Israel-Online,
15. august 2005
Analyse: Gaza, hvad nu?
Af Dan Harder
Israel er netop nu ved at gennemføre
sin længe varslede ensidige tilbagetrækning
fra Gaza og den nordlige del at Vestbredden. Den foregår
med et minimum af koordination med det palæstinensiske
selvstyre, og der er ikke indgået nogen aftale
om palæstinensiske modydelser.
Med dette tiltag afviger Israel fra det koncept, der
hidtil har været det bærende i fredsprocessen:
land for fred. Forklaringen er, at tiltaget ikke var
tænkt som en del af fredsprocessen, men snarere
kom til verden som en konsekvens af fredsprocessens
kollaps.
Det er vigtigt at huske at planen blev til på
et tidspunkt, hvor Yasser Arafat stadig styrede det
palæstinensiske selvstyre med hård hånd,
støttede terroren mod Israel og torpederede alle
forsøg på at iværksætte en
demokratisering af det palæstinensiske regime.
Arafat var måske nok villig til at forhandle,
men havde med al tydelighed vist, at han ikke havde
i sinde at implementere nogen af sine mange afgivne
løfter. Med Mahmoud Abbas ved magten allerede
i 2003, havde Israels tro på en forhandlet løsning
sandsynligvis været stærkere, og planen
om ensidig tilbagetrækning ville næppe have
set dagens lys.
Men som situationen var, med fredsprocessen i hårdknude,
det palæstinensiske selvstyre dybt involveret
i hæmningsløs terror mod israelske civile,
og det israelske sikkerhedsapparat travlt optaget af
at forhindre terrorangreb, var Sharons regering under
stærkt pres for at gøre noget aktivt for
at overtage initiativet fra de palæstinensiske
terrorister og bringe Israel ud af den fastlåste
situation.
Presset kom to steder fra, dels fra de israelske vælgere,
og dels fra det internationale samfund. Førstnævnte
havde brug for et lys for enden af tunnellen, en vision
der ledte et andet sted hen, væk fra terror og
krig. Overfor det internationale samfund, havde Sharon
brug for at skabe et alternativ til de politiske planer
der i forvejen var på bordet, men som var uacceptable
fra et israelsk synspunkt.
Den ene plan var den saudisk inspirerede ”arabiske
fredsplan”, der gik ud på en total tilbagetrækning
til 1949-våbenhvilelinien samt alle palæstinensiske
flygtninge og deres efterkommeres ret til ”tilbagevenden”
til Israel, til gengæld for pan-arabisk anerkendelse
af Israel.
Den anden plan på bordet var Geneve-initiativet,
en udførligt beskrevet plan, fremlagt af den
israelske venstrefløjspolitiker, Yossi Beilin,
i samarbejde med nogle lavere rangerende palæstinensiske
politikere. Geneve-initiativets vision lå efter
sigende ikke langt fra det forslag Arafat afslog ved
Camp David i 2000.
Men Ariel Sharon, der i forvejen fandt den forrige
premierminister, Ehud Baraks, tilbud fra 2000 for generøst,
var naturligvis ikke villig til at tilbyde det samme
eller mere, midt under en massiv palæstinensisk
terrorkampagne, der allerede havde taget livet af mange
hundrede civile israelere.
Dermed ikke sagt at Sharon, trods den gængse
fremstilling af ham her i Europa som en krigerisk galning,
ikke ønsker fred. Alt tyder på at Israels
premierminister, og det israelske demokrati som helhed,
er indstillet på at indgå en fredsaftale
med palæstinenserne. Men i modsætning til
Oslo-processens, nu i retrospekt, noget naive tilgang
til sagen, tror Sharon-regeringen på nuværende
tidspunkt ikke på muligheden af at indgå
en aftale med palæstinenserne, der efterfølgende
vil blive overholdt.
Det nye udgangspunkt er, at det palæstinensiske
samfund, før man kan indgå endelige aftaler
med dets ledelse, først skal gennemgå en
dramatisk transformation fra diktatur til demokrati.
Politiske ledere, der rent faktisk repræsenterer
befolkningen, og tjener dets interesser, skal vælges.
