Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Uredelige forskere kræver boykot af Israel
11. juni 2021

Folketinget: Flere våben til Hamas!
8. juni 2021

DR er forskel på fejl
3. juni 2021

Konflikten handler om Israel
26. maj 2021

Medierne bør forklare Gaza-tabstal
16. maj 2021

Hvem forhindrer en tostatsløsning?
8. maj 2021

Hanna Ziadehs håb for palæstinenserne er lysegrønt
13. februar 2021

Politikens usle mikrofonholderi
4. februar 2021

Anders Jerichows løgn og propaganda
20. december 2020

Fred med UAE og Bahrain: En sejr for Israel, et nederlag for Politiken
16. september 2020

Palæstinensernes forspildte chancer
7. juli 2020

Venstreorienteret antisemitisme
9. februar 2020

Golan
26. marts 2019

Jøde(stats)had
3. marts 2019

Terror-hyldest på Facebook
19. februar 2019

Mellemfolkeligt Samvirke imod Israel - og sandheden
29. oktober 2018

Mogens Lykketoft er en anti-israelsk løgner
5. oktober 2018

DR 'Orientering' nedtoner Corbyns amtisemitisme
24. september 2018

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.2017

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.2017

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.2017

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.2016

Intifada af had
03.03.2016

Sveriges udenomretslige henrettelse
16.01.2016

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.2015

Absurd teater i Deadline
08.10.2015

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.2015

Yahya Hassans hjernevask
18.04.2015

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.2015

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.2014

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.2014

DIIS-kvalificeret II
29.07.2014

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.2014

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.2014

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.2013

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.2013

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.2013

Fredsforhandlinger nu!
16.05.2013

Det palæstinensiske problem
22.04.2013

Tag fat om nældens rod
15.03.2013

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.2013

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.2013

Abbas og tostatsløsningen
05.11.2012

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.2012

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.2012

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.2011

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.2011

Tre historie-revisionister
04.03.2011

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.2011

Jerusalem for to folk
18.01.2011

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.2010

Per Nyholms jødehad
27.11.2010

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.2010

Seidenfadens selvmål
10.06.2010

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.2009

Fred og bosættelser
24.12.2009

Jerichows hjernevask
01.10.2009

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.2009

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.2009

Historielærere kan også lære noget
26.03.2009

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.2009

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.2009

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.2009

Proportioneret magtanvendelse
10.01.2009

DIIS-kvalificeret
07.01.2009

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.2008

Den evindelige løgn
26.03.2008

FN støtter Hamas' strategi
02.03.2008

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.2007

Det legitime jødehad
14.08.2007

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.2007

Palæstinensisk Kaos
05.02.2007

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.2007

Våbenhvile på lånt tid
26.12.2006

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.2006

Janne Teller i Fantasiland
19.08.2006

Tragedien i Qana
31.07.2006

Mediekrigen
26.07.2006

Hizbollah må fjernes
23.07.2006

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.2006

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.2006

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.2006

Terror eller frihedskamp?
13.01.2006

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.2006

Politikens dogmatiske balance
26.11.2005

Iran-hykleri
31.10.2005

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.2005

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.2005

Historieforfalskning i Politiken
03.08.2005

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.2005

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.2005

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.2004

FN støtter terror mod Israel
05.10.2004

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.2004

Terror, et strategisk valg
26.09.2004

Politikens fallit
03.09.2004

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.2004

Arafats terrorkrig 12.07.2004

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.2004

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.2004

Pundik i selvsving
08.06.2004

Seidenfaden ud af busken
25.05.2004

Arafat må afgive magten
21.05.2004

Den går ikke, Naser Khader
19.05.2004

Bush siger det bare ligeud
16.04.2004

Pundik må afsættes
07.04.2004

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.2004

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.2004

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.2004

Myten om
resolution 242
29.10.2003

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.2003

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.2003

Demokratiet er truslen 06.03.2003

Løgneren fra DIIS 28.02.2003

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.2002

Tid til refleksion
30.09.2002

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.2002

 

 

 

Israel-Online, 30. september 2002
Tid til refleksion

Af Dan Harder

Danmark har i den forgangne uge på EUs vegne forsøgt at lægge pres på Israel, for at afslutte den nu overståede belejring af Arafats hovedkvarter i Ramallah. Sideløbende hermed udtrykte man beklagelse over palæstinensiske terrorangreb mod israelske civile, og opfordrede til "størst mulig tilbageholdenhed. "

Statsministeren gav udtryk for at EU anerkender Israels ret til at forsvare sig imod terror, men også at man ikke mente denne sidste aktion var det rigtige svar.

