| Israel-Online, 16. april,
2004
Bush siger det bare ligeud
Af Dan Harder
Europæiske politikere og kommentatorer
hyler og skriger over at Bush nu har sagt det ligeud,
som var klart for alle parter under de Clinton-ledede
forhandlinger i Camp David, sommeren 2000, men som mange
lader til at have glemt efter tre et halvt års
palæstinensisk terror og medfølgende mediehetz
mod Israel.
Ud over gentagelsen af, at der ikke kan blive tale
om en palæstinensisk stat, sålænge
palæstinenserne insisterer på at fortsætte
deres terrorkrig mod Israel, indeholdt den
amerikanske præsidents tale følgende
to hovedpunkter:
Punkt 1 – Da Israel gerne skulle fortsætte
med at eksistere som en jødisk stat, må
de palæstinensiske flygtninge (i hvert fald for
langt størstedelens vedkommende) bosættes
i den nye palæstinensiske stat, og ikke i Israel.
Det palæstinensiske håb om at oversvømme
Israel med arabiske flygtninge, den såkaldte "right
of return," ville i praksis betyde, at jøderne
i Israel efter kort tid ville komme i mindretal, hvorfor
dette krav i virkeligheden er en slags kode for Israels
ødelæggelse som jødisk stat. Området
"Palæstina" (hvilket er navnet på
det britiske mandatområde efter første
verdenskrig) ville i givet fald være blevet opdelt
i tre stater, alle med arabisk flertal: Jordan, den
nye palæstinensiske stat og Israel.
Punkt 2 – Den endelige grænse mellem de
to stater vil ikke blive våbenstilstandslinien
fra 1949, kaldet "den grønne linie",
men et kompromis, der inkluderer dele af Jerusalem samt
visse jødiske bosættelser i Israel, mens
der kan forhandles om kompensation til palæstinenserne
i form af land i det nuværende Israel.
At Israel aldrig vil kunne trække sig tilbage
til den gamle våbenstilstandslinie burde være
indlysende, om ikke andet så fordi ingen ved sine
fulde fem vel forventer, at Israel skal opgive grædemuren
og det jødiske kvarter i den gamle by i Jerusalem.
Herudover er der hensynet til Jerusalems nye forstæder
samt nogle af de meget store bosættelser, der
ligger tæt ved den grønne linie, eksempelvis
Gush Etzion-blokken. Og endelig støttes synspunktet
af både FNs sikkerhedsresolution 242, Oslo-aftalerne
samt "Kvartettens" køreplan for fred,
der alle indeholder spillerum for en omdefinering af
den endelige grænse.
Disse hovedpunkter fra Bushs tale forleden var altså
gennem Oslo-processens syv år, af de fleste, anset
som naturlige, mens det er lykkedes palæstinenserne
gennem deres tre et halvt år lange terrorkampagne
mod israelske civile – og i høj grad med
den vestlige presses hjælp – at fortrænge
disse forhold fra den offentlige bevisthed. Hvad Bush
har gjort, er blot at minde os alle om, hvad den oprindelige
kompromisløsning indebar.
Arafats og andre palæstinenseres negative reaktion
på talen understreger blot endnu en gang den palæstinensiske
ledelses uvilje til at anerkende Israels ret til at
eksistere som jødisk stat, deres uvilje til at
afskrive terror som politisk pressionsmiddel mod Israel,
deres uvilje til at indføre ægte demokrati
og frihed i det palæstinensiske samfund, og deres
uvilje til at indgå det nødvendige kompromis
til fordel for den hårdt prøvede palæstinensiske
befolkning, der hungrer efter et bedre liv.
Tilbage
|
