Israel-Online, 14. april 2008
Meningsløs mellemøstanalyse

Af Dan Harder

Nu hvor Ariel Sharons exit fra den politiske scene har frataget Politikens grand old man, Herbert Pundik, sin raison d'etre, ser det ud til, at rollen som avisens hellige forkynder af forkerte og meningsløse mellemøstanalyser er overgået til Anders Jerichow. Det har dog ikke haft nogen mærkbar effekt på kvaliteten af analyserne.

I den hensigt, må man antage, at dele sol og vind lige mellem de stridende parter, fremfører Anders Jerichow i artikel efter artikel det synspunkt, at der skulle være en form for symmetri mellem de to (til formålet udpegede) "bad guys" i den israelsk-palæstinensiske konflikt, nemlig henholdsvis den israelske bosætterbevægelse og de palæstinensiske terrororganisationer.

Besnærende som analysemodellen måtte synes, er den desværre helt forfejlet, for symmetrien er ganske uden hold i virkeligheden.

I Israel har man én ledelse og én hær. Israel har gentagne gange vist, at man fra regeringens side kan kontrollere bosætterbevægelsen, hvis den politiske gevinst er høj nok. Sinai i 1982 og Gaza i 2005 er to eksempler. Blandt palæstinenserne findes der så mange forskellige militære grupperinger, at mens Israel forhandler fred med den ene, kan en eller flere andre fortsætte den voldelige kamp.

Hvis en fredsaftale kommer i stand, kan Israel rent faktisk levere varen. Det kan det palæstinensiske selvstyre ikke, før det har gennemgået en række drastiske reformer. Og det er netop, hvad der skal til, hvis man vil gøre sig håb om en fredelig løsning - ikke meningsløse analyser med forceret symmetri.

"Jo flere bosættelser Israel vil opgive, des større er chancen for, at palæstinensere vil opgive vold", skriver Jerichow i sin kommentar i Politiken (5/4-2008). Men, som han selv bemærker umiddelbart efter, vil et stop for israelske bosættelser naturligvis ikke medføre mindre palæstinensisk terror. Enhver israelsk tilbagetrækning opfattes af Israels fjender blot som en forrykkelse af frontlinien i arabisk favør. Det har vi set både i Sydlibanon og i Gaza.

Anders Jerichows opfordring i samme artikel til henholdsvis Israels og palæstinensernes venner om at lægge pres på parterne er tilsvarende meningsløs, da de to samfund på ingen måde kan sammenlignes. Der er ingen grund til at lægge pres på Israel. Alle eksisterende synspunkter har allerede sine meget højlydte fortalere i Israel selv, hvor debatten er blandt de mest levende man kan opdrive.

Der er ingen grund til at reformere et af klodens mest dynamiske demokratier. Det er allerede i sin natur selvreformerende. Koncensussynspunkter, der eksisterede i Israel for bare 15 år siden - så som at en palæstinensisk stat aldrig kunne komme på tale - er i dag erstattet af et massivt, demokratisk flertal for det modsatte.

Selv hvad angår det forkætrede bosættelsesprojekt er der markante forandringer at spore. Det er rigtigt at den israelske regering med jævne mellemrum giver tilladelse til nye opførelser. Men det er værd at bemærke, at den israelske regering, siden Ariel Sharon skiftede kurs omkring 2004, har arbejdet målrettet hen imod visionen om tostatsløsningen.

Hvad man end måtte mene om bosættelsespolitikken, må man forstå, at det i den aktuelle parlamentariske situation er svært, næsten umuligt, at forbyde jøder at bosætte sig i områder under den jødiske stats kontrol. I særdeleshed sålænge den palæstinensiske terror fortsætter, og palæstinserne ikke udviser troværdige tegn på vilje til fred.

Ikke desto mindre har bosætterbevægelsen de seneste år været under hårdt pres fra den israelske regering. Ikke bare i forbindelse med den ufrivillige evakuering af 8.000 jøder fra Gaza i 2005. Også på Vestbredden er der skrappe restriktioner, hvilket i praksis betyder, at der stort set kun gives byggetiladelser i områder, som man antager vil ende på den israelske side af en fremtidig grænse, altså områder tæt på våbenstilstandslinien fra 1949 ("den grønne linie"), Jerusalems nye forstæder og de to store bosættelser Ariel og Ma'aleh Adumim.

Ikke dermed sagt, at den israelske kampagne for kontrol med landet (særligt omkring Jerusalem) ikke er en torn i øjet på palæstinenserne og dermed komplicerer fredsprocessen. Man må blot konstatere at den israelske opinion, så vel som politik har forrykket sig dramatisk i retning af en fredelig løsning.

I den palæstinensiske lejr forholder det sig ganske anderledes. Her er ingen åben og dynamisk debatkultur, ingen fri presse, ingen selvreformeringsevne, et totalt fravær af demokratiske institutioner. Beklager, et valg hvert tiende år, hvor man kan vælge mellem to forskellige totalitære regimer, gør ikke et demokrati.

Men det største problem, der hvor palæstinensernes venner (herunder EU og Danmark) virkelig kan gøre en forskel, er ved at hjælpe palæstinenserne af med den systematiske, officielle hjernevask af befolkningen til had og vold rettet mod Israel.

Vi fik for nylig et indblik i, hvordan man på Hamas' tv-kanal indoktrinerer de palæstinensiske børn. Og man er naiv, hvis man tror, at fænomenet er begrænset til Hamas. Også Mahmoud Abbas' Fatah tager del i indoktrineringen gennem de europæisk financierede, selvstyre-kontrollerede aviser og tv, skolebøger, offentlige arrangementer, sommerlejre m.v.

Alt imens Abbas foran et internationalt publikum erklærer sin støtte til tostatsløsningen, forklarer han og hans nærmeste folk i arabiske medier igen og igen, at der ingenlunde er planer om én arabisk og én jødisk stat i al evighed, men blot om det første skridt på vejen til arabisk herredømme over hele det tidligere britiske mandatområde.

Hvis man vil gøre alle sine mellemøstlige venner en tjeneste, bør man hjælpe palæstinenserne ud af den fastfrosne tankegang, hvor den jødiske stat ses som den evige fjende. Et godt sted at starte kunne være et totalt stop for opfordringer til - og forherligelse af - vold og had mod Israel, til gengæld for de 37 milliarder kroner over en treårs periode, som EU netop har bevilget til det palæstinensiske selvstyre.

Tilbage