Kronik - trykt i Politiken, 28. oktober 2002
Anti-israelsk propaganda i danske medier

Af Dan Harder

Til trods for at konflikten i Mellemøsten er på menuen næsten dagligt, er den danske befolkning himmelråbende uvidende om, hvad der egentligt foregår mellem israelerne og palæstinenserne. Når man hører danskere tale om emnet, er deres udtalelser som regel enten voldsomt farvet af personlig sympati eller begrænset til ultra-simplificerede, totalt meningsløse udsagn, som man har hørt gentaget i medierne, som f.eks. "Med de to gamle kamphaner ved magten, bliver der aldrig fred". Jeg er sikker på alle ved, hvem der hentydes til.

Det ville være yderst forståeligt, hvis danskerne simpelt hen ikke orkede at beskæftige sig med emnet, der jo trods alt ikke umidelbart berører dem selv. Men i betragtning af hvor meget konflikten fylder i mediebilledet, er det ikke mærkeligt, at mange alligevel føler sig forpligtiget til at have en mening om sagen.

Blandt den danske venstrefløj drejer det sig dog ikke blot om at have en mening. Her bruges emnet flittigt i en kollektiv selv-profilering efter devisen: "hvis man holder med de svage, er man nok på rette spor, og dermed en god humanist". Dengang Israel var et lille socialistisk land i overhængende livsfare, var israelerne "de gode", men efter den militære magtbalance blev forskudt i Israels favør, er de nu "de onde". Dette er naturligvis en både naiv og aldeles værdiløs analyse, men hvordan kan det så være, at denne opfattelse alligevel, navnligt blandt venstreorienterede, er så udbredt herhjemme?

Ansvaret ligger først og fremmest hos medierne. I aviser og på TV har man i årtier fordrejet, fortiet og manipuleret med information, og således skabt myten om et Israel, der i sin tid er blevet tildelt – eller med militær støtte fra USA har erobret – "palæstinensisk land", hvorefter det efter eget ønske har indtaget mere "palæstinensisk land", selvom de færreste kan svare på hvorfor.

Man viser til stadighed et forvrænget billede af Israel som et land, hvor fraktioner af bevæbnede, fanatiske jøder dagligt angriber uskyldige palæstinensere, mens man fremstiller det israelske militær som en autonom størrelse, der, for sin fornøjelses skyld, tromler rundt med sine tanks og skyder på alt, der bevæger sig. Og man fremstiller den israelske premierminister, Ariel Sharon, som en slags diktatorisk enehersker, der kan handle aldeles på egen hånd - Sharon, som det er lykkedes medierne at portrættere som en krigsforbryder, der egenhændigt skulle være ansvarlig for massakrerne på to flygtningelejre i Libanon.

De fleste mennesker i Danmark, specielt de yngre, der ikke har kendskab til historien fra før de sidste tyve år, har en opfattelse af Israel svarende nogenlunde til ovenstående beskrivelse. Der er bare lige det, at samtlige ovenstående udsagn er forkerte.

Israel blev ifølge FN-resolution 181 tildelt halvdelen af Palæstina vest for Jordanfloden, hvilket svarede til omkring en ottendedel af det oprindelige engelske mandatområde. De arabiske stater accepterede ikke denne deling og erklærede krig imod Israel, og kun efter at Israel havde besejret fem regulære arabiske hære, blev våbenstilstandslinien i 1949 til Israels internationalt anerkendte grænse.

I 1967 angreb Egypten, Syrien og Jordan igen Israel med det erklærede formål at tilintetgøre den jødiske stat. Forinden havde Israel indtrængende bedt Jordan om at holde sig udenfor konflikten, men kong Hussein afslog, og da Jordan begyndte bombardamentet af det israelske Vestjerusalem, åbnedes en tredje front i krigen. Det var i denne krig, indledt af tre arabiske lande, at Israel indtog de nu besatte områder – en besættelse, der af araberne i dag beskrives som selve årsagen til konflikten. Dette er altså ikke rigtigt.

At Israel altid skulle være blevet støttet af USA er ligeledes en skrøne. Til og med Seksdageskrigen i 1967 benyttede Israel sig hovedsagligt af franske og engelske våben, og det var først senere, at USA blev Israels primære leverandør af militært materiel.

Myterne og løgnene vil således ingen ende tage, og den arabiske propagandamaskine arbejder da også i dag på højtryk med at fabrikere nye, friske af slagsen. I de to år, der er gået siden Arafat trak sin delegation ud af forhandlingerne om oprettelsen af en palæstinensisk stat, har Israel været udsat for en terrorbølge, der absolut er den værste, landet endnu har set, og det israelske militær kæmper en endeløs kamp for at forhindre de daglige angreb på israelske civile.