Demokratiske institutioner som et uafhængigt retssystem
og en centraliseret sikkerhedsstruktur skal opbygges,
ligesom ytringsfrihed skal tildeles både medier
og enkeltpersoner. Den hæmningsløse korruption
skal bekæmpes, selvstyrets massive anti-israelske
propaganda skal indstilles, alle terror- og paramilitære
organisationer skal afvæbnes og lov og orden skal
håndhæves.
Herudover mener Israels nuværende regering, belært
af Oslo-processens måske største fejl,
at ikke bare Israel skal yde, men at palæstinenserne
hen ad vejen skal bevise, at også de er i stand
til at honorere indgåede aftaler.
Under Oslo foretog Israel gradvise tilbagetrækninger
fra palæstinensiske befolkningscentre, således
at omkring 95% af palæstinenserne til sidst var
under selvstyrets kontrol. Israel bevæbnede selvstyrets
politifolk, så de selv kunne håndhæve
lov og orden, og - måske vigtigst af alt - gjorde
en stor indsats for at forberede den israelske befolkning
på fred og kompromis med palæstinenserne
igennem undervisning og mediekampagner.
Ifølge Oslo-aftalerne påtog det palæstinensiske
selvstyre sig ligeledes tre hovedopgaver: 1) At udvikle
et levedygtigt, demokratisk samfund i selvstyreområderne.
2) At forhindre angreb på israelske soldater,
bekæmpe terror mod israelske civile og afvæbne
uautoriserede væbnede grupper. Og 3) at forberede
sin befolkning på fred og kompromis med Israel.
Ingen af disse opgaver blev løst, ensige forsøgt
varetaget. Arafat indfriede absolut ingen af forventningerne.
Optimismen ved indgåelsen af Oslo-aftalerne var
stor, men de, der i sin tid forudså at processen
ville slå fejl – herunder mange i Ariels
Sharons Likud-parti – fik desværre ret.
Det er baggrunden for den israelske regerings nuværende
plan, der, i erkendelse af at Israel ikke for evigt
kan kontrollere millioner af palæstinensere, lægger
op til en langsom, gradvis udvikling, der kræver
løbende palæstinensiske modydelser, inden
det næste skridt bliver taget.
Tilbagetrækningen fra Gaza og den nordlige del
af Vestbredden er ganske vist ”gratis” for
palæstinenserne, men det er den israelske regerings
håb, at det internationale samfund forstår,
at Israel ikke kan foretage yderligere tilbagetrækninger,
med mindre palæstinenserne udviser virkelig vilje
og evne til at skabe et stabilt, fredeligt og demokratisk
samfund i de områder, de nu overtager.
Tilhængerne af planen håber på at
den nye, mere moderate palæstinensiske ledelse
under Mahmoud Abbas, vil evne at vise verden, at palæstinenserne
er rede til at gøre op med fortidens strategi
(eller mangel på samme), og benytte den israelske
tilbagetrækning som en katalysator til at iværksætte
de nødvendige tiltag for at forbedre Gazas indbyggeres
livskvalitet markant.
Dette vil omfatte en demokratiseringsproces, hvor terrororganisationer
som Hamas får mulighed for at transformere sig
om til regulære politiske partier gennem en deling
af magten i henhold til vælgernes ønske,
således at alle palæstinensere – ikke
bare dem der er loyale overfor Mahmoud Abbas Fatah-parti
– vil få lige muligheder i samfundet.
Det vil også kræve en massiv indsats fra
det internationale samfund i form af støtte til
udvikling af demokratiske institutioner og genopbygning
af Gazas økonomi, hvilket skal gøres i
en ny ånd, hvor man gør meget mere ud af
at sikre, at pengene ender hos de tiltænkte modtagere,
og ikke, som i Arafats tid, ender i brune konvolutter
hos korrupte ledere og terrorister.
I takt med at sikkerhedsituationen forhåbentlig
forbedres, vil også Israel kunne hjælpe
til, ved at muliggøre en fri bevægelighed
af varer og arbejdskraft til og fra Gaza, til gavn for
områdets økonomiske udvikling.
Kritikere af tilbagetrækningsplanen falder i
to grupper: Dem der mener at tilbagetrækningen
fra Gaza blot er et nødvendigt offer, der skal
aflede verdens opmærksomhed fra Israels yderligere
konsolidering af Jerusalem og Vestbredden, og på
den anden side dem, der ser den som et hovedløst
knæfald for den palæstinensiske terrorisme,
der blot vil tiltage i styrke efter dens store militære
sejr over den ”zionistiske fjende”.
