Israel-Online, 28. november 2010
Tostatsløsning på palæstinensisk

Af Dan Harder

Palæstinenserne har, med Obamas hjælp, haft held til at gøre spørgsmålet om jødiske bosættelser til omdrejningspunktet i det internationale samfunds bestræbelser på at genstarte fredsforhandlingerne mellem israelere og palæstinensere.

Mens et stop for bosættelsesbyggeri - i hvert fald i de områder, som Israel kan forvente at måtte overdrage til palæstinenserne i forbindelse med en fredsaftale - kan være en fin gestus, er der langt mere fundamentale problemer, som Obama og verdenssamfundet burde fokusere på.

En meningsmåling offentliggjort 21. november i den israelske avis Ha'aretz viser, at næsten to trediedele af palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza støtter oprettelsen af en palæstinensisk stat ved siden af Israel. Det er den gode nyhed.

Den knap så gode nyhed - som bekræfter mange israeleres bange anelser - er, at lige så mange palæstinensere er enige i udsagnet: "det egentlige mål bør være at starte med to stater, men derefter fortsætte hen imod det hele som én palæstinensisk stat."

Samme undersøgelse viser, at 56% af palæstinenserne mener, at de i fremtiden atter må ty til voldelig kamp imod Israel, mens kun 38% mener, at vold skader palæstinensernes sag.

De israelske bekymringer bekræftes af den angiveligt moderate Mahmoud Abbas' udtalelse til en jordansk avis i 2008: "I øjeblikket er jeg imod væbnet kamp, siden vi er ude af stand til at udkæmpe den, men i fremtiden kan tingene ændre sig."

I et interview på TV-stationen Al-Jazeera fra sidste år kastede Saeb Erekat, den palæstinensiske chefforhandler for både Arafat og Abbas, endnu mere lys over det "moderate" Fatahs holdning til tostatsløsningen. Han erindrede at Arafat afslog Bill Clintons forslag ved Camp David-forhandlingerne i sommeren 2000, fordi han afviste ethvert jødisk tilhørsforhold til Jerusalems Gamle By (herunder Grædemuren).

Under forhandlinger med den israelske premierminister Ehud Olmert i 2008 indtog Mahmoud Abbas, ifølge Erekat, den samme holdning: "Jeg er ikke på en markedsplads eller i en basar. Jeg kom for at demarkere Palæstinas grænser - grænserne fra 4. juni, 1967 [dagen før Seksdageskrigen] - uden at fratrække en eneste tomme, og uden at fjerne en eneste sten fra Jerusalem" (hvilket ville efterlade Grædemuren på palæstinensiske hænder).

Den palæstinensiske afvisning af ethvert jødisk - historisk eller religiøst - tilhørsforhold til Jerusalem og Grædemuren blev understreget endnu engang forleden i et officielt dokument præsenteret af det palæstinensiske selvstyre.

På en kongres i Ramallah i november for Mahmoud Abbas' Fatah-parti afvistes pure enhver palæstinensisk anerkendendelse af Israel som en jødisk stat, samt enhver tale om ombytning af land som kompensation for jødiske bosættelser indlemmet i Israel i forbindelse med en fredsaftale (hvilket ellers er en fast bestanddel i alle seriøse fredsplaner), mens rådet støttede Abbas' ufravigelige krav om at ca. 4 mio. efterkommere af palæstinensiske flygtninge skal have ret til at "vende tilbage" til det, der i dag er Israel, hvilket selvfølgelig ville underminere Israels jødiske karakter.

Israelerne har gennem de seneste par årtier lært at acceptere, at palæstinserne også har rettigheder i forhold til det land, som huser begge folk. En tilsvarende proces på den palæstinensiske side er end ikke påbegyndt.

Ved fortsat at benægte den jødiske tilknytning til det sted, som jøder i årtusinder har anset for deres helligste, og ved til stadighed at modarbejde selve kernen i tostatsløsningen, nemlig opdelingen af Palæstina i to stater, en jødisk og en arabisk, blokerer den palæstinensiske ledelse effektivt for en fredelig løsning på konflikten.

Ved alene at fokusere på spørgsmålet om jødiske bosættelser - et problem der netop kun kan løses som del af en fredsaftale - og helt ignorere den palæstinensiske afvisning af de grundlæggende principper i enhver realistisk fredsaftale, er det internationale samfund godt i gang med at forspilde endnu en chance for at bidrage til den fred, som langt de fleste israelere, og antageligt også mange palæstinensere, dybest set drømmer om.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 6. december 2010.

Tilbage