Israel-Online, 15. september 2002
Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig

Af Dan Harder

Det er udtryk for naivitet og total mangel på realistetssans, og samtidig utroligt enerverende, at man hele tiden skal høre folk, herunder Politikens Herbert Pundik, hyle op om, at Israel bare skal trække sig tilbage fra de besatte områder, nedlægge bosættelserne, og så skal der nok blive fred.

Et samlet verdenssamfund er enigt om, at denne konflikt skal løses ad forhandlingens vej, hvilket da også er i tråd med både FN's resolutioner og Oslo-aftalerne. Men visse mennesker herhjemme mener tilsyneladende at vide bedre.

Ikke mange Israelere er i tvivl om, at hvis man - rent hypotetisk - nedlagde bosættelserne og trak sig ud af områderne i morgen, ville terrorangrebene og bombardamenterne af Israel indover den nye grænse starte i overmorgen. Hvis der da ville gå så lang tid. Arafat og hans allierede inden for Fatah og PLO ville efter al sandsynlighed stille yderligere krav til Israel, som ville blive brugt som argumentation for at fortsætte den voldelige kamp.

Men man kunne endda prøve at forestille sig, at Arafat og Fatah ville stille sig tilfredse med tilbagetrækningens omfang, med den nye grænse, ordninger omkring Jerusalem osv. Og lad os for eksperimentets skyld også et øjeblik ignorere problematikken omkring de palæstinensiske flygtninge. Er det sandsynligt, at samtlige øvrige militante fraktioner, Hamas, Islamisk Jihad, PFLP og Al Aksa-Brigadens Martyrer også ville acceptere denne løsning og nedlægge våbnene?

Selvfølgelig ikke. Disse grupper har forskellige mål, der også lader til at variere, alt efter hvem man spørger, og hvornår. Men fælles for i hvert fald de tre første er, at deres mål rækker langt videre end israelsk tibagetrækning fra Gaza og Vestbredden. De ønsker "befrielse af hele Palæstina," dvs. inklusive staten Israel.

Nationalt selvmord er naturligvis ikke på den israelske agenda. Derfor kan en ensidig israelsk tilbagetrækning ikke komme på tale. Der er intet alternativ til forhandling mellem Israel og et ansvarligt lederskab på den palæstinensiske side, som efter afsluttede forhandlinger, underskrevne aftaler og endt israelsk tilbagetrækning kan garantere, at Israel ikke bliver udsat for angreb.

Nu er der stadig nogle få, der hårdnakket hævder at Arafat gør, og har gjort, alt, hvad han kan, for at forhindre terroren mod israelske civile. Men i det internationale samfund er det efterhånden gået op for de fleste, at Arafat ikke på noget tidspunkt har gjort, hvad han kunne, endsige forsøgt.

Han har ikke bare undladt at pudse sin politistyrke, der proportionelt set er verdens største, på terroristerne. Han har løbende i sine selvstyre-kontrollerede medier opfordret til mere vold og lovprist selvmordsbombemændene. Flere undergrupper af hans egen Fatah-organisation, som Tanzeem, Force 17 og Al Aksa-Brigadens Martyrer, har selv taget direkte del i de overlagte drab på civile israelere.

Herudover er der en del uklarhed om, hvor store dele af de penge, som EU poster i det palæstinensiske selvstyre, er forsvundet hen. Arafat og hans folk repræsenterer altså, som sagerne står, langt fra det ansvarlige palæstinensiske lederskab, som Israel og verdenssamfundet efterlyser.

Det, Israel ønsker, er, at én enkelt palæstinensisk instans påtager sig ansvaret for at forhandle en fredsløsning på plads, som er endelig og uigenkaldelig, og efter hvilken, der ikke vil kunne rejses yderligere krav mod Israel. Samme instans skal påtage sig at garantere, at den nye palæstinensiske stat ikke kommer til at fungere som platform for yderligere angreb på Israel.

Denne ansvarlige leder var, hvad Ehud Barak håbede at finde i Arafat i Camp David. Men Arafat havde øjensynligt ikke modet eller viljen til at påtage sig denne rolle, og afbrød forhandlingerne. Palæstinenserne har nu gennem to år forsøgt at forbedre sin stilling gennem terror. Prisen for denne strategi har været utrolig høj, både for israelere og palæstinensere, og man er længere fra en fredsløsning end nogensinde før.

Der er ingen vej udenom: det er en forhandlingssituation a la Camp David, man skal tilbage til. Der er to parter i denne konflikt, og begge ønsker noget fra modparten. Palæstinenserne land og frihed, israelerne fred og sikkerhed. Løsningen skal skabes gennem diplomati. Der er ingen anden mulighed. Så stop venligst alt det sludder om en ensidig israelsk tilbagetrækning.

Tilbage