Israel-Online,
14. april 2008
Meningsløs mellemøstanalyse
Af Dan Harder
Nu hvor Ariel Sharons exit fra den politiske
scene har frataget Politikens grand old man, Herbert
Pundik, sin raison d'etre, ser det ud til, at rollen
som avisens hellige forkynder af forkerte og meningsløse
mellemøstanalyser er overgået til Anders
Jerichow. Det har dog ikke haft nogen mærkbar
effekt på kvaliteten af analyserne.
I den hensigt, må man antage, at
dele sol og vind lige mellem de stridende parter, fremfører
Anders Jerichow i artikel efter artikel det synspunkt,
at der skulle være en form for symmetri mellem
de to (til formålet udpegede) "bad guys"
i den israelsk-palæstinensiske konflikt, nemlig
henholdsvis den israelske bosætterbevægelse
og de palæstinensiske terrororganisationer.
Besnærende som analysemodellen måtte synes,
er den desværre helt forfejlet, for symmetrien
er ganske uden hold i virkeligheden.
I Israel har man én ledelse og én hær.
Israel har gentagne gange vist, at man fra regeringens
side kan kontrollere bosætterbevægelsen,
hvis den politiske gevinst er høj nok. Sinai
i 1982 og Gaza i 2005 er to eksempler. Blandt palæstinenserne
findes der så mange forskellige militære
grupperinger, at mens Israel forhandler fred med den
ene, kan en eller flere andre fortsætte den voldelige
kamp.
Hvis en fredsaftale kommer i stand, kan Israel rent
faktisk levere varen. Det kan det palæstinensiske
selvstyre ikke, før det har gennemgået
en række drastiske reformer. Og det er netop,
hvad der skal til, hvis man vil gøre sig håb
om en fredelig løsning - ikke meningsløse
analyser med forceret symmetri.
"Jo flere bosættelser Israel vil opgive,
des større er chancen for, at palæstinensere
vil opgive vold", skriver Jerichow i sin kommentar
i Politiken (5/4-2008). Men, som han selv bemærker
umiddelbart efter, vil et stop for israelske bosættelser
naturligvis ikke medføre mindre palæstinensisk
terror. Enhver israelsk tilbagetrækning opfattes
af Israels fjender blot som en forrykkelse af frontlinien
i arabisk favør. Det har vi set både i
Sydlibanon og i Gaza.
Anders Jerichows opfordring i samme artikel til henholdsvis
Israels og palæstinensernes venner om at lægge
pres på parterne er tilsvarende meningsløs,
da de to samfund på ingen måde kan sammenlignes.
Der er ingen grund til at lægge pres på
Israel. Alle eksisterende synspunkter har allerede sine
meget højlydte fortalere i Israel selv, hvor
debatten er blandt de mest levende man kan opdrive.
Der er ingen grund til at reformere et af klodens mest
dynamiske demokratier. Det er allerede i sin natur selvreformerende.
Koncensussynspunkter, der eksisterede i Israel for bare
15 år siden - så som at en palæstinensisk
stat aldrig kunne komme på tale - er i dag erstattet
af et massivt, demokratisk flertal for det modsatte.
Selv hvad angår det forkætrede bosættelsesprojekt
er der markante forandringer at spore. Det er rigtigt
at den israelske regering med jævne mellemrum
giver tilladelse til nye opførelser. Men det
er værd at bemærke, at den israelske regering,
siden Ariel Sharon skiftede kurs omkring 2004, har arbejdet
målrettet hen imod visionen om tostatsløsningen.
Hvad man end måtte mene om bosættelsespolitikken,
må man forstå, at det i den aktuelle parlamentariske
situation er svært, næsten umuligt, at forbyde
jøder at bosætte sig i områder under
den jødiske stats kontrol. I særdeleshed
sålænge den palæstinensiske terror
fortsætter, og palæstinserne ikke udviser
troværdige tegn på vilje til fred.
Ikke desto mindre har bosætterbevægelsen
de seneste år været under hårdt pres
fra den israelske regering. Ikke bare i forbindelse
med den ufrivillige evakuering af 8.000 jøder
fra Gaza i 2005. Også på Vestbredden er
der skrappe restriktioner, hvilket i praksis betyder,
at der stort set kun gives byggetiladelser i områder,
som man antager vil ende på den israelske side
af en fremtidig grænse, altså områder
tæt på våbenstilstandslinien fra 1949
("den grønne linie"), Jerusalems nye
forstæder og de to store bosættelser Ariel
og Ma'aleh Adumim.
Ikke dermed sagt, at den israelske kampagne for kontrol
med landet (særligt omkring Jerusalem) ikke er
en torn i øjet på palæstinenserne
og dermed komplicerer fredsprocessen. Man må blot
konstatere at den israelske opinion, så vel som
politik har forrykket sig dramatisk i retning af en
fredelig løsning.
I den palæstinensiske lejr forholder det sig
ganske anderledes. Her er ingen åben og dynamisk
debatkultur, ingen fri presse, ingen selvreformeringsevne,
et totalt fravær af demokratiske institutioner.
Beklager, et valg hvert tiende år, hvor man kan
vælge mellem to forskellige totalitære regimer,
gør ikke et demokrati.
Men det største problem, der hvor palæstinensernes
venner (herunder EU og Danmark) virkelig kan gøre
en forskel, er ved at hjælpe palæstinenserne
af med den systematiske, officielle hjernevask af befolkningen
til had og vold rettet mod Israel.
Vi fik for nylig et indblik i, hvordan man på
Hamas' tv-kanal indoktrinerer de palæstinensiske
børn. Og man er naiv, hvis man tror, at fænomenet
er begrænset til Hamas. Også Mahmoud Abbas'
Fatah tager del i indoktrineringen gennem de europæisk
financierede, selvstyre-kontrollerede aviser og tv,
skolebøger, offentlige arrangementer, sommerlejre
m.v.
Alt imens Abbas foran et internationalt publikum erklærer
sin støtte til tostatsløsningen, forklarer
han og hans nærmeste folk i arabiske medier igen
og igen, at der ingenlunde er planer om én arabisk
og én jødisk stat i al evighed, men blot
om det første skridt på vejen til arabisk
herredømme over hele det tidligere britiske mandatområde.
Hvis man vil gøre alle sine mellemøstlige
venner en tjeneste, bør man hjælpe palæstinenserne
ud af den fastfrosne tankegang, hvor den jødiske
stat ses som den evige fjende. Et godt sted at starte
kunne være et totalt stop for opfordringer til
- og forherligelse af - vold og had mod Israel, til
gengæld for de 37 milliarder kroner over en treårs
periode, som EU netop har bevilget til det palæstinensiske
selvstyre.
Tilbage
|