Israel-Online, 27. november
2010
Per Nyholms jødehad
Af Dan Harder
Det er kun rimeligt, at Jyllands-Posten
lader folk med forskellige synspunkter komme til orde
i debatten, også når det kommer til konflikten
mellem Israel og den arabiske verden.
Det kunne JPs søsteravis, Politiken, lære
noget af. Her er "Den Levende Debat" forlængst
lagt stendød, da synspunkter, der strider imod
avisens egne, konsekvent censureres fra.
Det er bare ærgerligt, at JPs faste, Israel-kritiske
kommentator, Per Nyholm, forspilder sin chance for at
dele legitime, pro-palæstinensiske synspunkter
med os, og i stedet udspyr sit jødehad i form
af en endeløs strøm af absurde og perverse
anklager imod Israel.
Når jeg bruger ordet had, er det fordi, det står
lysende klart, at Nyholms brug af usaglige, og ofte
bevidst provokerende "argumenter" nødvendigvis
må være udtryk for en følelsesmæssig
frustration hos afsenderen.
Hvis det handlede om at oplyse læserne om Israels
virkelige dårligdomme, behøvede Nyholm
ikke drage sammenligninger
mellem den jødiske ghetto i Warszawa under
Anden Verdenskrig og nutidens situation i Gaza og Vestbredden.
Enhver forstår, at Nyholm her sidestiller Israels
jøder med de nazister, der udsatte det jødiske
folk for det værste folkemord i historien. Det
er ren og skær antisemitisme alt den stund, at
det er en dæmonisering af omkring halvdelen af
verdens jøder, nemlig dem der lever i Israel.
Per Nyholms brændende jødehad har læserne
ingen glæde af at få del i.
Tilbage
|