Men selvom det efterhånden står klart, at Det Palæstinensiske Selvstyre er dybt involveret i terroren, og ikke har gjort noget som helst for at leve op til sine forpligtelser om at bekæmpe den, fortsætter de danske medier ufortrødent med at formidle den arabiske propagandas budskab om, at det er Israel, der terroriserer palæstinenserne.

Det er et faktum, at palæstinenserne bruger de målrettede drab på civile israelere som et politisk pressionsmiddel, og det er ligeledes et faktum, at det tog Israel halvandet år, inden man følte sig tilstrækkeligt presset til påny at invadere de palæstinensiske områder. Alligevel fremstiller medierne Israel som den angribende part, og, helt i tråd med arabisk propaganda, den systematiske palæstinensiske selvmordsbombekampagne som spontane udslag af individuelle palæstinenseres desparation.

Det er kun naturligt, at araberne, herunder palæstinenserne, har en anden synsvinkel og derfor en anden opfattelse af situationen end israelerne. Men da samtlige arabiske regeringer, inklusive Det Palæstinensiske Selvstyre, er diktaturer, hvor statskontrollerede medier, censur m.v. er del af en systematisk hjernevask af befolkningen, må det anses som uacceptabelt, at europæiske medier tager den arabiske udlægning for gode varer, uden at forsøge at matche udsagnene op med alternative kilder.

Når der f.eks. har fundet et sammenstød sted mellem bevæbnede palæstinensere og det israelske militær, er palæstinensiske talsmænd typisk meget hurtigt ude at sige, at israelerne har beskudt civile palæstinensere. Dette budskab skaber en "god overskrift" og bliver derfor øjeblikkeligt spredt ud over hele Vesten. Når så den sande version af historien kommer frem, er anstrengelserne for at dementere det tidligere udsagn til at overse. Det var præcist, hvad der skete, i forbindelse med Israels påståede massakre på 500-1500 civile i flygtningelejren i Jenin, der senere viste sig at være et mønstereksempel på hvorledes Israel, i langt højere grad end noget andet vestligt land, risikerer sine egne soldaters liv for at minimere civile tab på modstanderens side.

For ganske nylig fortæller Politiken.dk under overskriften "Israelsk angreb dræbte 12 civile" (7/10-2002) at "12 palæstinensere blev dræbt og mange sårede, da israelske kampvogne støttet af helikoptere rykkede ind i Gazastriben og angreb en flygtningelejr i udkanten af byen Khan Younis". Af internationale medier fremgår det imidlertid, at det israelske militær midt om natten angreb et tilholdssted for den islamiske militante organisation Hamas, der svarede igen med massiv beskydning af de israelske tropper, og at de 12 blev dræbt i denne ildkamp. Der herskede en vis uenighed om, hvorvidt der var civile blandt de dræbte. Politiken baserer altså, på trods af et bredt udbud af alternative udlægninger af episoden, sin historie udelukkende på palæstinensiske kilder.

Et andet eksempel på grov manipulation er TV2's dækning af bombesprængningen af en bus i Jerusalem, hvor 19 blev dræbt og 70 såret (18/6 – 2002). Efter kort at have redegjort for selve hændelsen drejede man historien over til at handle om hvorledes Israel rekrutterer meddelere blandt palæstinenserne, hvor Steffen Jensen beskrev en ellers ikke-voldelig og i krigssituationer formodentlig ganske ordinær efterretningsmetode som "usympatisk". Man valgte med andre ord at bruge indslagets begrænsede tid til, ved at dreje fokus over på et ganske andet emne, at sætte Israel i et dårligt lys, og det på en dag hvor palæstinensiske terrorister brutalt og med fuldt overlæg havde sprængt en større mængde unge studerende i stumper og stykker!

I TV-avisens rapport om bombningen af cafeteriet på Hebrew University i Jerusalem (DR1, 31/7-2002) interviewes en talsmand for Det Palæstinensiske Selvstyre, der forklarer, at det beklagelige angreb er resultatet af Sharons politik med at søge at opnå sine politiske mål med magt. I Nyhederne på TV2 samme aften bringes et interview med Sheik Yassin, Hamas’ spirituelle leder, der retfærdiggør angrebet på unge studerende, som værende gengæld for Israels angreb på Hamas’ militære leder, Sheik Shehadeh, ugen før. I den sene TV-avis kl. 21.00 gentager man uden kildeangivelse Hamas-lederens udsagn om, at der var tale om en gengældelse for angrebet på Shehadeh ugen før, hvorved man fremstiller denne inkarnerede terrorists synspunkt som den endegyldige sandhed. Ingen af udsendelserne inkluderer så meget som en enkelt israelsk kommentar.

