Israel-Online, 27. oktober
2013
'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz
mod Israel
Af Dan Harder
'Kampzonen'
er navnet på et tiltag, som Politiken.dk introducerede
for lidt over to måneder siden. Men der er ingen
kamp her - i hvert fald ikke på meninger. Kun
ét synspunk fremføres uimodsagt. Uge efter
uge udspyr anti-Israel-propagandisten Leila Stockmarr,
forklædt som mellemøstekspert, sin hadefulde
galde over mellemøstens eneste demokrati, klodens
eneste jødiske nation.
Gennem løgn, ensidighed, manipulation og direkte
antisemitiske udsagn svines Israel til, mens landets
selverklærede dødsfjenders synder ikke
værdiges en eneste linjes opmærksomhed.
Hizbollah og Hamas behøver næppe megen
introduktion. Men selv det såkaldt
moderate palæstinensiske selvstyre på
Vestbredden, under den ligeledes angiveligt moderate
Mahmoud Abbas, fortsætter dagligt sin indoktrinering
af palæstinenserne i, at jøderne ingen
ret har til selvbestemmelse i nogen som helst del af
det hellige land.
Der er ingen grund til at holde det hemmeligt: Palæstinenserne
er ikke til sinds at dele landet. De vil have det hele.
Om ikke i dag eller i morgen, så længere
ude i fremtiden.
Palæstinensiske børn lærer hver
dag at hade Israel og jøderne. At det er den
ypperste heltedåd at myrde civile jøder.
Det kan ikke bortforklares. Hver eneste palæstinenser,
som med koldt blod og fuldt overlæg har dræbt
eller såret en civil jøde, bliver hyldet
af det palæstinensiske selvstyre som en rollemodel,
et eksempel til efterfølgelse. Som da angrebet
på en niårig israelsk pige forleden blev
lovprist på Abbas' parti, Fatahs, officielle
Facebook-side.
Det palæstinensiske selvstyre er et totalitært
samfund, et diktatur, der undertrykker palæstinenserne
og hjernevasker dem til evig konflikt med Israel. Det
er her, der skal gribes ind, hvis man vil fred.
Leila Stockmarr og Trine
Pertou Mach kritiserer i deres
anti-israelske kampskrift (26/10) en række
israelske tiltag, som fremstilles som krænkelser
af palæstinensernes menneskerettigheder og sammenlignes
med nazisternes jødeudryddelser. Men hvorfor
er der checkpoints? Opdelte veje? Adgangsbegrænsninger?
Af én eneste grund alene: at palæstinenserne
simpelthen ikke vil holde op med at dræbe civile
jøder. Du kan ikke engang få dem til at
sige, at det er forkert! Jo, på internationalt
tv, måske. Men ikke på arabisk.
Den israelske besættelse af Vestbredden er muligvis
den blideste besættelse i menneskehedens historie,
men ikke desto mindre en besættelse, som også
flertallet af israelere hjertens gerne ville være
fri for. Men palæstinenserne vil ikke have en
stat sålænge prisen er, at jøderne
også får én. Det er den primære
oplysning, som mangler i den ensidige smædekampagne
mod Israel, som Politiken besynderligt nok kalder 'Kampzonen.'
Artiklen blev trykt i Politiken 30.
oktober 2013.
Se også: Leila
Stockmarrs anti-zionisme
Tilbage
|