Israel-Online, 9. juli 2010
Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...

Af Dan Harder

De ledende artikler i Politiken vedrørende den israelsk-arabiske konflikt bliver mere og mere forvrøvlede. At Politiken er besat af bosættelsernes og den israelske regerings ansvar for den fastlåste fredsproces, er der intet nyt i. Men i lederen (8/7) går Anders Jerichow langt videre.

Jerichow beklager, "at man, 18 år efter at Israel og palæsti-nenserne kom på officiel talefod, skal være taknemmelig for, at de - måske - vil forhandle igen", at "det kræver amerikansk pres at få Israel til at indstille sit bosættelsesbyggeri" og at "det kræver forhandlinger overhovedet at få nye fredsforhandlinger i gang."

Han kritiserer altså de israelske bosættelser, men nævner ikke, at det alene er palæstinenserne, der nægter at genoptage de direkte forhandlinger med Israel, som i sidste ende også vil kunne løse problemet med bosættelserne.

Han beskriver det seneste møde mellem USAs præsident, Barack Obama, og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, som "at de [Obama og Netanyahu] - måske - er enige om nye forhandlinger." Men det giver jo ingen mening, når det er det palæstinensiske selvstyres formand, Mahmoud Abbas, der ikke vil forhandle.

Jerichow mener ikke, at Mahmoud Abbas har grund til at "klappe i hænderne for det nye tilbud om fredsforhandlinger. Han [Abbas] mangler at se, at Israel handler i overensstemmelse med sine løfter og begynder at afvikle sin besættelse og sin indespærring af palæstinenserne i Gaza."

Det er underligt, at Jerichow skriver, at tilbuddet om fredsforhandlinger skulle være nyt, da Israel hele tiden har være indstillet på direkte forhandlinger. Hvilke løfter det er, Jerichow mener, Israel skal holde er også uklart. Under alle omstændigheder er der ingen, der som palæstinenserne har forsømt at holde sine løfter.

Et meget tydeligt eksempel herpå er selvstyrets vedvarende anti-israelske og anti-semitiske propaganda, hvormed den palæstinensiske befolkning dagligt hjernevaskes til ikke at acceptere Israels eksistens, samt til at afvise både det jødiske folks historie og rettigheder i denne del af verden.

Det er også bemærkelsesværdigt, at Jerichow angiver året 1992 som det tidspunkt, hvor "Israel valgte at søge fred med palæstinenserne", da det let kan dokumenteres, at Israel lige siden sin oprettelse har givet udtryk for et ønske om fred med alle sine arabiske naboer - et ønske der endda indgår i Israels uafhængighedsærklæring, som den blev oplæst af landets første premierminister, David Ben Gurion.

Det var netop omvendt araberne - og ikke mindst palæstinenserne - der var mange år om at tilkendegive et ønske om fred med Israel, et ønske, der den dag i dag er en anelse utroværdigt, set i lyset af, hvad de officielle palæstinensiske medier har at sige om sagen.

Til slut forlanger Jerichow, at Netanyahu må "udskifte sin centrum-højre-koalition med mindst en centrum- eller en centrum-venstre-, hvis han endelig vil gå op imod bosætterne." Endnu en gang vrøvl.

For det første har Israel allerede en højre-venstre-koalition, hvor partiet Kadima, der udgør den politiske midte, mangler.

For det andet kan Netanyahu ikke skabe en centrum-venstre-regering, da han selv leder et parti til højre for midten.

For det tredje lykkedes det Netanyahus forgænger, Ariel Sharon, at sætte sig op mod bosætterbevægelsen, da han gennemførte tilbagetrækningen fra Gaza med tvangsfjernelsen af 8000 jødiske bosættere. Historisk har det faktisk været lettere for israelske højreregeringer at slutte fred med Israels arabiske naboer, end for arbejderpartiet (der i øvrigt p.t. indgår i Netanyahus regering).

Hvis det endelig skulle lykkes Netanyahu at få Mahmoud Abbas til forhandlingsbordet, og hvis det skulle lykkes de to at nå til enighed om vilkårene for en fremtidig fred, er der ingen tvivl om, at den nuværende regering sammen med Israels største parti, midtertpartiet Kadima under Tzipi Livnis ledelse, vil kunne samle et flertal for en godkendelse af en sådan fredsaftale.

Konklusionen på Jerichows rodede kommentar - at "Mellemøsten igen venter på amerikansk initiativ, vilje og nytænkning," er tilsvarende meningsløs.

Det, vi alle venter på, er, at palæstinenserne bliver klar til at betale prisen for deres kommende palæstinensiske stat: anerkendelse af det jødiske folks ret til deres egen stat, Israel.

Tilbage