale eller -ekspertise skulle have forladt landet. Det samme kan desværre ikke siges om mindre demokratiske lande som Sovjetunionen, Pakistan og Nordkorea.

Frygten for et iransk atomvåbenprogram handler nemlig ikke bare om muligheden af, at Iran selv vil affyre atombevæbnede missiler mod Israel eller andre (hvilket trods alt må anses for relativt usandsynligt), men i højere grad om, at Iran kunne lade våben eller ekspertise sive videre til forskellige ikke-statslige aktører, som det er mere vanskeligt at holde i skak gennem den "gensidigt garanterede udslettelse", der kan afbalance forholdet mellem to nationale atommagter.

Og endelig, hvad vil man opnå ved at tvinge Israel til at lade sine atomanlæg inspicere? Formodentlig at få landets atomarsenal frem i lyset, hvorefter man vil forsøge at tvinge Israel til at skille sig af med det. I den virkelige verden vil det dog næppe lykkes. Til gengæld vil et åbenlyst israelsk atomvåbenprogram risikere at presse flere arabiske lande til også at udvikle atomvåben, og man vil få det atomvåbenkapløb i Mellemøsten, som alle ønsker at undgå.

Den risiko er der givetvis nogle, som er villige til at løbe, i den evige kamp for at få skovlen under Israel. Men når selv de arabiske ledere tilsyneladende foretrækker status quo, hvem er det så lige, der har gavn af inspektionen af Israels atominstallationer? I realiteten formodentlig ingen.

Artiklen blev bragt i Politiken 16. april 2012.

Læs Günter Grass' digt her i dansk oversættelse. Den tyske original kan læses her.

Tilbage

 

Untitled Document