Sådan kunne man fortsætte i det uendelige, det er ikke just eksempler det skorter på. Men en anden ting, der mangler i mediedækningen, er den historiske baggrund. Jamen, det har vi ikke tid til, svarer redaktørerne så. OK, vi udelader den så, og skaber dermed et forkert billede. Er det i orden? Selvfølgelig ikke. For at forstå situationen i dag, er det nøvendigt at have et grundigt indblik i historien. Det står klart, at man ikke kan gøre alle danskere til mellemøsteksperter, men derfor er det så meget desto vigtigere, at den information, man nu engang har tid til, giver et retvisende billede af forholdene.

Et, desværre, klassisk eksempel på det modsatte, er TV-Avisens oprids af historien i forbindelse med fredsforhandlingerne i Oslo (10/9-1993). Jens Navntofte vælger at beskrive Seksdageskrigen på følgende måde (citeret frit fra hukommelsen): "I 1967 vandt Israel endnu en stor sejr. På kun seks dage 4-doblede Israel sit territorium ved at indtage Vestbredden, Gaza, Sinai og Golanhøjderne...", og denne speak garneres med billeder af Egyptiske fly, der blev bombet på landingsbanen, inden de nogensinde kom på vingerne.

Se, selvom man ikke her kan beskylde Jens Navntofte for at tale decideret usandt, må man erkende, at en udenforstående nok let kunne opfatte indslaget forkert, altså som om Israel var initiativtageren til krigen i 1967. Og i lyset af, at Jens Navntofte på DR kaldes "mellemøstekspert", og, så vidt vides, selv var i Israel i 1966, og dermed må antages at have oplevet optakten til krigen, kan man kun gisne om hvilket motiv, der ligger bag valget om at fremstille en så forvrænget version af historien.

Det er generelt svært at forestille sig, at redaktørerne rundt omkring kan være så inkompetente, at de ikke har den fjerneste forstand på mediets virkemidler, og man må derfor antage, at manipulationen er overlagt. At danskerne ikke bemærker den, må tilskrives det faktum at de lever i et land så langt fra krig og ufred, at de kan tillade sig den luksus at forblive tilstrækkeligt naive til at tro på denne propaganda, der funderer sig på en så barnlig antagelse, som at "de svage" nødvendigvis må være ofrene for "de stærkestes" overmagt. Man har ganske enkelt i Danmark ikke fantasi til at forestille sig, hvilken vanskelig situation Israels lille demokrati befinder sig i, og de danske medier vil øjensynligt hellere fortælle en enkel og letfordøjelig historie om "de gode og de onde" end forsøge at udvide vores horisont.

Men hvorfor er den danske venstrefløj så besat af tanken om at kritisere Israel, at man formår at lukke øjnene for de arabiske krænkelser af menneskerettighederne, der helt tydeligt og beviseligt langt, langt overgår anklagerne mod Israel? Hvad er det, der trækker så stærkt i disse mennesker, at de vælger så indædt at modarbejde det lille demokrati, der, omringet af de mest brutale diktaturer, kæmper for sin overlevelse?

Der er selvfølgelig teorien om, at man som god venstreorienteret humanist altid bør tage den svageste parts parti, uanset hvad denne part så i øvrigt måtte stå for. Men man kunne også fristes til at tænke, at det hænger sammen med Israels, i de seneste 20-30 år, stærkere og stærkere tilknytning til USA, og sidstnævntes politiske, økonomiske og militære støtte til Israel. Da man som venstreorienteret vel har pligt til at forholde sig skeptisk overfor verdens førende kapitalistiske supermagt, er det måske også naturligt med en vis mistro til dens venner og allierede.

Uanset begrundelsen må det stå klart, at man bortset fra at profilere sig selv, kun opnår at gøre ondt værre for alle implicerede parter. Så længe man nægter at se realiteterne i øjnene, afskærer man sig selv fra at have positiv indflydelse på udviklingen. Man foregiver at ville hjælpe palæstinenserne, men ved fortsat at kritisere Israel og direkte eller indirekte støtte palæstinensernes væbnede kamp imod Israel, sikrer man sig med garanti imod ethvert fremskridt.

Den danske medieverden er ude i det store selvbedrag, ifølge hvilket man nægter at acceptere, at Israel har ryggen mod muren og ganske enkelt ikke har mulighed for at give indrømmelser under angreb, da det med sikkerhed ville blive opfattet af den arabiske verden som kapitulation til terror, og dermed inspirere yderligere terror. Kun med sober og troværdig information kan befolkning og politikere skaffe sig den fornødne indsigt til at se virkeligheden i øjnene, og derefter indgå konstruktivt i et samarbejde med andre lande om at løse denne langvarige og tragiske konflikt.

Artiklen blev trykt som kronik i Politiken, 28. oktober 2002

Tilbage