Israel-Online, 15. august 2005
Analyse: Gaza, hvad nu?

Af Dan Harder

Israel er netop nu ved at gennemføre sin længe varslede ensidige tilbagetrækning fra Gaza og den nordlige del at Vestbredden. Den foregår med et minimum af koordination med det palæstinensiske selvstyre, og der er ikke indgået nogen aftale om palæstinensiske modydelser.

Med dette tiltag afviger Israel fra det koncept, der hidtil har været det bærende i fredsprocessen: land for fred. Forklaringen er, at tiltaget ikke var tænkt som en del af fredsprocessen, men snarere kom til verden som en konsekvens af fredsprocessens kollaps.

Det er vigtigt at huske at planen blev til på et tidspunkt, hvor Yasser Arafat stadig styrede det palæstinensiske selvstyre med hård hånd, støttede terroren mod Israel og torpederede alle forsøg på at iværksætte en demokratisering af det palæstinensiske regime.

Arafat var måske nok villig til at forhandle, men havde med al tydelighed vist, at han ikke havde i sinde at implementere nogen af sine mange afgivne løfter. Med Mahmoud Abbas ved magten allerede i 2003, havde Israels tro på en forhandlet løsning sandsynligvis været stærkere, og planen om ensidig tilbagetrækning ville næppe have set dagens lys.

Men som situationen var, med fredsprocessen i hårdknude, det palæstinensiske selvstyre dybt involveret i hæmningsløs terror mod israelske civile, og det israelske sikkerhedsapparat travlt optaget af at forhindre terrorangreb, var Sharons regering under stærkt pres for at gøre noget aktivt for at overtage initiativet fra de palæstinensiske terrorister og bringe Israel ud af den fastlåste situation.

Presset kom to steder fra, dels fra de israelske vælgere, og dels fra det internationale samfund. Førstnævnte havde brug for et lys for enden af tunnellen, en vision der ledte et andet sted hen, væk fra terror og krig. Overfor det internationale samfund, havde Sharon brug for at skabe et alternativ til de politiske planer der i forvejen var på bordet, men som var uacceptable fra et israelsk synspunkt.

Den ene plan var den saudisk inspirerede ”arabiske fredsplan”, der gik ud på en total tilbagetrækning til 1949-våbenhvilelinien samt alle palæstinensiske flygtninge og deres efterkommeres ret til ”tilbagevenden” til Israel, til gengæld for pan-arabisk anerkendelse af Israel.

Den anden plan på bordet var Geneve-initiativet, en udførligt beskrevet plan, fremlagt af den israelske venstrefløjspolitiker, Yossi Beilin, i samarbejde med nogle lavere rangerende palæstinensiske politikere. Geneve-initiativets vision lå efter sigende ikke langt fra det forslag Arafat afslog ved Camp David i 2000.

Men Ariel Sharon, der i forvejen fandt den forrige premierminister, Ehud Baraks, tilbud fra 2000 for generøst, var naturligvis ikke villig til at tilbyde det samme eller mere, midt under en massiv palæstinensisk terrorkampagne, der allerede havde taget livet af mange hundrede civile israelere.

Dermed ikke sagt at Sharon, trods den gængse fremstilling af ham her i Europa som en krigerisk galning, ikke ønsker fred. Alt tyder på at Israels premierminister, og det israelske demokrati som helhed, er indstillet på at indgå en fredsaftale med palæstinenserne. Men i modsætning til Oslo-processens, nu i retrospekt, noget naive tilgang til sagen, tror Sharon-regeringen på nuværende tidspunkt ikke på muligheden af at indgå en aftale med palæstinenserne, der efterfølgende vil blive overholdt.

Det nye udgangspunkt er, at det palæstinensiske samfund, før man kan indgå endelige aftaler med dets ledelse, først skal gennemgå en dramatisk transformation fra diktatur til demokrati.

Politiske ledere, der rent faktisk repræsenterer befolkningen, og tjener dets interesser, skal vælges. Demokratiske institutioner som et uafhængigt retssystem og en centraliseret sikkerhedsstruktur skal opbygges, ligesom ytringsfrihed skal tildeles både medier og enkeltpersoner. Den hæmningsløse korruption skal bekæmpes, selvstyrets massive anti-israelske propaganda skal indstilles, alle terror- og paramilitære organisationer skal afvæbnes og lov og orden skal håndhæves.

