Israel-Online, 13. marts
2009
Trine Pertou Mach og verdenshistorien
Af Dan Harder
Forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke
og folketingskandidat for SF, Trine Pertou Mach, er
i sine evindelige angreb på den jødiske
stat ikke bleg for at udstille sin pinagtige uvidenhed
om den israelsk-arabiske konflikt. I "Debatten"
på DR2 (15/1) sætter hun tingene i perspektiv
for os:
"Jeg synes, det lange historiske perspektiv i
virkeligheden er det, det drejer sig om. Altså,
verdenshistorien i Mellemøsten startede ikke
27. december [2008], men i 1967, hvor Israel besatte
store dele af de områder, der var tiltænkt
en selvstændig, palæstinensisk stat."
Vi lader den stå et øjeblik.
OK, det vil altså sige, at de palæstinensiske
araberes afvisning af enhver form for magtdeling med
de palæstinensiske jøder i 1920'erne...
De palæstinensiske araberes voldelige angreb
på civile jøder i 1920'erne og 30'erne...
Arabernes afvisning af Peel-kommissionens delingsplan
i 1937, der ville have givet araberne 80% - og jøderne
20% af Palæstina...
Deres afvisning af FNs delingsplan fra 1947, der ville
have givet de to folk hver deres halvdel - hvor jødernes
hovedsagligt bestod af ørken...
Den totalt manglende interesse for en palæstinensisk
stat i Gaza og Vestbredden, mens de to områder
var under henholdsvis egyptisk og jordansk besættelse
(1949-67)...
Palæstinensiske terroristers uophørlige
angreb på israelske civile ind over grænserne
fra netop de to områder - inden de blev besat
af Israel...
Og sluttelig, de arabiske nabolandes opmarch ved Israels
grænser med proklamationer om at udslette den
jødiske stat, der som bekendt ledte til Seksdageskrigen...
Ingen af disse forhold er en del af Trine Pertou Machs
verdenshistorie i Mellemøsten.
Besættelsen, der ifølge FNs sikkerhedsråds
resolution
242 i øvrigt er fuldstændig lovlig,
er ikke årsagen, men blot endnu et symptom på
den underliggende problematik: Kan den arabiske verden
acceptere en jødisk, demokratisk stat i Mellemøsten?
Det er - også den dag i dag - det afgørende
spørgsmål.
Tilbage
|