Israel-Online, 8. juni
2021
Folketinget: Flere våben til Hamas!
Af Dan Harder
OK, lidt provokerende overskrift måske.
Men hvad er idéen med, at det danske Folketing
i sidste uge vedtog et fuldstændigt tand- og meningsløst
"forslag"
om, at Israel skal ophæve blokaden af
Gaza-striben?
Logisk set må det være fordi, man ønsker
at give organisationen Hamas, som er på EU's terrorliste,
mulighed for ubegrænset militær oprustning.
For det ville jo være konsekvensen, hvis forslaget
blev ført ud i livet.
Forslagsteksten
lød som følger:
"Folketinget opfordrer regeringen til, særligt
gennem EU og FN, at arbejde for:
- Alle parter efterlever våbenhvilen.
- Civile altid beskyttes og folkeretten respekteres.
- Gaza-blokaden ophæves
- Engagere sig i pågående resolutions-forhandlinger
i Menneskerettighedsrådet med henblik på
at opnå en fair og balanceret resolutionstekst
med udgangspunkt i førnævnte principper."
Forslaget blev vedtaget med stemmerne
85 for (S, V, SF, RV, EL, KF, LA og ALT) og 12 imod.
Sidstnævnte omfattede partierne DF og NB samt
løsgængerne Inger Støjberg (tidl.
V) og Susanne Zimmer (tidl. ALT). Ingen stemte hverken
for eller imod.
I henhold til det vedtagne forslag opfordres regeringen
til at arbejde for fire målsætninger:
1. At "alle parter efterlever våbenhvilen",
som netop er indgået mellem Israel og Hamas (og
andre terrorgrupper i Gaza, herunder Islamisk Jihad).
God idé, omend den danske regering næppe
har meget indflydelse herpå.
2. At "civile altid beskyttes og folkeretten
respekteres." Det kan man jo kun være
enig i. Men her er kæden allerede hoppet af al
den stund, at Hamas og de andre terrorgrupper jo netop
virker ved at angribe israelske civile, mens man bruger
Gazas civilbefolkning som menneskeligt skjold. Selvom
begge dele er krigsforbrydelser, er der næppe
håb for, at terrorgrupperne vil holde op med at
begå terror. Det er ligesom deres raison d'être.
I modsætning til sine fjender respekterer Israel
allerede folkeretten, så der er ingen grund til
yderligere opfordringer fra den danske regering. Den
israelske hærs primære rolle er naturligvis
at beskytte israelske civile. Men den gør også
mere end nogen anden hær i verdenshistorien
for at minimere civile tab på fjendens side, mens
man naturligvis stræber efter at gøre størst
mulig skade på fjendens militære kapacitet
og hermed stække dennes evne og vilje til at angribe
igen.
Og såden vil det fortsat være. Så
også denne opfordring er meningsløs.
3. At "Gaza-blokaden ophæves"
er den mest tåbelige del af Folketingets forslag.
Fordi det første, som vil ske, når blokaden
er ophævet, er selvfølgelig, at Hamas vil
importere tunge våben, herunder langtrækkende
og mere præcise raketter og missiler til brug
ved næste runde af regimets selverklærede
endeløse krig imod Israel. Resultatet
vil blive en meget mere voldsom reaktion fra israelsk
side med enorm menneskelig lidelse til følge,
ikke mindst på palæstinensisk side.
Forslaget er tydeligvis tænkt som en hjælpende
hånd til den palæstinensiske civilbefolkning
i Gaza, som nu på 15. år holdes som gidsler
af Hamas' islamistiske diktatur. Men i virkeligheden
ville en ophævelse af blokaden betyde ruin for
Gazas indbyggere. Det, der er brug for, er ikke flere
våben til Hamas, men tværtimod afslutningen
på islamisternes rædselsregime.
4. Endelig opfordrer vores Folketing regeringen til
at "engagere sig i pågående resolutionsforhandlinger
i Menneskerettighedsrådet med henblik på
at opnå en fair og balanceret resolutionstekst
med udgangspunkt i førnævnte principper."
Det er et ædelt mål at stræbe efter
fairness og balance i det notorisk anti-israelske "menneskerettighedsråd,"
som er domineret af nogle af verdens værste diktaturer
og største menneskerettighedskrænkere,
og som har fordømmelsen af netop Israel som et
fast punkt på sin dagsorden.
Israel-Online ønsker den danske regering held
og lykke!
Alternativt kunne man arbejde internationalt for at
tvinge de to palæstinensiske regimer i henholdsvis
Gaza og Ramallah til at opgive den voldelige kamp samt
drømmen om Israels undergang og i stedet komme
tilbage til forhandlingsbordet med henblik på
etableringen af et demokratisk, arabisk Palæstina
i fredelig sameksistens med den jødiske stat.
Tilbage
|