Se, nu er det jo ikke lige til at huske, hvornår Israel har reageret på terror på en, for EU, acceptabel måde. Og selvom aktionen i Ramallah ganske vist kunne forekomme noget tvivlsom, og også i Israel har været genstand for en del kritik, danner der sig alligevel et billede af, at EU faktisk helst så Israel opgive kampen og give palæstinenserne, hvad de vil have. Og det til trods for at der i resten af Vesten er total enighed om ikke under nogen omstændigheder at give efter for terrorisme.

Samtidig har palæstinenserne totalt ignoreret omverdenens henstillinger og ufortrødent fortsat deres terrorkampagne imod israelske civile, hvilket dog ikke på noget tidspunkt har udløst hverken FN-resolutioner eller nævneværdigt pres fra EU.

Alt dette er der ikke noget nyt i.

Men i den sidste tid er flere og flere palæstinensere offentligt begyndt at sætte spørsmålstegn ved effektiviteten af den hidtidige strategi i kampen mod Israel. Fremtrædende politikere og intellektuelle i det palæstinensiske samfund er ganske enkelt i tvivl om hvorvidt terrorkampagnen, som den palæstinensiske ledelse har støttet, og i et vist omfang også taget direkte del i, egentlig gavner den palæstinensiske sag.

Selv hvis man ignorerer det moralsk ”betænkelige” ved med fuldt overlæg at sprænge israelske civile i småstykker, og bare ser på palæstinensernes aspirationer om at opnå en selvstændig stat, er det svært at få øje på de store fremskridt.

Palæstinenserne er også begyndt indbyrdes at diskutere, hvad det egentligt er for en sag, de kæmper for. Nogle mener nemlig, at angrebene på civile israelere i selve Israel er udtryk for et ønske om, at israelerne rømmer, ikke bare Gaza og Vestbredden, men hele det nuværende Israel (altså destruktionen af den jødiske stat), hvilket de militante grupper, der udfører en stor del af disse angreb, da også fra tid til anden officielt har erklæret som deres egentlige mål.

Men måske det også er tid for os her i Europa at reflektere lidt over vores hidtidige strategi. Man bør spørge sig selv, hvorfor Arafat i år 2000 forlod fredsforhandlingerne i Camp David. Her forhandlede man jo netop om det, palæstinenserne i lang tid har hævdet, at de ønsker, nemlig en ende på den israelske besættelse af Gaza og Vestbredden samt en palæstinensisk stat med hovedstad i Østjerusalem.

Nogle har hævdet at Arafat trak sig fra forhandlingerne, fordi daværende premierminister Ehud Baraks tilbud simpelt hen var for dårligt. Men hvorfor så ikke komme med et alternativt forslag? Hvorfor forspilde denne historiske chance for et gennembrud?

Under den efterfølgende palæstinensiske opstand (Al Aqsa-intifadaen) har det palæstinensiske selvstyre søgt at beskrive den systematiske brug af terror mod israelske civile som enkelte individers desparate kamp mod en overmagt, der massakrerer og myrder uskyldige palæstinensiske civile. Og i Europa har man i store træk, takket være mediernes velvillige formidling af denne propaganda, og på trods af den manglende substans i anklagerne mod Israel, accepteret denne version af historien.

Konsekvensen er, at Europa, samtidigt med de obligatoriske fordømmelser af selvmordsbombeaktionerne mod israelske civile, har udvist en form for forståelse for palæstinensernes voldelige kamp, og derved har givet såvel Arafat som alle de andre militante organisationer det nødvendige politiske/moralske mandat til at fortsætte blodsudgydelserne.

USA har nu i et stykke tid været overbevist om, at Israel længe har haft ret i påstanden om, at det palæstinensiske selvstyre i virkeligheden ikke har gjort noget for af stoppe terroren, men tværtimod har støttet den. Men som tiden er gået, er det, selv for europæerne, så småt begyndt at dæmre, at Arafats fordømmelser af den palæstinensiske terror mod israelske civile hele tiden har været et medie-trick, og at han og selvstyret selv har været dybt involveret i uhyrlighederne.

Adskillige militære organisationer under Arafats direkte eller indirekte kontrol (som Force 17, Tanzeem og Al Aqsa-Brigadens Martyrer) har været aktive udi overlagte drab på israelske civile, ligesom afsløringen af skibet "Karine A," der stik imod alle aftaler, lastet med tunge, offensive våben på vej til det palæstinensiske selvstyre, bragte Arafat i en særdeles pinlig situation.

