Israel-Online,
11. august 2005
Terror er terror - bare ikke i Politiken
Af Dan Harder
Den 4. august åbnede en deserteret
israelsk soldat ild i en bus i den arabiske landsby,
Sfaram, i det nordlige Israel, hvorved han dræbte
fire israelske arabere og sårede mange andre.
Dagen efter bragte Politiken en artikel af Hanne Foighel
med overskriften "Jødisk terror i arabisk
landsby i Israel." Længere nede i artiklen
kaltes den jødiske drabsmand "terrorist,"
og hans udåd blev refereret til som "terrorskydningen
i Sfaram."
Hændelsen blev altså i denne ene artikel
hele tre gange kategoriseret som et terrorangreb.
Det er særdeles interessant, fordi ordvalget
her står i skarp kontrast til den gængse
sprogbrug i Politiken, når det kommer til målrettede
angreb på civile i den israelsk-palæstinensiske
konflikt.
Forskellen er naturligvis, at målrettede angreb
på civile sædvanligvis foretages af palæstinensere
imod israelere, og i den sammenhæng bruges ordet
"terror" praktisk talt aldrig.
I en leder (30/7) opfordrer Politiken til udarbejdelse
af en fælles, global definition af terror, som
inkluderer "overlagte mord på tilfældige
civile israelere." "Det er ikke så svært,"
lyder det i lederen, "bevidst vold mod civile for
at fremme en politisk sag er - uanset i hvilken tjeneste
- ren terror."
Det var Politikens egne ord.
Alligevel beskrives palæstinensisk terror ikke
som terror, men på alle mulige andre måder.
Hvor Politiken indimellem anvender ord som "terror,"
"selvmordsterror" eller "terrorgruppe"
i generelle sammenhænge, gør avisen sig
tilsyneladende store anstrengelser for at undgå
at bruge t-ordet, når det kommer til de (næsten
daglige) konkrete hændelser, hvor palæstinensiske
terrorister angriber israelske civile.
Ved en søgning gennem de sidste tre måneders
artikler i Politiken finder man en række beskrivelser
af overlagte palæstinensiske angreb på israelske
civile, men ikke ét eneste eksempel, hvor et
aktuelt angreb betegnes som terror. I stedet finder
man alle mulige mere eller mindre kreative forsøg
på at undgå begrebet.
Palæstinensiske terrorangreb på israelske
civile beskrives således i Politiken som "angreb",
"voldelige angreb", "raketangreb",
"dødbringende raketangreb", "skyderier",
"attentater", "blodige attentater",
"selvmordsbomber", "selvmordsattentater"
og "selvmordsangreb." Aldrig som terrorangreb.
Om gerningsmændene, der ifølge Politikens
egen definition absolut er terrorister, bruges termer
som "militante palæstinensere", "militante
bevægelser" og "selvmordsbombere."
Aldrig "palæstinensiske terrorister."
At det er israelske civile - gamle, unge, mænd,
kvinder og børn - der er både mål
og ofre for de palæstinensiske terrorangreb, tilsløres
gennem uklare betegnelser som "israelske mål"
eller "israelske interesser."
Heller ikke Hanne Foighel, der ellers så frejdigt
strøede om sig med t-ordet i forbindelse med
sidste uges særdeles atypiske "jødiske
angreb," at man næsten skulle tro hun nød
det, føler behov for at bruge det om palæstinensere.
I hendes artikel "Palæstinensisk våbenhvile
smuldrer" (15/7), hvori hun beretter om palæstinensiske
terrorgruppers evindelige raketangreb på israelske
civile, går hun også en lang bue udenom
at kalde en spade for en spade.
Selvom de palæstinensiske raketangreb stort set
alle er rettet direkte mod israelske beboelseshuse,
og derfor naturligvis (også ifølge Politikens
egen definition) er ren og skær terrorisme, vælger
hun alligevel sine ord sådan, at det bliver mindre
tydeligt at det er civile mål, der er tale om.
