Israel-Online, 16. juni 2007
Historisk revisionisme og arabisk ansvar

Af Dan Harder

Jeg har mødt Fathi el-Abed fra Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening ved et par lejligheder, og vi kommer faktisk ganske godt ud af det med hinanden. Vi har endda ikke de store vanskeligheder med at blive enige om, hvordan en israelsk-palæstinensisk fredsløsning i store træk engang bør se ud.

Vi er enige om at målet er en demokratisk, palæstinensisk stat side om side med Israel. Og vi er enige om at grænsedragningen må tage udgangspunkt i våbenstilstandslinien fra før 1967.

Men når det kommer til beskrivelsen af faktuelle forhold, historiske som nuværende, ophører enigheden. Hvad angår den arabisk-israelske konflikt, er Fathi el-Abed måske nok Danmarks mest fantasifulde historiefortæller. At han er fuldstændigt frigjort fra den almindelige, dokumentationsbaserede historieskrivning, har han demonstreret ved mange lejligheder.

I sit indlæg i Politiken d. 12. juni 2007 prøver han at bortforklare den forestående arabiske udryddelseskrig mod Israel i foråret 1967, med et særdeles tvetydigt citat af den egyptiske præsident Nasser, der stammer helt tilbage fra 1963. Det er aldeles meningsløst, og ændrer ikke på det forhold, at israelerne 5. juni 1967 havde kniven på struben, og at Seksdageskrigen derfor var en forsvarskrig.

Historisk revisionisme er en hjørnesten i den pro-palæstinensiske propaganda. Ikke bare fra arabisk side, hvilket måske nok er forståeligt, når man tager den frie informations kår i de arabiske lande i betragtning. Men også palæstinensernes støtter blandt politikere og mediepersoner herhjemme tager del i historieforfalskningen.

Blandt de seneste eksempler i anledningen af 40-året for Seksdageskrigen kan nævnes et indslag af Ole Sippel i DRs "21-søndag" (20/5), Mogens Lykketofts to kronikker i Berlingske Tidende (29/5) og Jyllands-Posten (30/5), samt en kronik i Politiken af Mahmoud Issa og Trine Pertou Mach fra SF (30/5).

Men hvorfor egentlig denne voldsomme trang til historisk revisionisme?

Den evindelige insisteren på at omskrive historien tjener et ganske bestemt formål, nemlig at fritage palæstinenserne fra ansvar for deres egen skæbne. Hvis man kan påvise, at araberne i almindelighed, og palæstinenserne i særdeleshed, er uden skyld i historiens gang, kan man ifølge den anvendte logik heller ikke kræve, at de skal yde noget i forhold til konfliktens løsning.

Man må sige at operationen er lykkedes til fulde. Palæstinenserne har formået at undslippe samtlige krav, som omverdenen har stillet til dem, hele vejen fra Oslo-processens start først i halvfemserne op til "Køreplanen" fra 2003.

Palæstinenserne lovede at indstille terroren mod israelske civile og forene alle væbnede styrker under fælles ledelse. At anerkende Israels ret til at eksistere. At stoppe den hadefulde, anti-israelske hjernevask af den palæstinensiske befolkning og i stedet undervise befolkningen i fordelene ved fred med Israel. At indføre basale menneskerettigheder for palæstinenserne, herunder ytringsfrihed og retssikkerhed, og at opbygge de institutioner, der er nødvendige i et demokrati.

Ingen af løfterne blev overholdt, og palæstinenserne blev aldrig holdt ansvarlige. Resultatet er velkendt, og højdepunktet bliver nået netop i disse dage, hvor Hamas er i færd med at overtage hele Gaza-striben med magt.

Et godt råd til palæstinenserne fra deres velmenende venner i den demokratiske verden bør derfor være: Tag ansvar for jeres egen skæbne. Et godt sted at starte kunne være at acceptere deres egen andel i historien.

Tilbage