Israel-Online, 2. marts 2019
Jøde(stats)had

Af Dan Harder

Teknik- og miljøborgmester i København, Ninna Hedeager Olsen (EL), og hendes partifælle, Ulrik Kohl, forsvarer i et indlæg i Berlingske 22. februar 2019 deres apartheid-anklage imod Israel.

Argumentationen består i nogle generelle beskyldninger, bakket op af udsagn fra en række af forfatternes ligesindede, mens omfanget af konkret dokumentation er nul.

Grunden er, at det hele er usandt. Det er en vaskeægte smædekampagne imod Israel - et udtryk for den nye, og i visse kredse stuerene, form for jødehad. Ikke imod den individuelle jøde, men imod det fællesskab, som langt de fleste af verdens jøder identificerer sig med: den jødiske stat.

Ninna Hedeager Olsens og Ulrik Kohls første påstand:

"Israelsk lov definerer klart særrettigheder for den jødiske del af befolkningen."

Det er forkert.

I online-udgaven af indlægget linkes (antageligvis som dokumentation) til hele otte forskellige artikler, der alle omhandler samme emne, nemlig Israels "nationalstatslov," som blev vedtaget sidste år. Den definerer Israel som landet, hvor jøderne kan udleve deres nationale selvbestemmelse. Hermed indskrives i israelsk lov det, som hele tiden har været tilfældet: at Israel er den jødiske stat.

Og det er jo nok i virkeligheden det, forfatterne og deres venner er imod: at der eksisterer en jødisk stat. Men det var sådan set selve formålet med den FN-støttede oprettelse af Israel i 1948. Hverken denne eller andre israelske love sanktionerer, som forfatterne påstår, forskelsbehandling af israelske borgere baseret på etnicitet eller religion.

Derefter kritiserer de, at der på Vestbredden findes veje, i forbindelse med israelske bosættelser, som palæstinensere ikke har adgang til. Her opstår lidt forvirring. Er Vestbredden nu ifølge forfatterne en del af Israel?

Sagen er dels, at begrænsningerne af palæstinensernes bevægelsesfrihed kun har én årsag: den palæstinensiske terror. Før terroren tog fart for et par årtier siden, kunne palæstinenserne bevæge sig frit, ikke bare på Vestbredden, men også i selve Israel.

Hertil kommer, at begrænsningerne ikke er etnisk bestemt (som under apartheid i Sydafrika). De veje, der kun kan bruges af israelere, gælder for alle israelere, også arabere. Det er altså statsborgerskab og ikke etnicitet, der udgør skillelinjen.

Det samme gælder retssystemet, som ligeledes kritiseres. Alle israelske statsborgere - også arabere - dømmes af de almindelige israelske domstole. Vestbredden er ikke en del af Israel, men militært besat. Derfor dømmes palæstinensere på Vestbredden, der har begået forbrydelser imod israelere, af militærets domstole. Der er igen ikke tale om en etnisk skillelinje, men om hvorvidt man er israeler eller under israelsk militær besættelse.

Det er bemærkelsesværdigt, at forfatterne, som må formodes at være enige i, at Vestbredden ikke er en del af Israel, men er militært besat, i denne udvalgte sammenhæng blander de to juridisk adskilte områder sammen, blot for at underbygge deres falske apartheid-påstand.

Som yderligere "dokumentation" for apartheid-påstanden citeres en række mennesker fra Sydafrika, der tidligere kæmpede imod landets racisitiske styre, som de naturligvis har førstehåndsviden om. Til gengæld står det klart, at de ikke har en døjt forstand på den israelsk-arabiske konflikt.

At citere en række synspunkter fra deres egne ligesindede er ikke dokumentation, men mindst lige så irrelevant som den "whatabouterisme," de to forfattere kritiserer Adam Holm for, da han 15. februar i Berlingske spørger, hvorfor de kun fokuserer på Israel, og ikke på andre lande, hvis forbrydelser er langt større (et godt spørgsmål, i øvrigt).

Ninna Hedeager Olsen og Ulrik Kohl beskylder i samme åndedrag Israel for "tortur af palæstinensiske børn." Men her ophører den ellers så generøse forsyning af links i online-artiklen. Hvorfor mon? Nå ja, der var faktisk beskyldninger om israelsk tortur imod en mindreårig for nylig. Men det drejede sig om en ung israeler, som angiveligt under tvang havde indrømmet sin deltagelse i et af de meget sjældne israelske terrorangreb imod palæstinensere. Så det dur jo ikke rigtigt som bevis for israelsk apartheid, hvis Israels efterretningstjeneste benytter samme forhørsteknikker overfor alle terrormistænkte mindreårige.

Det meget større problem med det palæstinensiske selvstyres udbredte brug af tortur imod dets egen befolkning interesserer til gengæld ikke de to anti-Israel-aktivister. Nåhr nej, undskyld, det er jo whatabouterisme.

At kampen er imod selve Israels eksistens, afsløres også af de mål, som den anti-israelske organisation BDS (Boycott, Divestment and Sanctions) stræber efter, og som Ninna Hedeager Olsen og Ulrik Kohl støtter, her udlagt af forfatterne selv:

"Israelsk tilbagetrækning fra de ulovligt besatte områder, fuld ligeberettigelse for ikke-jødiske statsborgere i Israel, og respekt for de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjem og ejendom. Det er krav til Israel, som er fastsat af verdenssamfundet - med undtagelse af USA - gennem FN. Dem bakker vi op om."

Lad os tage dem ét for ét.

Der er ingen "ulovligt besatte områder." Vestbredden mv. blev i 1967 besat af Israel i en forsvarskrig, der helt åbent havde den jødiske stats udslettelse som mål. FN's sikkerhedsråds resolution 242 af samme år kræver anerkendelse af, sikkerhedsgarantier overfor, samt fred med Israel til gengæld for israelsk tilbagetrækning fra områder besat i krigen. De tre ting har palæstinenserne endnu ikke været villige til, eller evnet, at levere. Særligt ikke fred, da man til stadighed nægter at indgå i fredsforhandlinger med Israel. "Verdenssamfundet" - gennem FN - er altså ikke enigt med forfattene.

"Fuld ligeberettigelse for ikke-jødiske statsborgere i Israel" findes allerede. Der er problemer med diskrimination (lige som alle andre steder, herunder i Danmark). I Israel forstærkes problemerne naturligvis af, at mange israelske arabere indentificerer sig med landets fjender. Men der er total ligeberettigelse ifølge loven.

Det sidste mål afslører BDS's egentlige agenda. Kravet om, at ikke bare de palæstinensiske flygtninge, men også deres efterkommere, skal "vende tilbage" til det nuværende Israel, ville i praksis udfordre Israels jødiske befolkningsflertal, hvorved Israel enten måtte ophøre som jødisk stat eller netop indføre et apartheid-lignende system.

Af samme grund er det "verdenssamfundets" ønske, at efterkommere af flygtninge fra mandatområdet Palæstina skal bosættes i den del, som vil udgøre en kommende palæstinensisk stat. Det jo også den åbenlyst bedste løsning.

Men mindre altså det er den jødiske stats endeligt, man går efter.

Tilbage