Det sker ved hjælp af udtryk som "Hamas
angriber Israel", "raketangreb på israelske
mål", "raketangreb fra Gaza mod israelske
mål" og "raketangreb imod Israel og
Gaza-bosættelserne", ligesom de velkendte
terrorgrupper, Hamas og Islamisk Jihad, refereres til
som "de væbnede grupper i Gaza."
Man skulle næsten tro det var palæstinensiske
guerillasoldater, der angreb israelsk militær,
og ikke palæstinensiske terrorister, der angreb
israelske civile.
Hanne Foighel nævner endda selv i artiklen at
"et hus blev ødelagt og en fireårig
pige såret," samt at en anden raket affyret
imod et israelsk landbrugssamfund få hundrede
meter nord for Gazastriben "ramte direkte ned i
et hus og dræbte en ung israelsk kvinde."
Men selv ikke den slags overlagte mord på tilfældige
civile magter hun at beskrive som terrorangreb.
Og det er ikke bare de hyppige, men upræcise
raketangreb, der er underlagt denne selvcensur. End
ikke de meget blodige selvmordsbombeaktioner, hvor mange
israelske civile bliver dræbt og såret,
beskrives i Politiken som terroraktioner.
I artiklen "Selvmordsbombe bryder våbenhvile
i Israel" (12/7), om et terrorangreb i kystbyen
Netanya, hvorved fem blev dræbt og mange flere
såret, undgår man behændigt at kalde
aktionen et terrorangreb. Gerningsmanden kaldes simpelthen
"selvmordsbomber" og selve terroraktionen
et "angreb." Der er ganske vist andetsteds
i artiklen en reference til "palæstinensiske
terrorgrupper," men ikke i forbindelse med det
aktuelle angreb.
Den tydelige differentiering mellem israelske og ikke-israelske
terrorofre kommer klart til udtryk i artiklen "Terror-mistænkt
forbindes med attentat i Israel" (17/7). Den "terror,"
som overskriften refererer til, er angrebene i London,
d. 7. juli 2005.
Den mistænkte skulle angiveligt have haft forbindelse
til to britiske statsborgere, der udførte et
terrorangreb på en café på strandpromenaden
i Tel Aviv i 2003. Men det terrorangreb, som blev udført
i Israel, og hvorved flere blev dræbt og mange
såret, er dét, der i overskriften refereres
til som et "attentat." Andetsteds i artiklen
kaldes angrebet i Israel for et "blodigt attentat"
og et "selvmordsattentat." Ordet "terror"
er også her tydeligvis forbeholdt aktiviteter,
hvor ofrene ikke er israelere.
Det er muligvis rimeligt at definere sidste torsdags
skudepisode i Sfaram som et terrorangreb. Ariel Sharon
valgte at gøre det af hensyn til intern, israelsk
politik. Angrebet var vel nok i en hvis forstand politisk
motiveret, men det er fortsat uklart om det blev begået
for "at fremme en politisk sag." Der er også
den mulighed at den unge mand kan have været sindsforstyrret,
at massakren blev begået udfra et personligt had,
og uden egentlig politisk motivation. Vi får det
måske aldrig at vide.
Men når det derimod kommer til den palæstinensiske
terror, hvad enten den begås af Hamas, Islamisk
Jihad, Al Aksa-martyrernes Brigader, Fatah, PFLP eller
andre etablerede terrorgrupper, er der absolut ingen
tvivl om, at det er terrorisme. Grupperne er alle grundlagt
med det erklærede formål at øve "bevidst
vold mod civile for at fremme en politisk sag,"
og er derfor rendyrkede terrororganisationer.
Man tøver med at kalde palæstinensiske
terrorister for terrorister, mens der blot skal ét
eneste angreb fra en jøde på palæstinensiske
civile til, for at udtrykket "jødisk terror"
havner som overskrift.
Hos Politiken vurderer man altså hvorvidt en
voldshandling er terrorisme eller ej, ikke på
basis af selve forbrydelsen, men udfra ofrenes etniske
tilhørsforhold. Det bør være stof
til eftertanke.
Tilbage
|