Herudover mener Israels nuværende regering, belært af Oslo-processens måske største fejl, at ikke bare Israel skal yde, men at palæstinenserne hen ad vejen skal bevise, at også de er i stand til at honorere indgåede aftaler.

Under Oslo foretog Israel gradvise tilbagetrækninger fra palæstinensiske befolkningscentre, således at omkring 95% af palæstinenserne til sidst var under selvstyrets kontrol. Israel bevæbnede selvstyrets politifolk, så de selv kunne håndhæve lov og orden, og - måske vigtigst af alt - gjorde en stor indsats for at forberede den israelske befolkning på fred og kompromis med palæstinenserne igennem undervisning og mediekampagner.

Ifølge Oslo-aftalerne påtog det palæstinensiske selvstyre sig ligeledes tre hovedopgaver: 1) At udvikle et levedygtigt, demokratisk samfund i selvstyreområderne. 2) At forhindre angreb på israelske soldater, bekæmpe terror mod israelske civile og afvæbne uautoriserede væbnede grupper. Og 3) at forberede sin befolkning på fred og kompromis med Israel.

Ingen af disse opgaver blev løst, ensige forsøgt varetaget. Arafat indfriede absolut ingen af forventningerne. Optimismen ved indgåelsen af Oslo-aftalerne var stor, men de, der i sin tid forudså at processen ville slå fejl – herunder mange i Ariels Sharons Likud-parti – fik desværre ret.

Det er baggrunden for den israelske regerings nuværende plan, der, i erkendelse af at Israel ikke for evigt kan kontrollere millioner af palæstinensere, lægger op til en langsom, gradvis udvikling, der kræver løbende palæstinensiske modydelser, inden det næste skridt bliver taget.

Tilbagetrækningen fra Gaza og den nordlige del af Vestbredden er ganske vist ”gratis” for palæstinenserne, men det er den israelske regerings håb, at det internationale samfund forstår, at Israel ikke kan foretage yderligere tilbagetrækninger, med mindre palæstinenserne udviser virkelig vilje og evne til at skabe et stabilt, fredeligt og demokratisk samfund i de områder, de nu overtager.

Tilhængerne af planen håber på at den nye, mere moderate palæstinensiske ledelse under Mahmoud Abbas, vil evne at vise verden, at palæstinenserne er rede til at gøre op med fortidens strategi (eller mangel på samme), og benytte den israelske tilbagetrækning som en katalysator til at iværksætte de nødvendige tiltag for at forbedre Gazas indbyggeres livskvalitet markant.

Dette vil omfatte en demokratiseringsproces, hvor terrororganisationer som Hamas får mulighed for at transformere sig om til regulære politiske partier gennem en deling af magten i henhold til vælgernes ønske, således at alle palæstinensere – ikke bare dem der er loyale overfor Mahmoud Abbas Fatah-parti – vil få lige muligheder i samfundet.

Det vil også kræve en massiv indsats fra det internationale samfund i form af støtte til udvikling af demokratiske institutioner og genopbygning af Gazas økonomi, hvilket skal gøres i en ny ånd, hvor man gør meget mere ud af at sikre, at pengene ender hos de tiltænkte modtagere, og ikke, som i Arafats tid, ender i brune konvolutter hos korrupte ledere og terrorister.

I takt med at sikkerhedsituationen forhåbentlig forbedres, vil også Israel kunne hjælpe til, ved at muliggøre en fri bevægelighed af varer og arbejdskraft til og fra Gaza, til gavn for områdets økonomiske udvikling.

Kritikere af tilbagetrækningsplanen falder i to grupper: Dem der mener at tilbagetrækningen fra Gaza blot er et nødvendigt offer, der skal aflede verdens opmærksomhed fra Israels yderligere konsolidering af Jerusalem og Vestbredden, og på den anden side dem, der ser den som et hovedløst knæfald for den palæstinensiske terrorisme, der blot vil tiltage i styrke efter dens store militære sejr over den ”zionistiske fjende”.

