Israel-Online, 30. september 2002
Tid til refleksion

Af Dan Harder

Danmark har i den forgangne uge på EUs vegne forsøgt at lægge pres på Israel, for at afslutte den nu overståede belejring af Arafats hovedkvarter i Ramallah. Sideløbende hermed udtrykte man beklagelse over palæstinensiske terrorangreb mod israelske civile, og opfordrede til "størst mulig tilbageholdenhed. "

Statsministeren gav udtryk for at EU anerkender Israels ret til at forsvare sig imod terror, men også at man ikke mente denne sidste aktion var det rigtige svar.

Se, nu er det jo ikke lige til at huske, hvornår Israel har reageret på terror på en, for EU, acceptabel måde. Og selvom aktionen i Ramallah ganske vist kunne forekomme noget tvivlsom, og også i Israel har været genstand for en del kritik, danner der sig alligevel et billede af, at EU faktisk helst så Israel opgive kampen og give palæstinenserne, hvad de vil have. Og det til trods for at der i resten af Vesten er total enighed om ikke under nogen omstændigheder at give efter for terrorisme.

Samtidig har palæstinenserne totalt ignoreret omverdenens henstillinger og ufortrødent fortsat deres terrorkampagne imod israelske civile, hvilket dog ikke på noget tidspunkt har udløst hverken FN-resolutioner eller nævneværdigt pres fra EU.

Alt dette er der ikke noget nyt i.

Men i den sidste tid er flere og flere palæstinensere offentligt begyndt at sætte spørsmålstegn ved effektiviteten af den hidtidige strategi i kampen mod Israel. Fremtrædende politikere og intellektuelle i det palæstinensiske samfund er ganske enkelt i tvivl om hvorvidt terrorkampagnen, som den palæstinensiske ledelse har støttet, og i et vist omfang også taget direkte del i, egentlig gavner den palæstinensiske sag.

Selv hvis man ignorerer det moralsk ”betænkelige” ved med fuldt overlæg at sprænge israelske civile i småstykker, og bare ser på palæstinensernes aspirationer om at opnå en selvstændig stat, er det svært at få øje på de store fremskridt.

Palæstinenserne er også begyndt indbyrdes at diskutere, hvad det egentligt er for en sag, de kæmper for. Nogle mener nemlig, at angrebene på civile israelere i selve Israel er udtryk for et ønske om, at israelerne rømmer, ikke bare Gaza og Vestbredden, men hele det nuværende Israel (altså destruktionen af den jødiske stat), hvilket de militante grupper, der udfører en stor del af disse angreb, da også fra tid til anden officielt har erklæret som deres egentlige mål.

Men måske det også er tid for os her i Europa at reflektere lidt over vores hidtidige strategi. Man bør spørge sig selv, hvorfor Arafat i år 2000 forlod fredsforhandlingerne i Camp David. Her forhandlede man jo netop om det, palæstinenserne i lang tid har hævdet, at de ønsker, nemlig en ende på den israelske besættelse af Gaza og Vestbredden samt en palæstinensisk stat med hovedstad i Østjerusalem.

Nogle har hævdet at Arafat trak sig fra forhandlingerne, fordi daværende premierminister Ehud Baraks tilbud simpelt hen var for dårligt. Men hvorfor så ikke komme med et alternativt forslag? Hvorfor forspilde denne historiske chance for et gennembrud?

Under den efterfølgende palæstinensiske opstand (Al Aqsa-intifadaen) har det palæstinensiske selvstyre søgt at beskrive den systematiske brug af terror mod israelske civile som enkelte individers desparate kamp mod en overmagt, der massakrerer og myrder uskyldige palæstinensiske civile. Og i Europa har man i store træk, takket være mediernes velvillige formidling af denne propaganda, og på trods af den manglende substans i anklagerne mod Israel, accepteret denne version af historien.

Konsekvensen er, at Europa, samtidigt med de obligatoriske fordømmelser af selvmordsbombeaktionerne mod israelske civile, har udvist en form for forståelse for palæstinensernes voldelige kamp, og derved har givet såvel Arafat som alle de andre militante organisationer det nødvendige politiske/moralske mandat til at fortsætte blodsudgydelserne.

USA har nu i et stykke tid været overbevist om, at Israel længe har haft ret i påstanden om, at det palæstinensiske selvstyre i virkeligheden ikke har gjort noget for af stoppe terroren, men tværtimod har støttet den. Men som tiden er gået, er det, selv for europæerne, så småt begyndt at dæmre, at Arafats fordømmelser af den palæstinensiske terror mod israelske civile hele tiden har været et medie-trick, og at han og selvstyret selv har været dybt involveret i uhyrlighederne.

