Israel-Online, 24. april 2023
Den israelske retsreform - hvad er op og ned?

Af Dan Harder

Mange hundredtusinder af israelere demonstrerer imod den foreslåede retsreform. Billedet er fra Tel Aviv, 25. marts 2023.

Der udkæmpes i øjeblikket en hård politisk kamp om en rekalibrering af magtbalancen i det israelske demokrati. Nogle taler om demokratiets endeligt og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, som diktator eller "Kong Bibi." Andre mener, at en reform er nødvendig for at redde demokratiet fra en ikke-folkevalgt elite af dommere.

At det israelske demokrati er i krise, er åbenbart. Men hvad handler sagen egentlig om? For at forstå det må man begynde med baggrunden for krisen.

Den manglende grundlov

En væsentlig del af problematikken bunder i, at Israel ikke har nogen grundlov. Det er der mange årsager til, og det er svært at finde en entydig forklaring. Ved oprettelsen i 1948 opfordrede den jødiske stats grundlæggere i Israels uafhængighedserklæring direkte til, at en grundlov skulle forfattes til vedtagelse inden 1. oktober samme år. Men sådan gik det ikke.

Noget kunne tyde på, at selveste nationens fader, Israels første premierminister, David Ben-Gurion, bærer en del af ansvaret for den nuværende situation. "Ville vort folk acceptere en situation, hvor syv dommere ... kan underkende lovgivning, som folket ønsker?," skal han have sagt under en debat om emnet i 1950. Det er interessant nok præcis samme argument, som Israels nuværende regering bruger til at fremme sine reformplaner.

Socialisten Ben-Gurion havde angiveligt ikke fantasi til at forestille sig et fremtidigt ikke-socialistisk flertal i det israelske parlament. Han ønskede ikke, at "progressive" kræfter skulle begrænses af en snærende, reaktionær forfatning.

Et andet element er, at staten Israel blev skabt på resterne af det britiske Palæstina-mandat, hvorfor der i dag i det israelske retssystem findes reminiscenser af britisk lovgivning. Storbritannien (og et par tidligere kolonier som Canada og New Zealand) har heller ikke nogen forfatning, men regeres i stedet med udgangspunkt i sædvaneret samt en række love og traktater med særlig status.

Efter arbejdet på en israelsk forfatning blev opgivet i begyndelsen af 1950'erne, er Israel på samme måde blevet regeret med udgangspunkt i landets uafhængighedserklæring og en serie såkaldte basis-love, som udstikker de fundamentale, principper for det israelske demokrati.

Problemet er bare, at basis-lovene, trods deres særlige status, i realiteten - i modsætning til en grundlov som den danske - kan ændres af et simpelt flertal i Israels parlament, Knesset. Derfor udgør Israels højesteret i praksis den eneste beskyttelse af mindretallet imod flertallets luner.

Højesterets udvidede magt

I det første halve hundrede år fungerede det lidt skrøbelige, løst forankrede politiske system forbavsende godt. En medvirkende årsag har nok været, at landet i 30 år blev ledet af den samme politiske centrum-venstrefløj, som grundlagde nationen, og som højesteretsdommerne ideologisk set også selv tilhørte. Konflikterne mellem de to magtinstanser var derfor til at overse.

Efter højrefløjen med Menachem Begin i spidsen i 1977 vandt magten, blev den balance imidlertid udfordret, og de to instanser fik et mere anstrengt forhold. Det fik op gennem 1980'erne og 1990'erne den israelske højesteret - under den aktivistiske højesteretspræsident Aharon Barak - til egenhændigt at udvide sine beføjelser på en række områder.

Højesteret gav sig selv lov til at underkende lovgivning, som ellers var vedtaget med et flertal i parlamentet. Og det på trods af, at en sådan hjemmel slet ikke er nedfældet i israelsk lov. Domstolen udvidede også rammerne for, hvilke sager den i det hele taget kunne behandle, ligesom den indførte (dvs. opfandt) et "rimelighedsbegreb," som den har brugt flittigt til at underkende israelske regeringers administrative beslutninger.

Endelig besluttede højesteret, at den israelske "statsadvokat," hvis opgave egentlig er at vejlede og repræsentere regeringen i juridiske spørgsmål, fik magt til også at underkende lovforslag fra regeringens side. Ingen af de nævnte beføjelser findes der lovgivningsmæssig hjemmel til.

Og ikke nok med at den israelske højesteret gradvis har tiltaget sig en omfattende magt over det parlamentariske niveau, så har den også en tydelig politisk slagside til fordel for centrum-venstrefløjen, som langt de fleste højesteretsdommerne selv er rundet af. Det har vist sig i utallige domme, som systematisk går højrefløjen og religiøse grupper imod. Israels højesteret er blevet det, nogle kalder "den mest aktivistiske højesteret i verden," og således en magtfuld politisk spiller, selvom en domstol naturligvis burde være politisk neutral.

Højrefløjens reformprogram

Selvom problemet med den "politiske" højesteret er blevet diskuteret heftigt i årtier, har der af forståelige grunde ikke været stor interesse fra den israelske centrum-venstrefløjs side for at ændre på situationen. I november fik Israel så - endelig, set med højrefløjens øjne - en ren højreregering, som kunne tage fat på at løse problemet.

