Israel-Online, 19. januar 2007
Bryd tabuet om palæstinensernes "ret til tilbagevenden"

Af Dan Harder

Spørgsmålet om den endelige grænsedragning mellem Israel og en kommende palæstinensisk stat hører, ligesom spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninge, under Oslo-processens tredje og sidste fase, hvor man skulle have forhandlet sig frem til områdets "endelige status". Også ifølge den dansk-sponsorerede "køreplan for fred" er disse spørgsmål udskudt til en tredje og sidste fase.

Men derfor er der alligevel ingen mangel på europæiske kommentatorer, der er villige til at foregribe begivenhedernes gang, og melde ud, hvad de mener om grænsedragning og spørgsmålet om israelske bosættelser på Vestbredden (der ligeledes hører under Oslo-processens sidste fase).

Resultatet af den åbne debat om grænser og bosættelser er, at stort set alle i dag forstår, at man ved den endelige grænsedragning vil tage udgangspunkt i våbenhvilelinien fra perioden 1949-67, også kaldet "den grønne linie".

Det er væsentligt af to grunde. Dels er palæstinenserne nødt til at kunne tro på, at deres kommende stat vil være "sammenhængende og levedygtig", som det hedder. Og dels giver det kun mening at indlede forhandlinger, hvis parterne har nogenlunde samme forståelse af, hvor man er på vej hen, så det man forhandler om i realiteten kun er detaljer og implementering.

Men den tankegang bør også bruges med omvendt fortegn, hvis en fredsproces skal have nogen som helst chance for succes. Ligesom palæstinenserne har brug for at vide, at forhandlinger vil føre til israelsk anerkendelse af en palæstinensisk stat, har israelerne brug for at kunne tro på en fremtidig, palæstinensisk accept af Israel.

Men en sådan ligger ikke i kortene, og det var netop heri fejlen bestod under Oslo-processen. Man kan mene hvad man vil om Clintons eller Baraks forslag til grænsedragning, ved det fejlslagne forsøg på forhandling af en endelig fredsaftale i Camp David i 2000, men det var ikke det emne, der fik forhandlingerne til at kuldsejle.

Det var derimod spørgsmålet om palæstinensernes accept af den fortsatte eksistens af en jødisk stat, og i den sammenhæng den såkaldte palæstinensiske "ret til tilbagevenden" til det, der i dag er Israel.

Israelerne er lige siden Oslo-processens start i 1993 langsomt men sikkert blevet vænnet til tanken om eksistensen af en palæstinensisk stat i Gaza og Vestbredden. Det er først og fremmest sket gennem debat i medierne, både i Israel og i resten af vesten.

Den samme udvikling er ikke sket på den palæstinensiske side. Ikke nok med at det palæstinensiske diktatur under Yassir Arafats ledelse ikke tillod en sådan debat, en praktisk løsning på problemet med de palæstinensiske flygtninge bliver også sjældent debatteret her i Europa, hvor vi dog har både ytrings- og pressefrihed.

Den såkaldte "ret til tilbagevenden" betyder at ikke bare de oprindelige flygtninge fra krigen i 1948, men også alle deres efterkommere, skal have lov til at flytte til den del af det britiske mandatområde, kaldet Palæstina, der i dag er Israel. Da de oprindelige 700.000 flygtninge i mellemtiden er blevet til omkring fire millioner, ville det i praksis betyde at Israel, på grund af den demografiske udvikling, snart ville ophøre med at eksistere som jødisk stat.

Og - tag ikke fejl - det er præcis formålet med at holde alle disse mennesker indespærret i flygtningelejre gennem de sidste snart 60 år.

De arabiske lande har omhyggeligt plejet det palæstinensiske flygtningeproblem, med henblik på Israels endelige afvikling som jødisk stat. Men også FN har deltaget aktivt i dette forehavende, bl.a. ved at udstyre palæstinenserne med en særlig definition, som ikke gælder nogen andre flygtninge, ifølge hvilken en palæstinensers flygtningestatus kan nedarves gennem generationerne.

Palæstinenserne har brug for at vide, at israelerne for fredens skyld er parate til at opgive Vestbredden (der trods alt engang for længe siden har været jødisk) for at gøre plads for en palæstinensisk, arabisk stat. På samme måde har israelerne brug for at vide, at palæstinenserne er villige til at give afkald på "retten" til at oversvømme Israel med arabiske flygtninge.

Ligesom spørgsmålet om Vestbredden kan løses ved nogle midre grænsejusteringer, kan flygtningespørgsmålet løses gennem en symbolsk, israelsk accept af de palæstinensiske flygtninges lidelser, mens størstedelen af flygtningene må bosættes i den kommende palæstinensiske stat, som den amerikanske præsident, George Bush, udlagde det i sin tale den 14. april 2004.

Hvis man oprigtigt ønsker at se to stater - et overvejende arabisk Palæstina og et overvejende jødisk Israel - side om side, i fred med hinanden, er det nødvendigt at gøre det utvetydigt klart for alle parter, hvad de overordnede vilkår er.

Som vi har set i Israel, tager det tid for en befolkning at ændre tankegang. Derfor er det mere end på høje tid, at palæstinenserne begynder at vænne sig til tanken om at Israel vil fortsætte med at eksistere.

Læs også klummen "Bush siger det bare ligeud", 16. april 2004.

Tilbage