Skuffelsen i Israel over at Arafat, stik imod det grundlæggende princip i Oslo-aftalerne, nemlig opgivelsen af vold som politisk middel, alligevel valgte denne, vil ingen ende tage. Der er stort set ingen i Israel, der kan få øje på den partner, de eventuelt skulle forhandle fred med. Det er også forklaringen på, hvorfor Sharon, der ellers før intifadaen ikke spåedes mange chancer mod Barak, blev valgt som premierminister – alene på løftet om sikkerhed for det israelske folk. På grund af de konstante terrorangreb og den manglende følelse af at have nogen at forhandle med, er også debatten mellem israelske tilhængere og modstandere af Sharons regering, i praksis begrænset til at handle om hvordan de palæstinensiske angreb skal bekæmpes.

Hvad enten omverdenen vil acceptere det eller ej, føler israelerne, at de har ryggen mod muren. Valget står for dem mellem at give efter for terroren eller bekæmpe den. Og Israel ved kun alt for godt, at selv de mindste indrømmelser under den slags pres, af nogle vil blive opfattet som et svaghedstegn og altså et bevis for, at terroren virker. Det så vi for eksempel i forbindelse med Israels ubetingede tilbagetrækning fra Libanon, der mange steder i den arabiske verden blev opfattet som en sejr for Hizbollah, og dermed, stik imod hensigten, fungerede som inspiration til den efterfølgende palæstinensiske opstand.

Der er ingen grund til at tro, at Israel kommer til at ændre sin position nævneværdigt, sålænge terroren står på. Israel kommer under ingen omstændigheder til at give indrømmelser til palæstinenserne mens landet lever under de daglige angreb, som vi har set gennem de sidste to år.

Under operation "Defensive Shield," hvor israelske soldater trængte ind i byer og flygtningelejre på Vestbredden for at anholde militante palæstinensere, forsøgte USA at lægge pres på Israel for at indstille aktionen. Men når selv ikke Israels bedste ven, USA, kunne presse den israelske regering til at indstille aktionen, kunne det tyde på, at israelerne anså den for at være en absolut nødvendighed.

Så længe bomberne sprænger i Tel Avivs og Jerusalems gader, vil Israel aldrig holde op med at udøve, hvad det anser for at være det mest basale selvforsvar. Det nødvendige pres til at overtale Israel til at lade sine civile blive slagtet på gader og stræder, uden at reagere herpå, vil ganske enkelt aldrig være tilstede, og dette er derfor en strategi, som europæerne for længst burde havde opgivet.

Der er med andre ord kun to muligheder: Enten lægger et samlet verdenssamfund maksimalt pres på det palæstinensiske selvstyre, så Arafat (eller hans efterfølger) går helhjertet ind i kampen mod terror, eller også må Israel tage sig af opgaven. Sidstnævnte løsning må antages at blive langt mere blodig, da man i givet fald vil se voldsomme kampe, der hvor de militante palæstinensere holder til, nemlig i de tætbeboede byer og flygtningelejre, med store civile tab til følge.

"Verdenssamfundet" kan i denne sammenhæng mere præcist beskrives som "Kvartetten" bestående af USA, EU, Rusland og FN. Men valget ligger i praksis hos Europa, da hverken FN eller Rusland må antages at modsætte sig en enig USA-EU-duo. Omvendt må Europa da også bære en stor del af ansvaret for den nuværende (manglende) udvikling, ved ikke at have stået side om side med USA i kravet om, at Arafat skulle stoppe terroren, men derimod med sin vaklen indirekte at have støttet det palæstinensiske oprør og voldelige kamp mod Israel.

Danmark har formandsskabet i EU, og dermed en enestående chance for at påvirke udviklingen. Det er på tide, at EU kommer til fornuft og indser, at Israel er et demokratisk, vestligt land, der gør præcis som alle andre vestlige demokratier ville gøre i en tilsvarende situation. Det er omsonst at kræve at et land, der har mulighed for det, ikke forsvarer sig mod en terrorkampagne, fostret af en ideologi, der i sidste ende er den samme som den, der stod bag angrebene på New-York og Washington sidste år. Danmark bør udnytte formandsskabet til at støtte de moderate kræfter i det palæstinensiske selvstyre, presse Arafat til at give plads for disse, og sørge for, at terroren bekæmpes kompromisløst, så man igen kan komme tilbage til forhandlingsbordet.


Tilbage

 

Untitled Document