Israel-Online, 10. juni
2010
Seidenfadens selvmål
Af Dan Harder
Hvis Politikens chefredaktør, Tøger
Seidenfaden, besad blot den mindste smule selvkritik,
ville han have rigtig røde ører i disse
dage.
I lederen med titlen "Israel
begår blodigt selvmål" fra 1. juni,
dagen efter sammenstødet på et skib ud
for Gazas kyst mellem israelske soldater og tyrkiske
aktivister, giver Tøger Seidenfaden skråsikkert, og uden en trævl
af bevismateriale, Israel skylden for det, han kalder
en "bekræftelse på den israelske stats
brutalitet og ... vilkårlige brug af sin militære
overlegenhed" imod "en humanitær konvoj."
Det står dog nu, kun få dage
efter, klart, at det var de voldelige, tyrkiske islamister,
der indledte kamphandlingerne, som de havde forberedt
sig på hjemmefra - muligvis endda med en vis støtte
fra den tyrkiske regering.
Der var altså ikke tale om en humanitær
hjælpeaktion, med derimod et bagholdsangreb på
den israelske flåde. Sidstnævnte havde ikke
forventet at blive udsat for et så voldsomt angreb,
hvorfor fejlen på den israelske side i dette tilfælde
ifølge flere uafhængige militære
eksperter var, at man gik til aktivisterne med for lidt
magt - ikke for meget.
Men Tøger Seidenfaden fældede
i lighed med mange andre journalister, ikke mindst avisens
Israel-hader par excellence, Rune Engelbreth Larsen,
ganske per automatpilot dommen over den forkerte part
(den absurde titel på Engelbreths blogindlæg
om episoden, "Israel
er ene-ansvarlig for blodbad på nødhjælpsskib",
siger vist det hele.
Det er meget dårlig journalistik,
og for det burde Tøger Seidenfaden sige undskyld, både til læserne
og til Israel.
Men problemerne med lederen 1. juni stikker
dybere end det. Artiklen er fuld af svulstig sprogbrug
og uunderbyggede, falske anklager, og vidner om den
samme indebrændte modvilje overfor Israel, som
beklageligvis har kendetegnet store dele af medieverdenen
den sidste uges tid.
Tøger Seidenfaden beskylder bla. israelerne for ikke
at ville tilbyde palæstinenserne muligheden for
"at råde over deres egen skæbne",
og for at fratage dem "selve muligheden for at
blive hjulpet." Begge dele er lodret forkert.
Det er palæstinensernes egen - ikke
mindst Hamas' - afvisning af fred med Israel, der forhindrer
dem i at råde over deres egen skæbne. Og
Israel bringer dagligt enorme mængder nødhjælp
ind i Gaza, hvis ellers Hamas tillader det. Israel er
i krig med Hamas, og har derfor lov til at blokere for
våben og materialer, der kan bruges til kampen
mod Israel.
Et så ringe journalistisk arbejde
burde som minimum udløse en irettesættelse
fra den ansvarshavende redaktør overfor den pågældende
journalist. Men det kan jo af gode grunde ikke blive
aktuelt i dette tilfælde.
Tilbage
|