Israel-Online, 26. december 2006
Våbenhvile på lånt tid

Af Dan Harder

Vi bemærker det ikke, for der bliver ikke gjort meget ud af det i de hjemlige medier. Men selvom Israel og palæstinenserne d. 25. november 2006 indgik en særlig våbenhvile for grænsen mellem Israel og Gaza, regner palæstinensiske raketter, affyret fra Gaza, stadig ned over israelske beboelsesområder.

Vi kender efterhånden rutinen. Der indgås en våbenhvile, som brydes af palæstinenserne lige så såre, den er trådt i kraft. I denne omgang skete det allerede den første dag. Den israelske regering holder militæret tilbage i et forfængeligt håb om at palæstinenserne snart tager hånd om situationen og stopper raketaffyringerne. Men det gør de ikke.

Nogle påpeger ganske vist, at de primitive og upræcise raketter sjældent rammer deres mål, men det gør ingen forskel. Terrorisme handler ikke om at dræbe mange mennesker, men om at få mange mennesker til at leve i konstant frygt. Og det gør de titusinder af israelere, der bor i byer og kibbutzer nær Gaza. Raketterne falder om ørerne på dem, mens alle ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før nogen bliver dræbt eller såret.

Det skete så 2. juledag, hvor raket nummer 53 siden "våbenhvilens" start, for godt en måned siden, ramte en beboelsesejendom i byen Sderot og sårede to drenge. Den ene er i kritisk tilstand, den anden blev moderat såret. Og nu afventer vi resultatet.

Vil den israelske regering sætte soldater og Apache-helikoptere ind mod folkene bag raketaffyringerne, eller vil man udvise tilbageholdenhed og give palæstinenserne endnu en chance?

Det kan sådan set være det samme. For den palæstinensiske ledelse gør alligevel intet reelt forsøg på at stoppe raketterne. Forleden var det endda en fraktion af Mahmoud Abbas' egen Fatah-organisation, der stod bag affyringerne.

Donorlandene, der i øjeblikket kanaliserer millioner af dollars udenom Hamas til den palæstinensiske befolkning og Mahmoud Abbas og hans sikkerhedsstyrker, kræver ikke noget til gengæld. Også israelerne, der er i gang med at vise "god vilje" ved at fjerne kontrolposter på Vestbredden og frigive tilbageholdte palæstinensiske skatter, holder vejret og håber på det bedste.

Det samme gør alle vi andre. Mens palæstinenserne endnu engang demonstrerer, at de ikke har i sinde at indstille kampen mod Israel, krydser vi fingre og håber på et mirakel, selvom vi inderst inde godt ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før den israelske regering ikke længere kan ignorere bombardamenterne af sine civile medborgere, og sætter hårdt mod hårdt.

Før d. 25. november havde hele den vestlige verden i månedsvis opfordret til en våbenhvile. Nu er våbenhvileaftalen på plads, og Israel holder sin del af den. Men hvad er meningen med en våbenhvile, ja endsige en fredsproces, hvis ikke vi kræver det samme af palæstinenserne?

Tilbage