| Israel-Online, 26. august
2004
Syv løgne om Jenin
David Zangen ser filmen "Jenin,
Jenin" og er chokeret
Her følger en førstehåndsberetning
fra dr. David Zangen:
Jeg var til stede ved en privat forevisning af filmen
"Jenin, Jenin", af Muhammad Bakri, i Jerusalems
Cinematheque. Det begrænsede publikum omfattede
Lia van Leer, direktøren for Cinematheque, og
nogle journalister.
Ved forevisningens afslutning reagerede
jeg med at påpege,
én for én, løgnene og manglen på
sandhed i filmen. En af deltagerne svarede rasende:
"Hvis du ikke kan acceptere kendsgerningerne i
filmen, forstår du tilsyneladende ingenting, så
hvordan kan du være læge?"
Et øjeblik havde jeg glemt, at
jeg havde været i Jenin i april året før,
hvor jeg havde fungeret som læge for de israelske
forsvarsstyrker i området, hvorimod denne agtede
tilskuers oplysninger i bedste fald stammede fra rygter.
Bakri har vævet løgne og halve sandheder
så dygtigt sammen, at det er vanskeligt at modstå
fristelsen til at blive revet med af det forvrængede
billede, han har skabt.
Det var ikke lykkedes mig at overtale Cinematheques
ledelse til at sløjfe filmens forevisning. Jeg
fik at vide, at billederne af ødelagte huse er
autentiske, og at filmen derfor rummer en sandhed, samt
at filmen under alle omstændigheder vil blive
vist verden over. Ikke desto mindre blev jeg inviteret
til filmens Jerusalem-premiere, og jeg tog derhen, så
jeg kunne benytte lejligheden til at forklare min holdning
over for publikum. Nedenstående er nogle af de
spørgsmål, jeg havde håbet på
at kunne rejse.
1. Vestfløjen, der aldrig eksisterede
Direktøren for hospitalet i Jenin,
dr. Abu-Rali, hævder i filmen, at hospitalets
vestfløj blev bombarderet og ødelagt,
og at IDF bevidst afbrød vand- og elektricitetsforsyningen
til hospitalet. Sandheden er, at der aldrig har eksisteret
sådan en fløj, og desuden blev ingen dele
af hospitalet beskudt med granater eller bombet.
IDF's soldater var faktisk omhyggelige med ikke at komme
ind på hospitalets område, selvom vi vidste,
at det blev brugt til at skjule eftersøgte personer.
Vi opretholdt forsyningen af vand, elektricitet og ilt
til hospitalet under hele kampforløbet og hjalp
med at etablere en nødgenerator, efter at el-nettet
i byen var blevet beskadiget.
Bakri ses i filmen spadsere rundt i de rene, velbevarede
korridorer på hospitalet, men ikke i den "bombede"
fløj. Jeg mødte ham uden for auditoriet
og spurgte ham, om han havde besøgt vestfløjen.
Allerførst sagde han nej, men rettede derpå
straks sig selv. "Vent lidt, kan du huske glasset,
der gik i stykker i filmen – det kom derfra."
Det er vigtigt at notere sig, at Abu-Rali er en af de
"autoriserede kilder," som påstanden
om en "massakre" er baseret på. Ved
operationens begyndelse blev han interviewet på
tv-stationen Al-Jazeera og talte om "tusindvis
af ofre."
2. En ældre mand uden skudsår
En anden del af filmen, som gør
et stort indtryk, er et interview med en 75-årig
beboer i Jenin, som, mens han græder bittert,
fortæller, at han blev revet ud af sengen midt
om natten og skudt i hånden, og da han ikke adlød
soldaternes ordre om at rejse sig, blev han skudt igen,
denne gang i foden.
Samme ældre mand blev, efter en udrensningsoperation
i et af de huse, som bliver brugt af en Hamas-celle
i flygtningelejren, bragt til mig for at blive behandlet.
Han havde faktisk en lettere skade i hånden og
en mindre hudafskrabning på benet (men bestemt
ikke noget skudsår). IDF-soldaterne førte
ham hen til behandlingsstationen for sårede, og
der blev han behandlet, bl.a. af mig.
En af hærens læger stillede diagnosen hjertelammelse,
og vi tilbød straks at overføre ham til
behandling på Emek-hospitalet i Afula. Han bad
om at blive behandlet på hospitalet i Jenin, eftersom
han ikke talte flydende hebraisk. Da hospitalet i Jenin
nægtede at tage ham, overførte vi ham til
Afula. Han lå på intensivafdelingen i tre
dage og blev behandlet for hjerteproblemer og blodmangel,
som han led af på grund af en allerede eksisterende
kronisk lidelse.
3. En historie om et ukendt barn
En anden, der blev interviewet, fortalte
om et spædbarn, der var blevet ramt af en kugle,
som borede sig ind i barnets bryst, passerede gennem
kroppen og skabte et stort udgangshul i barnets ryg.
Ifølge filmens oplysninger døde spædbarnet,
efter at soldater hindrede, at det blev evakueret til
et hospital. Men barnets lig blev aldrig fundet. Og
såfremt sådan et sår faktisk var blevet
påført barnet, ville det desuden så
afgjort have været dødbringende, og det
ville ikke have reddet barnets liv at evakuere det til
et hospital. Hvad var barnets navn? Hvad skete der med
liget?
