Israel-Online, 25. marts 2006
Nonformation: Jerichows berøringsangst

Af Dan Harder

Vi ved fra utallige TV-debatter, at Anders Jerichow kan sit stof, når det kommer til den israelsk-arabiske konflikt. Derfor er det ekstra svært at acceptere, at han igen og igen beriger Politikens læsere med analyser, der er mere misvisende end informative.

Måske hænger det sammen med, at den slags artikler udgør en del af hans levebrød, og at man, hvis man skal gøre sig håb om fortsat at arbejde for Politiken, er tvunget til at afholde sig fra at sige tingene som de er.

Der er også underholdningsværdien at tage hensyn til. Man må ikke glemme, at mediernes nyhedsformidling trods alt også er en del af underholdningsindustrien. En god kommentar skal derfor helst have et twist, en skæv og uventet vinkel. Oplysnings-værdien må vige for disse vigtigere hensyn.

I kommentaren "Israelere og palæstinensere skruer tiden tilbage" (Politiken 24. marts 2006) er den særlige vinkel postulatet om, at den nuværende situation mellem israelere og palæstinensere i høj grad ligner situationen i 1948, lige efter FNs vedtagelse af opdelingen af Palæstina i to stater, en jødisk og en arabisk. "Både psykologisk og militært er det en surrealistisk genudsendelse", skriver Jerichow.

Det er mildest talt lidt af en tilsnigelse. Situationen i dag er heldigvis meget anderledes end i 1948. Dengang stod en meget dårligt udrustet israelsk undergrundshær overfor mindst fem regulære arabiske hære. Israelerne havde ikke en eneste tank, mens eksempelvis den jordanske hær, trænet og ledet af engelske officerer, rådede over en hel armeret legion.

Jødernes overraskende sejr over araberne i 1948-49 var resultatet af deres indædte kamp for national overlevelse kombineret med en god portion arabisk inkompetance og manglende intern, arabisk solidaritet.

Alle ved at israelerne i dag er araberne militært overlegne. Den eneste arabiske nabo, der kan komme i nærheden af at true Israel militært, er Egypten, med hvem Israel har indgået en permanent fredsaftale. Hvis vi ser bort fra en eventuel iransk atomtrussel, udkæmper Israel ikke længere en kamp for sin eksistens, men forsøger blot at beskytte sine borgere mod vedvarende palæstinensisk terror. Det er slemt nok, men ikke sammenligneligt med 1948.

Hvis der endelig er ét enkelt lighedspunkt, der er værd at nævne for at øge forståelsen af konflikten, er det netop det forhold, Jerichow gør sig store anstrengelser for at skjule. Nemlig at den jødiske befolkning og dens ledere i modsætning til de arabiske ledere, nu som dengang, har accepteret princippet om en deling af landet.

Hvad Jerichow også behændigt udelader, er at det i 1948 ikke var "parterne", men alene araberne, der insisterede på at afklare spørgsmålet gennem brug af vold. Nøjagtigt ligesom i dag.

Anders Jerichow udlægger historien sådan: "Mens verden vendte ryggen til, satte en krig nye grænser mellem Israel og den arabiske verden. Palæstinensernes stat blev der ikke noget af".

Det er naturligvis rigtigt, at der ikke blev nogen palæstinensisk stat. Men Jerichows fremstilling antyder, at jøderne er medansvarlige for det resultat. Det er ikke tilfældet. Det var de arabiske ledere, såvel palæstinensiske som i de arabiske lande, der besluttede at forhindre oprettelsen af en jødisk stat. Og det var også dem alene, der besluttede ikke at oprette en arabisk stat på det område (Vestbredden og Gaza), som de erobrede under krigen.

"Manglen på forsoning banede også vejen for de næste krige i 1956, 67, 73, 82 og de palæstinensiske oprør i 1987-92 og 2000-2004", postulerer Jerichow videre. Det er også forkert. Det var alene den arabiske uvilje til at anerkende den jødiske stat, der førte til ovennævnte konflikter. Måske med undtagelse af den arabiske opstand i 1987-92, der, i modsætning til den seneste "intifada", havde karakter af en regulær folkelig protest mod den israelske besættelse.

Som rosinen i pølseenden er det nødvendigt at henlede læsernes opmærksomhed på endnu et vigtigt element af misinformation, som vi nok må regne med at høre gentaget med jævne mellemrum i den kommende tid.

Anders Jerichow fremfører i samme artikel et synspunkt, som med regelmæssige mellemrum kan læses i den venstreorienterede israelske avis, Ha'aretz, men som dog af den grund stadigt ikke kan være sand.

"Israelerne vil ved deres parlamentsvalg få en ny regering, som vil forsøge at skabe sine egen grænser, der kan umuliggøre en sammenhængende palæstinensisk stat". Opfattelsen bygger på den idé, at Israel med indlemmelsen af Vestbreddens største bosættlese, Ma'aleh Adumim, der ligger lidt uden for Jerusalem og har ca. 30.000 indbyggere, vil afskære den nordlige og sydlige del af Vestbredden fra hinanden.

Med et enkelt kig på et kort kan man dog klart se, at det umuligt kan være tilfældet. Det er et propagandatrick, som er skabt til at modarbejde indlemmelsen af de største bosættelser på den israelske side af en fremtidig permanent grænse.

Både Anders Jerichow og alle andre har lov til at synes, hvad de vil om situationen og om en eventuel løsning på konflikten. Men helt og aldeles at ofre sandheds- og informationsværdien i en artikel, der udgiver sig for at være en saglig analyse, burde være for høj en pris at betale, hvad end motivationen så måtte være.

Tilbage