Den nye regering er gået hårdhændet til værks med en omfattende reformpakke, bestående af en række individuelle lovforslag, som alle har til formål at svække den aktivistiske, angiveligt venstreorienterede, domstol og forskyde magten tilbage til parlamentet. Argumentet er, at folket skal have lov til at gennemføre de love, der er flertal for. Præcis Ben-Gurions argument fra dengang i 1950, hvor venstrefløjen havde flertallet.

Et af de mest diskuterede forslag handler om sammensætningen af den komite, som vælger nye højesteretsdommere, når de siddende skal pensioneres (typisk når de fylder 70 år). Komiteen består i dag af tre højesteretsdommere, to medlemmer af det israelske "advokatsamfund," tre repræsentanter for regeringen og et medlem af oppositionen.

Som det ses, har juristerne, med fem medlemmer, vetoret i komiteen. Hvis påstanden om, at dommerstanden generelt befinder sig politisk på centrum-venstrefløjen, står til troende, vil en potentiel centrum-venstreregering endda kunne mønstre op til otte ud af ni medlemmer på sin side, mens en højreregering må nøjes med tre.

Den nuværende regering ønsker derfor at ændre balancen, så den til enhver tid siddende regering får vetoret. Opgaven er nu at finde en løsning, som tilgodeser det israelske samfund i en bred forstand.

Tilsidesættelsesklausulen

Det allermest vidtgående lovforslag, som virkelig har bragt sindene i kog, både i Israel og internationalt, er den såkaldte "tilsidesættelsesklausul," som vil give parlamentet mulighed for at tilsidesætte højesterets eventuelle underkendelse af et lovforslag, som ellers nyder flertal i Knesset.

Da Israel (i modsætning til Danmark) har tradition for flertalsregeringer, vil det betyde, at enhver regering i princippet vil kunne gennemtvinge en lov om hvad som helst. Eksempelvis en begrænsning af ytringsfriheden eller valgretten. Det er ikke sandsynligt, at det vil gå så galt, men risikoen eksisterer. Derfor har selv fortalere for en reform advaret om, at en sådan lov vil være for risikabel.

Det er usandsynligt, at regeringen får vedtaget lovforslaget som fremsat. En bedre løsning kunne være, at Israels basis-love ikke kan slås ned af højesteret, men til gengæld kun kan vedtages med et særligt flertal, eksempelvis 70 ud af Knessets 120 medlemmer, og at der efterfølgende ligeledes skal 70 stemmer til at ændre loven. Flere andre løsningsmodeller har også været på tale.

Netanyahus rolle

I Danmark får man let det indtryk, at premierminister Netanyahus formål med svækkelsen af højesteret er at redde ham selv, personligt, ud af den kattepine, som udgøres af tre anklager om magtmisbrug og korruption, som i øjeblikket verserer imod ham ved de israelske domstole. Også i Israel fyger det med beskyldninger af den art.

Mens man ikke helt kan udelukke, at Netanyahu har tanker eller planer i den retning, er der dog indtil videre intet i de fremlagte lovforslag, som direkte vil kunne bringe premierministeren ud af fedtefadet.

Netanyahus rolle består nok snarere i, at han, som sekulær højrefløjspolitiker, har skuffet sine naturlige samarbejdspartnere på højre- og midterfløjen så mange gange, at de ikke længere vil sidde i regering med ham. Han har derfor, i sin insisteren på at genvinde magten, set sig nødsaget til at alliere sig med nogle religiøse partier, som han egentlig ikke har så meget til fælles med.

De to ultraortodokse partier i Netanyahus nuværende regering har faktisk været bannerførere for "tilsidesættelsesklausulen" med det formål, at få vedtaget lovgivning, som giver særrettigheder til det ultraortodokse mindretal, eksempelvis offentlige ydelser og fritagelse fra militærtjeneste.

Så de mest vidtgående forslag er egentlig ikke primært Netanyahus værk. Ironisk nok er det nu de ortodokse partier, som, i lyset af den massive folkelige modstand, har anbefalet Netanyahu at sætte reformprocessen på pause og forhandle med oppositionen. Flere medlemmer fra Netanyahus Likud-parti har ligeledes opfordret til indgåelse af et kompromis baseret på en bredere konsensus. Senest har Netanyahu selv udtalt, at en vedtagelse af tilsidesættelsesklausulen i den foreslåede form "ikke kommer til at ske."

Som de seneste begivenheder har demonstreret, er demokratiet i Israel dybt forankret i befolkningen. Ingen i Israel, heller ikke regeringen, ønsker demokratiet afskaffet. Opgaven er nu at genfinde den rette magtbalance mellem de demokratiske institutioner. Det bedst mulige udfald af den nuværende krise vil være, hvis Israel endelig får sin grundlov. Men et kompromis om en reform kan også gøre det. Det er muligt, hvis viljen er tilstede.

Læs også:

Klumme - Beklager, Gitte Seeberg, Israels demokrati vil overleve, 7. marts 2023

Tilbage