4. Flere fantastiske historier
Samme person påstod tillige, at
han med sin finger havde åbnet en luftkanal bag
på et barns hals, efter at drengen var blevet
såret. Også dette er det pure opspind. Det
er umuligt at foretage sådan en operation med
en finger. Dette "vidne" fortalte ligeledes,
hvordan tanks var kørt hen over folk om og om
igen og havde knust dem levende – heller ikke
dette har overhovedet fundet sted.
5. Ingen massegrave
Filmen omtaler massegrave, hvor IDF-soldaterne
smed de palæstinensere ned, som blev dræbt.
Alle de internationale organisationer, som har undersøgt
denne sag, er enige om, at der blev dræbt i alt
52 palæstinensere i Jenin, og deres legemer blev
overgivet til palæstinenserne, så de kunne
begrave dem. Bakri gjorde sig end ikke den ulejlighed
at vise stedet for disse såkaldte massegrave.
6. Ingen brug af kampfly
Filmen påstår, at israelske
fly bombede byen. Dette er usandt. For at undgå
civile ofre blev der udelukkende anvendt præcisionsskydning
fra helikopterne.
7. Visuel manipulation
En anden ting, som er værd at lægge
mærke til, er, at Bakri ikke befandt sig i Jenin
under operationen; han ankom to uger efter dens afslutning.
Det ødelagte område i byen
blev filmet på en sådan måde, at det
kom til at virke større, end det faktisk var,
og plakaterne med billeder af "martyrer" og
Jihad-slogans, som dækkede murene under operationen,
var alle væk.
Filmen manipulerer gentagne gange med de visuelle billeder
og viser f.eks. tanks, der er blevet fotograferet andetsteds,
kunstigt modstillet billeder af palæstinensiske
børn. Dette er grov, om end veludført
manipulation.
Ved forevisningens afslutning belønnede de flere
hundrede tilskuere Bakri og filmens klipper med en dundrende
applaus. Bakri vendte sig mod publikum og spurgte, om
der var nogen spørgsmål. Jeg præsenterede
mig, gik op på scenen og begyndte systematisk
at opremse fejl og unøjagtigheder i filmen.
I begyndelsen lød der en mumlen fra salen, derefter
buh'ede man ad mig, og jeg blev kaldt for en "morder",
"krigsforbryder" og lignende. Endnu før
jeg havde færdiggjort mit andet punkt, kom en
mand fra publikum aggressivt op på scenen og forsøgte
at tage mikrofonen ud af hånden på mig.
Jeg besluttede ikke at indlade mig på vold. Jeg
lod ham overtage mikrofonen og gik ned fra scenen.
Jeg var overrasket over, at der kun var
få blandt tilskuerne, som ytrede sig til fordel
for tale- og ytringsfriheden. Jeg var forbløffet
over, at tilhørerne ikke var villige til at høre
kendsgerningerne fra én, der havde været
til stede fysisk.
Det var smerteligt for mig som mand, far og læge
at høre råb som "morder" fra
mit eget folk. Jeg sagde, at jeg ikke havde myrdet nogen,
men råbene tiltog blot i styrke. Et voldsomt had
var rettet imod mig. Det gav mig en ubehagelig følelse,
som jeg ikke siden har været i stand til at ryste
af mig.
Jeg fortryder ikke, at jeg gik til Jerulalems Cinematheque
den aften, og jeg er sikker på, at nogle af de
tilstedeværende lyttede til mig, og at det ændrede
deres syn en smule på de "kendsgerninger",
som de netop havde set. Jeg er også sikker på,
at der var andre, som græmmedes over den intolerance,
som mængden udfoldede. Men det faktum, at de kun
udgjorde et tavst mindretal, er vanskeligt for mig at
acceptere.
Tillad mig derfor at sige det, som jeg ikke fik held
til at sige til de hadefulde mennesker den aften. Jeg
er stolt af, at jeg var del af den gode og moralske
styrke, som opererede i Jenin, almindelige soldater
og folk fra reserven fulde af motivation og sjælsstyrke,
som drog ud for at ødelægge terrorismens
infrastruktur i dens hovedsæde. Mange af de selvmordsbombe-folk,
som har myrdet gamle mennesker, kvinder og børn
i vore gader, kom fra Jenin.
Jeg er stolt over, at vi var der og kæmpede, og
også stolt af vores kampmoral. Lejren blev ikke
bombet fra luften, for at undgå at såre
uskyldige civile; vi brugte heller ikke artilleri, selvom
vi var bekendt med særlige områder i lejren,
hvor terroristerne gemte sig. Soldaterne kæmpede
mod terroristerne, og kun terroristerne. Før
man ødelagde et hus, hvorfra der var rettet heftig
geværild mod vore soldater, blev der udsendt adskillige
advarsler, og vi gav de civile alle muligheder for at
komme ud i sikkerhed.
Vores lægehold behandlede hver eneste såret
person, også selvom han havde Hamas-tatoveringer
på armene. På intet tidspunkt blev nogen
forholdt lægelig hjælp.
Denne heroiske og samtidig moralske kamp kostede os
dyrt blandt de bedste af vores soldaters liv. Vi, som
var til stede, soldaterne, som faldt der, deres familier
og IDF fortjener ikke at blive brugt af Muhammad Bakri
til at opildne verden til mord og had.
Kilde: Det israelske dagblad Maariv,
8. november 2002
Tilbage
|
