| Israel-Online,
3. august 2005
Historieforfalskning i Politiken
Af Dan Harder
Efter at den relative ro i konflikten
mellem israelere og palæstinensere for en tid
havde lagt en dæmper på de mest voldsomme
udfald mod Israel i dagbladet Politiken, er den grove
historieforfalskning og misinformation nu desværre
vendt tilbage til avisens spalter.
Studerende i historie ved Århus Universitet,
Mikkel Kaagard, driver massiv historieforfalskning i
sin kronik ”At forstå det uforståelige”
(25/7), hvori han prøver at beskrive årsagerne
til – og i nogen grad forsvare – terrorangreb
i en række lande, herunder Israel.
Kaagard beskriver i sin pseudo-analyse systematisk
terroristerne som ”undertrykte folk”. Han
har allerede valgt side til fordel for terroristerne,
og i det omfang realiteterne ikke lever op til hans
forenklede verdenssyn, skriver han simpelthen historien
om, så den passer.
Palæstinensisk terrorisme, som han kalder ”aktioner”,
indgår ifølge Kaagard i det palæstinensiske
mindretals kamp mod ”en fremmed besættelsesmagt”,
altså Israel. Det er for ham tilsyneladende ikke
relevant, at Israel ifølge internal lov faktisk
både har ret til at eksistere, og (jvnf. FN-resolution
242) også har ret til at holde Gaza og Vestbredden
besat, indtil dets arabiske naboer, i forbindelse med
en endelig fredsaftale, kan gararantere dets sikkerhed.
Israels generobring i 1967 af det jødiske kvarter
i den gamle by i Jerusalem, hvorfra jøderne var
blevet etnisk udrenset af de jordanske styrker nitten
år tidligere, hører naturligvis også
under FN-resolution 242, ifølge hvilken den fremtidige
grænse skal forhandles mellem parterne. Tempelbjerget,
hvorpå klippemoskeen ligger, og hvoraf Grædemuren
er en del, findes også i den gamle by, så
når Kaagard taler om ”Israels uretmæssige
kontrol med klippemoskeen”, er det altså
snarere et udtryk for hans pro-arabiske synsvinkel,
end forståelse for international ret.
Kaagard beskriver palæstinenserne som ”et
hjemløst folk”, som om der nogensinde har
eksisteret en særskilt arabisk kultur under navnet
”Palæstina”, og ignorerer samtidig,
at et ”palæstinensisk folk" ikke eksisterede
før Israels oprettelse, men at de arabere, vi
i dag kalder palæstinensere, har fået deres
status som en konsekvens af den arabiske verdens mange
fejlslagne angreb på Israel.
Palæstinenserne er heller ikke, som Kaagard skriver,
truet på deres eksistens. Det er derimod israelerne,
der har været ofre for adskillige koordinerede
arabiske angreb, der helt åbenlyst og officielt
havde til formål at eliminere den jødiske
stat.
Han beskriver Israels uafhængighedskrig som ”præget
af etniske udrensninger og fordrivelse af mere end 700.000
palæstinensere”, og ignorerer i den forbindelse
en række velkendte historiske forhold. Dels at
størstedelen af de ca. 700.000 palæstinensiske
flygtninge ikke blev fordrevet af israelerne, men enten
flygtede på opfordring af de invaderende arabere,
eller som følge at den arabiske propagandas overdrevne
beskrivelser af israelske overgreb, og dels det forhold
at mange jøder blev massakreret eller fordrevet
fra Vestbreden og Gaza, i det pan-arabiske forsøg
på at udslette den jødiske stat. Forsøet
lykkedes som bekendt ikke, men både Gaza, Vestbredden
og den gamle by i Jerusalem kunne efter krigen erklæres
absolut jøde-frit område.
Hertil kommer at langt over en halv million jøder,
i kølvandet på Israels uafhængighedskrig,
måtte flygte eller blev fordrevet fra de arabiske
lande. De fleste mistede herved alt hvad de ejede, et
tab, som kun Egypten i begrænset omfang har givet
kompensation for.
Det mest absurde og vanvittige i Mikkel Kaagards tour
de force udi misrepræsentation af historien, er
påstanden om at den palæstinensiske terror
først skulle være blevet anvendt efter
at alle demokratiske muligheder var udtømt.
Følgende er et uddrag af kronikken, hvori Kaagard
beskriver hvorledes ”selvmordsaktioner først
benyttes efter flere års forudgående konflikt”.
Den beskrevne udvikling skulle ifølge Kaagard
passe på fem forskellige konflikter, herunder
den israelsk-palæstinensiske:
”Kronologien er typisk den, at et mindretal
eller en besat befolkning først forgæves
forsøger at opnå politiske resultater ved
at organisere sig politisk, demonstrere, strejke og
på anden vis appellere til den regering, den er
underlagt. På et tidspunkt opgives enhver tanke
om sameksistens, og man begynder i stedet at arbejde
for løsrivelse/befrielse. Det medfører,
at modparten forsøger at kvæle opstanden
ved at forbyde løsrivelsesbevægelser, indføre
censur, forbyde demonstrationer, fængsle ledere
og alle de andre brud på menneskerettighederne,
der kendetegnede alle de ovennævnte konflikter,
inden de blev voldelige.”
Mage til forvrængning af historien skal man lede
længe efter.
Den palæstinensiske terror eksisterede, i modstrid
med Kaagards udlægning, længe før
Gaza og Vestbredden blev besat. Palæstinensiske
gruppers angreb på civile jøder har faktisk
fundet sted mere eller mindre jævnligt lige siden
starten af 1920’erne, længe før staten
Israels oprettelse i 1948.
De palæstinensiske arabere (og arabiske nabolande)
forsøgte aldrig at opnå politiske resultater
med fredelige og demokratiske midler, og de har netop
altid modarbejdet, snarere end kæmpet for, fredelig
sameksistens med jøderne.
Israel har aldrig, som det hævdes, forbudt fredelige
politiske bevægelser, demonstrationer eller fængslet
fredelige, politiske ledere. Hvis der er nogen i denne
konflikt, der systematisk har brudt menneskerettighederne,
så må det nødvendigvis være
palæstinenserne, der nu i 85 år systematisk
og med overlæg har myrdet og massakreret civile
jøder og israelere, og det palæstinensiske
selvstyre, der i bedste diktatur-stil har henrettet
og tortureret sine egne borgere, og til stadighed nægter
sit eget folk de mest fundamentale demokratiske rettigheder.
Det bør give anledning til eftertanke, ikke
mindst på Århus Universitet, at en historiestuderende
tilsyneladende vælger at forlade sig på
”historisk information” der svarer nøje
til den vedvarende propaganda, der udgydes fra Mellemøstens
arabiske diktaturer, eller som man kan finde på
nynazistiske eller yderligtgående venstreorienterede
internetsider.
Også på Politikens redaktion bør
man spørge sig selv, hvilken sag det fremmer
at medvirke til at promovere en så voldsomt fordrejet
udlægning af historien.
Det må være i alles interesse, uanset politisk
observans, at udbrede kendskabet til historien så
korrekt som muligt. Det er klart at der kan være
forskellige udlægninger eller tolkninger af tingene,
og at alle i princippet må komme til orde.
Men at gå så vidt som at vende alle kendsgerninger
på hovedet, og i den grad drive hadkampagne og
dæmonisere et demokratisk land som Israel, kan
næppe være i nogens interesse, hvis man
i øvrigt antager at målet er at støtte
de kræfter herhjemme og i den arabiske verden,
der ønsker fred og forsoning mellem parterne
i Mellemøsten.
Tilbage
|
