Israel-Online, 14. august 2007
Det legitime jødehad

Af Dan Harder

I et indlæg i Jyllands-Posten 7. august 2007 beskriver Mikael Hasle sig selv som "en arg modstander af [Israels] særlige form for imperialisme og undertrykkelse", hvilket han begrunder med at "Israel i mere end 40 år har opretholdt en ulovlig besættelse af blandt andet Vestbredden".

Ovennævnte er måske nok desværre "elementær viden", som Mikael Hasle kalder det, men det er ikke desto mindre forkert. Israels ret til at holde Vestbredden besat er faktisk rodfæstet i FNs sikkerhedsråds resolution 242, der kræver tilbagetrækning af israelske tropper fra en ikke nærmere specificeret del (afgjort gennem forhandling) af det besatte land, til gengæld for arabisk anerkendelse af Israel og garanti for dets sikkerhed.

Resolution 242 bruges i dag som propagandamiddel imod Israel, men realiteten er, at Israel var med til at forhandle resolutionen på plads, og derfor umiddelbart efter accepterede den. Den samlede Arabiske Liga afviste blankt resolutionens princip om "land for fred".

Konfliktens kerne var - i 1967 som i dag - ikke besættelse eller landområdernes fordeling, men hvorvidt den jødiske stat skal have lov til at eksistere.

Mikael Hasle berører også spørgsmålet om forskellen mellem antisemitisme og det at være "mod Israel". Glødende kritikere af Israel har i årevis hævdet at der findes et legitimt - skal vi sige stuerent - had til Israel, kaldet anti-zionisme. Altså ønsket om at en nation skal ophøre med at eksistere. Spørgsmålet er om det er sandt.

Siden Anden Verdenskrig har klassisk antisemitisme - hvor hadet og løgnene rettes mod jøder som individer - ikke været gangbar i Europa. Men spørgsmålet er, om det at nægte ét enkelt folk en rettighed, som er alle andre folkeslag forundt, nemlig retten til selvbestemmelse, ikke er en form for racisme. Og racisme imod jøderne hedder nu engang antisemitisme.

Det er kun en skærpende omstændighed at hele argumenta-tionen imod Israel bygger på løgne, propaganda og historisk revisionisme.

Det at racisten eller antisemitten ikke vil vedkende sig sit had, beviser ikke vedkommendes uskyld. Lader man sig forblænde af sine følelser i sådan et omfang, at man er villig til at tilsidesætte enhver information, der ikke passer i ens kram, bør man nok stoppe op og spørge sig selv om man er ude på et sidespor.

Tilbage