Adskillige militære organisationer under Arafats direkte eller indirekte kontrol (som Force 17, Tanzeem og Al Aqsa-Brigadens Martyrer) har været aktive udi overlagte drab på israelske civile, ligesom afsløringen af skibet "Karine A," der stik imod alle aftaler, lastet med tunge, offensive våben på vej til det palæstinensiske selvstyre, bragte Arafat i en særdeles pinlig situation.

Skuffelsen i Israel over at Arafat, stik imod det grundlæggende princip i Oslo-aftalerne, nemlig opgivelsen af vold som politisk middel, alligevel valgte denne, vil ingen ende tage. Der er stort set ingen i Israel, der kan få øje på den partner, de eventuelt skulle forhandle fred med. Det er også forklaringen på, hvorfor Sharon, der ellers før intifadaen ikke spåedes mange chancer mod Barak, blev valgt som premierminister – alene på løftet om sikkerhed for det israelske folk. På grund af de konstante terrorangreb og den manglende følelse af at have nogen at forhandle med, er også debatten mellem israelske tilhængere og modstandere af Sharons regering, i praksis begrænset til at handle om hvordan de palæstinensiske angreb skal bekæmpes.

Hvad enten omverdenen vil acceptere det eller ej, føler israelerne, at de har ryggen mod muren. Valget står for dem mellem at give efter for terroren eller bekæmpe den. Og Israel ved kun alt for godt, at selv de mindste indrømmelser under den slags pres, af nogle vil blive opfattet som et svaghedstegn og altså et bevis for, at terroren virker. Det så vi for eksempel i forbindelse med Israels ubetingede tilbagetrækning fra Libanon, der mange steder i den arabiske verden blev opfattet som en sejr for Hizbollah, og dermed, stik imod hensigten, fungerede som inspiration til den efterfølgende palæstinensiske opstand.

Der er ingen grund til at tro, at Israel kommer til at ændre sin position nævneværdigt, sålænge terroren står på. Israel kommer under ingen omstændigheder til at give indrømmelser til palæstinenserne mens landet lever under de daglige angreb, som vi har set gennem de sidste to år.

Under operation "Defensive Shield," hvor israelske soldater trængte ind i byer og flygtningelejre på Vestbredden for at anholde militante palæstinensere, forsøgte USA at lægge pres på Israel for at indstille aktionen. Men når selv ikke Israels bedste ven, USA, kunne presse den israelske regering til at indstille aktionen, kunne det tyde på, at israelerne anså den for at være en absolut nødvendighed.

Så længe bomberne sprænger i Tel Avivs og Jerusalems gader, vil Israel aldrig holde op med at udøve, hvad det anser for at være det mest basale selvforsvar. Det nødvendige pres til at overtale Israel til at lade sine civile blive slagtet på gader og stræder, uden at reagere herpå, vil ganske enkelt aldrig være tilstede, og dette er derfor en strategi, som europæerne for længst burde havde opgivet.

Der er med andre ord kun to muligheder: Enten lægger et samlet verdenssamfund maksimalt pres på det palæstinensiske selvstyre, så Arafat (eller hans efterfølger) går helhjertet ind i kampen mod terror, eller også må Israel tage sig af opgaven. Sidstnævnte løsning må antages at blive langt mere blodig, da man i givet fald vil se voldsomme kampe, der hvor de militante palæstinensere holder til, nemlig i de tætbeboede byer og flygtningelejre, med store civile tab til følge.

"Verdenssamfundet" kan i denne sammenhæng mere præcist beskrives som "Kvartetten" bestående af USA, EU, Rusland og FN. Men valget ligger i praksis hos Europa, da hverken FN eller Rusland må antages at modsætte sig en enig USA-EU-duo. Omvendt må Europa da også bære en stor del af ansvaret for den nuværende (manglende) udvikling, ved ikke at have stået side om side med USA i kravet om, at Arafat skulle stoppe terroren, men derimod med sin vaklen indirekte at have støttet det palæstinensiske oprør og voldelige kamp mod Israel.

Danmark har formandsskabet i EU, og dermed en enestående chance for at påvirke udviklingen. Det er på tide, at EU kommer til fornuft og indser, at Israel er et demokratisk, vestligt land, der gør præcis som alle andre vestlige demokratier ville gøre i en tilsvarende situation. Det er omsonst at kræve at et land, der har mulighed for det, ikke forsvarer sig mod en terrorkampagne, fostret af en ideologi, der i sidste ende er den samme som den, der stod bag angrebene på New-York og Washington sidste år. Danmark bør udnytte formandsskabet til at støtte de moderate kræfter i det palæstinensiske selvstyre, presse Arafat til at give plads for disse, og sørge for, at terroren bekæmpes kompromisløst, så man igen kan komme tilbage til forhandlingsbordet.

Tilbage