Israel-Online, 23. januar
2013
Trine Pertou Machs propaganda
Af Dan Harder
Trine Pertou Mach (SF) og Lars Aslan Rasmussen
(S) mødtes 22. januar i DR2-programmet Deadline
til en debat foranlediget af, at sidstnævnte havde
formastet sig til offentligt at forsvare Israel.
Da Aslan Rasmussen fremhævede, at Israel gennem
mange år har ydet beskyttelse til palæstinensiske
homoseksuelle, som bliver forfulgt i deres eget samfund,
beskyldte Pertou Mach ham for at være faldet for
israelsk "propaganda".
Men det forhold, at Israel er begyndt at markedsføre
sig som en homovenlig nation, gør ikke påstanden
mindre sand. Rapporter om, at palæstinensiske
homoseksuelle har søgt tilflugt i Israel, har
man kunnet læse, længe før Israel
forstod at benytte det PR-mæssigt. Man kan konkludere,
at selv sandfærdig information i Israels favør
altså per definition er propaganda.
Omvendt holdt Pertou Mach sig ikke for god til selv
at levere den uforfalskede vare, da hun erklærede,
"at Israel notorisk har modarbejdet enhver form
for fredsløsning og tostatsløsning."
Det udsagn er i klar modstrid med realiteterne.
Mens man må anerkende, at Benyamin Netanyahu
ikke har udvist større bekymring over palæstinensernes
manglende forhandlingsvilje, har flere tidligere regeringer
gjort mange helhjertede forsøg. Følgende
kan fremhæves:
I 1993-95 gjorde Yitzhak Rabins regering sig store
anstrengelser for at overbevise israelerne om fordelene
ved at indgå fred med palæstinenserne, hvilket
førte til oprettelsen af det palæstinensiske
selvstyre. Palæstinenserne kvitterede desværre
med en voldsomt forøget terroraktivitet imod
Israel.
I 2000 var Israels premierminister Ehud Barak villig
til at indgå en aftale om oprettelsen af en palæstinensisk
stat, mens palæstinensernes leder, Yassir Arafat,
trak sig fra forhandlingerne og i stedet støttede
op om den selvmordsbombekampagne imod israelske civile,
der gav Oslo-processen dødsstødet og underminerede
israelernes tro på palæstinensernes fredsvilje.
I 2008-09 fremlagde premierminister Ehud Olmert og
udenrigsminister Tzipi Livni et konstruktivt fredsforslag
om oprettelse af en palæstinensisk stat med hovedstad
i Østjerusalem, som den palæstinensiske
leder Mahmoud Abbas valgte at ignorere. Siden har Abbas
nægtet at forhandle (med henvisning til, at der
bygges i jødiske bosættelser, som for langt
størstedelens vedkommende alligevel vil ende
på israelske hænder under enhver realistisk
fredsløsning), og har valgt at kæmpe for
en palæstinensisk stat via FN - uden indgåelse
af fred med Israel.
Når det kommer til propaganda, er Trine Pertou
Mach altså helt på hjemmebane.
Læs også: Trine
Pertou Mach og verdenshistorien.
Tilbage
|