| Israel-Online,
6. marts 2003
Demokratiet er truslen
Af Dan Harder
Den arabisk-israelske konflikt drejer
sig fundamentalt set ikke om et stykke land. Den handler
om de arabiske diktaturers frygt for demokrati i Mellemøsten.
Der var, og er stadig, rigeligt med plads i det tidligere
britiske mandatområde til både jøder
og arabere.
Havde den arabiske verden accepteret den jødiske
nation, og hjulpet til med at finde en fredelig løsning
på problemet, ville ingen krige være blevet
udkæmpet og ingen fordrevet fra sit hjem. Tværtimod
kunne den moderne, europæiske tankegang som jøderne
bragte med sig have skabt fremgang og velstand for hele
regionen.
Og hvem kunne være imod det? Den almindelige
araber? Næppe. Faktisk steg den arabiske indvandring
til Palæstina i starten af 1900-tallet, simpelt
hen på grund af den højere levestandard,
som den jødiske immigration bragte med sig.
De eneste, der rent faktisk havde noget at miste ved
oprettelsen af den jødiske stat, var de arabiske
magthavere. Store jordbesiddere (der ofte selv boede
i Egypten og andre steder), muftier og andre religiøse
ledere, og så de nyligt - af Europa - installerede
diktatorer. Med andre ord alle dem, der profitterede
på undertrykkelsen af befolkningen og fraværet
af demokrati.
Og det samme gælder desværre i dag.
Selvom Israel eksisterer, er det lykkedes den arabiske
verden midlertidigt at isolere det demokratiske fænomen
i Mellemøsten. Ved gennem et halvt århundrede
at boykotte og på anden måde bekæmpe
Israel, har man undgået det, der under almindelige
omstændigheder ville være sket, nemlig en
demokratisk afsmitning på hele området.
Nu tales der om at sætte Saddam Hussein fra magten
i Irak. Men de arabiske statsoverhoveder er imod et
angreb på Irak. Hvorfor? Fordi de er glade for
Saddam Hussein? Nej, snarere fordi de er hunderædde
for, hvad der kommer efter Saddam Hussein.
Hvis landet bliver genskabt i henhold til den amerikanske
vision om et demokratisk, arabisk Irak, der skal være
til inspiration for hele regionen, vil der efter al
sandsynlighed komme et voldsomt pres på de øvrige
arabiske diktaturer for at indføre reformer og
mindske diktatorernes magt.
Det er de arabiske "konger", "emirer"
og "præsidenter" ikke særligt
interesserede i. Derfor er de imod et angreb på
Irak. I 1990 var angrebet på Irak velkomment fordi
de arabiske ledere var mere bange for Saddam Hussein
end for demokrati. I dag er det omvendt.
Tilbage
|