Begge pessimistiske forudsigelser, kan meget vel vise
sig at gå i opfyldelse. Det hele afhænger
af hvad der kommer i kølvandet på tilbagetrækningen
fra Gaza. Spørgsmålet er, om Mahmoud Abbas
magter at gøre en ende på terrorangrebene
på Israel og opbygge et demokratisk samfund og
en sund økonomi i Gaza.
Abbas ønsker efter alt at dømme på
nuværende tidspunkt at fremme en demokratisk udvikling,
dog helst ikke på bekostning af egen magt og indflydelse.
Det sidste kom fornylig til udtryk i to omgange. Først
under valget til selvstyreformand, hvor Abbas tøvede
med at konfrontere terrorgrupperne af frygt for at miste
popularitet, og dernæst ved hans udskydelse af
parlamentsvalget af frygt for at Hamas skulle få
for meget demokratisk magt.
Men Abbas kan ikke både blæse og have mel
i munden. Han kan ikke søge at fremme en demokratisk
udvikling, og samtidig sikre sig, at han kan blive ved
magten. Sådan spiller klaveret bare ikke.
På grund af Yasser Arafats strategi med at lade
Hamas presse Israel på terrorfronten, har den
islamiske organisation vokset sig så stærk,
at der ikke er nogen vej udenom at inkludere den i den
politiske proces. Det eneste krav man nu kan stille,
er at Hamas må omstille sig til et fredeligt politisk
parti og nedlægge våbnene. Men det kan naturligvis
kun lade sig gøre, hvis man tillader Hamas den
andel i den politiske magt, som vælgerne ønsker.
Mahmoud Abbas er altså, som sin forgænger
under Oslo, nøglepersonen i den kommende proces.
Hvis han, med Israels og det internationale samfunds
hjælp evner at få noget positivt ud af tilbagetrækningen
fra Gaza, vil det være i Israels egen interesse
af fortsætte udviklingen med forhandlinger om
yderligere tilbagetrækninger.
Skulle Sharon-regeringen herefter ikke vise sig villig
til at forstsætte processen, vil den få
meget svært ved at overbevise såvel de israelske
vælgere som det internationale samfund om ikke
at fortsætte.
Lykkes det derimod ikke Abbas at bringe udvikling og
velstand til Gaza, at skabe lov or orden og bringe terroren
mod Israel til ophør – i det mindste den,
der udspringer fra Gaza – vil hverken Sharon-regeringen
eller den israelske befolkning være indstillet
på at give yderligere indrømmelser til
palæstinenserne, og situationen vil igen stagnere.
Israel vil ganske vist have opgivet Gaza, men vil i
en sådan situation være betydeligt bedre
positioneret til den næste runde af palæstinensisk
terror. Det er højst sandsynligt – ja vel
desværre nærmest givet – at palæstinenserne
vil forsøge at smugle mere dødbringende
våben, som f.eks. mere langtrækkende rakketter
ind i Gaza efter Israels exit, men med sikkerhedsbarrieren
på Vestbredden hastigt på vej mod færdiggørelse,
og alle israelske civile ude af Gaza, vil det være
meget enklere for det israelske militær, at udkæmpe
den næste palæstinensiske terrorkrig.
Det er det der, trods de åbenlyse risici, gør
tilbagetrækningsplanen til et godt træk
set med israelske øjne. Enten vil den kick-starte
fredsprocessen, hvilket vil være til gavn for
begge konfliktens parter, eller også vil Israel
fortsat skulle beskytte sig mod terror, men vil kunne
gøre det langt mere effektivt fra sin nye, taktisk
forbedrede position.
Udfaldet afgøres først og fremmest af
palæstinensernes evne og vilje til at få
det bedste ud af situationen, i stedet for at fokusere
på fortsat væbnet kamp mod Israel i et forfængeligt
håb om at ”befri” resten af ”Palæstina”,
fra Jordanfloden til Middelhavet.
Sharon spiller et meget højt politisk spil,
og han vinder, fordi han har den israelske befolkning
med sig. Vælgerne ønsker fred, men vil
denne gang se palæstinensiske modydelser, før
man giver yderligere indrømmelser.
Tilbage
|