Begge pessimistiske forudsigelser, kan meget vel vise sig at gå i opfyldelse. Det hele afhænger af hvad der kommer i kølvandet på tilbagetrækningen fra Gaza. Spørgsmålet er, om Mahmoud Abbas magter at gøre en ende på terrorangrebene på Israel og opbygge et demokratisk samfund og en sund økonomi i Gaza.

Abbas ønsker efter alt at dømme på nuværende tidspunkt at fremme en demokratisk udvikling, dog helst ikke på bekostning af egen magt og indflydelse. Det sidste kom fornylig til udtryk i to omgange. Først under valget til selvstyreformand, hvor Abbas tøvede med at konfrontere terrorgrupperne af frygt for at miste popularitet, og dernæst ved hans udskydelse af parlamentsvalget af frygt for at Hamas skulle få for meget demokratisk magt.

Men Abbas kan ikke både blæse og have mel i munden. Han kan ikke søge at fremme en demokratisk udvikling, og samtidig sikre sig, at han kan blive ved magten. Sådan spiller klaveret bare ikke.

På grund af Yasser Arafats strategi med at lade Hamas presse Israel på terrorfronten, har den islamiske organisation vokset sig så stærk, at der ikke er nogen vej udenom at inkludere den i den politiske proces. Det eneste krav man nu kan stille, er at Hamas må omstille sig til et fredeligt politisk parti og nedlægge våbnene. Men det kan naturligvis kun lade sig gøre, hvis man tillader Hamas den andel i den politiske magt, som vælgerne ønsker.

Mahmoud Abbas er altså, som sin forgænger under Oslo, nøglepersonen i den kommende proces. Hvis han, med Israels og det internationale samfunds hjælp evner at få noget positivt ud af tilbagetrækningen fra Gaza, vil det være i Israels egen interesse af fortsætte udviklingen med forhandlinger om yderligere tilbagetrækninger.

Skulle Sharon-regeringen herefter ikke vise sig villig til at forstsætte processen, vil den få meget svært ved at overbevise såvel de israelske vælgere som det internationale samfund om ikke at fortsætte.

Lykkes det derimod ikke Abbas at bringe udvikling og velstand til Gaza, at skabe lov or orden og bringe terroren mod Israel til ophør – i det mindste den, der udspringer fra Gaza – vil hverken Sharon-regeringen eller den israelske befolkning være indstillet på at give yderligere indrømmelser til palæstinenserne, og situationen vil igen stagnere.

Israel vil ganske vist have opgivet Gaza, men vil i en sådan situation være betydeligt bedre positioneret til den næste runde af palæstinensisk terror. Det er højst sandsynligt – ja vel desværre nærmest givet – at palæstinenserne vil forsøge at smugle mere dødbringende våben, som f.eks. mere langtrækkende rakketter ind i Gaza efter Israels exit, men med sikkerhedsbarrieren på Vestbredden hastigt på vej mod færdiggørelse, og alle israelske civile ude af Gaza, vil det være meget enklere for det israelske militær, at udkæmpe den næste palæstinensiske terrorkrig.

Det er det der, trods de åbenlyse risici, gør tilbagetrækningsplanen til et godt træk set med israelske øjne. Enten vil den kick-starte fredsprocessen, hvilket vil være til gavn for begge konfliktens parter, eller også vil Israel fortsat skulle beskytte sig mod terror, men vil kunne gøre det langt mere effektivt fra sin nye, taktisk forbedrede position.

Udfaldet afgøres først og fremmest af palæstinensernes evne og vilje til at få det bedste ud af situationen, i stedet for at fokusere på fortsat væbnet kamp mod Israel i et forfængeligt håb om at ”befri” resten af ”Palæstina”, fra Jordanfloden til Middelhavet.

Sharon spiller et meget højt politisk spil, og han vinder, fordi han har den israelske befolkning med sig. Vælgerne ønsker fred, men vil denne gang se palæstinensiske modydelser, før man giver yderligere indrømmelser.

Tilbage