Israel-Online, 22. januar 2005
Krasniksk mellemøstvrøvl

Af Dan Harder

Mellemøstjournalistik må gerne være sjov indimellem. Det synes i hvert fald Martin Krasnik, når han i sin meget underholdende artikel i Weekendavisen "Israelsk terapi" (WA nr. 2/2005) skriver at israelerne drømmer om en palæstinensisk ombudsmand, eller at Sharon aldrig ville tillade en levedygtig palæstinensisk stat, om så Mahmoud Abbas fik slangekrøller ved ørerne og nedsatte sig som rabbiner i Hebron.

Martin Krasnik er måske meget sjov, men hans analyse af situationen i Mellemøsten er både forkert og unødigt pessimistisk.

Blandt morsomhederne finder vi eksempelvis påstanden om at det kan være ligemeget hvem der leder palæstinenserne, da den manglende demokratisering af det palæstinensiske samfund alligevel bare var Israels "undskyldning" for ikke at ville tale med Yassir Arafat. Israel har jo ikke haft "de mindste problemer med at slutte fred med både Jordans og Egyptens diktatorer", minder Krasnik os om.

Det kan godt være han er sjov, men derfor behøver han jo ikke gøre sig dummere end han er. Selv for en fjolle-artikel er det argument simpelthen for langt ude.

Forskellen mellem diktatoren Arafat og de andre er selvfølgelig, at både Egypten og Jordan havde noget at tilbyde Israel: fredsforhandlinger uden samtidige massakrer på israelske civile, samt viljen til at efterleve de aftaler man havde indgået.

Arafat insisterede på at "forhandle" med Israel samtidig med at han støttede og finansierede terror mod israelske civile. Og han brød systematisk alle aftaler han indgik – inklusive dem med sit eget folk, bl.a. om indførelsen af demokrati.

Arafat havde altså intet at tilbyde Israel, og der var derfor intet at tale om.

Men det er der nu. Måske.

Israel har formodentlig ingen illusioner om at Mahmoud Abbas vil kaste sig ud i en reel krig mod de palæstinensiske terrorgrupper, hvoraf mindst én tilhører hans egen Fatah-organisation. Men man kan vel næppe bebrejde israelerne kravet om, at de der begår overlagte mord på israelske civile skal straffes.

I praksis vil det nok være tilstrækkeligt, hvis Abbas gør en seriøs indsats for at stoppe terrorangrebene på israelere, hvordan han så end vil gøre det. Til at starte med kunne han jo f.eks. standse det officielle palæstinensiske TVs reklamer for vold og had mod israelere og jøder, forherligelse af selvmordsbomber, martyrdød o.s.v.

Udstationeringen af palæstinensiske sikkerhedsstyrker i områder hvorfra raketter og mortergranater bliver affyret mod israelere er heller ingen dårlig idé. Det sker jo netop i øjeblikket, selvom resultatet endnu er ukendt. Abbas arbejder også intenst på at overtale terroristerne til at indstille angrebene, bl.a. ved at tilbyde dem politisk indflydelse.

Det er de første små skridt i den rigtige retning, og Israel har allerede kvitteret ved at lette bevægelsesfriheden i Gaza.

Ingen ved endnu om det vil lykkes, men der kan ikke være nogen tvivl om at Abbas, siden han overtog magten for et par uger siden, allerede har gjort en mere helhjertet indsats for freden, end Arafat formåede de foregående ti år.

Så kom ikke her og sig, at Israel havde brug for en "undskyldning" for ikke at ville tale med Arafat.

Martin Krasnik beklager sig også over at den forventede israelske tilbagetrækning fra Gaza kun vil være til glæde for israelerne. Nå, men så er det måske derfor den kaldes "en ensidig tilbagetrækning". Det er jo hele pointen, at tilbagetrækningen er noget Israel gør for sin egen skyld, da Arafat tydeligvis ikke havde til sinds at indstille terrorkrigen.

"[Palæstinenserne] skal regere Gaza selv under nogenlunde de samme elendige forhold som i dag", siger Krasnik. Sikke noget vrøvl. Regerede palæstinenserne da ikke Gaza under bedre forhold i årene op til "intifadaen"? Hvis man spørger dem selv, er svaret et klart jo. Så skulle forholdene da også kunne blive bedre igen, når terrorkrigen er forbi.

Og selvom en tilbagetrækning fra Gaza kun vil være et første skridt, er det dog i den rigtige retning. Herefter er det op til palæstinenserne, d.v.s. primært Mahmoud Abbas, at forvalte den nyvundne kontrol med Gaza bedst muligt.

Bliver Gaza til en affyringsrampe for missiler ind over israelske byer er der vel ikke meget at sige til, hvis israelerne skyder igen.

Men hvis Abbas og co. derimod benytter lejligheden til at opbygge et sundt og driftigt samfund, er der ingen tvivl om at både Israel og det øvrige verdenssamfund vil støtte en sådan udvikling. Herefter vil der være mulighed for yderligere tilbagetrækninger, og måske til sidst endda en fredsaftale.

Og så blæser Krasnik, som journalister herhjemme har for vane, de religiøse jøders indflydelse i Israel helt ud af proportioner. Hvis han tror at et mindretal af mere eller mindre fanatiske religiøse kan få Israel til at gå op i limningen, undervurderer han det israelske demokrati. Det flertal som støtter tilbagetrækningen, vil under ingen omstændigheder lade sig kue af nogle få bosætteres truende retorik.

Men det kan alt sammen være ligemeget, for Martin Krasnik mere end antyder, at selvom det skulle lykkes Abbas at holde terroristerne i skak, vil Ariel Sharon alligevel aldrig kunne tilbyde palæstinenserne en levedygtig stat. Det er ganske vist et almindeligt synspunkt på disse kanter, men er der hold i det? Det skulle vi måske lade komme an på en prøve.

Det er muligt at Martin Krasnik finder det mere underholdende at lave sjov med det hele og trutte i dommedagsbasun, end at lede efter mulige løsninger på konflikten. Men det er en luksus, som vi, der har en personlig interesse i en fredelig udvikling i området, desværre ikke har råd til.

Tilbage