Israel-Online, 14. august 2014
Fred - Hvad skal der til?

Af Dan Harder

Nu lader endnu en omgang Gaza-krig til at være overstået, og det er tid til at stille spørgsmålet: Hvordan undgår vi næste omgang? Svaret er som altid, at vi skal have implementeret den tostatsløsning, som man har kæmpet for i årevis. Men hvordan?

Den hidtidige tilgang har været følgende: Læg pres på Israel for at få stoppet udbygningen af bosættelserne og afsluttet blokaden af Gaza, mens man samtidig intet foretager sig i forhold til palæstinenserne. Det har ikke virket efter hensigten.

Nogle vil mene, det er fordi, Israel ikke har pareret ordre.

OK, det er sandt. Men selv et totalt stop for bosættelsesbyggeri havde næppe løst probemet. Det fortsatte byggeri sender uden tvivl et skidt signal overfor palæstinenserne. Men bosættelserne er ikke den primære blokering for freden, selvom de i medierne bliver udnævnt til det. Israel har både i Sinai (1982) og i Gaza (2005) bevist, at man kan rømme bosættelser, hvis det tjener et højere formål.

Gaza-blokaden er endnu mere problematisk. Den kan umuligt nedlægges, så længe Hamas fortsætter med at indføre våben, som bruges mod Israels civilbefolkning.

Hvis man holder meget af fiasko, skal man bare fortsætte ad det hidtidige spor.

Vi kender alle konturerne af en tostatsløsning. Clintons forslag i 2000, Geneve-initiativet fra 2003 og Ehud Olmerts forslag til Mahmoud Abbas i 2008 er variationer over samme tema:

En palæstinensisk stat omfattende Gaza og Vestbredden med hovedstad i Østjerusalem. Israel beholder de nye jødiske dele af Jerusalem samt de største bosættelsesblokke på Vestbredden i bytte for landområder fra selve Israel. Hertil kommer specielle arrangementer vedrørende Jerusalems hellige steder, fri passage mellem Gaza og Vestbredden samt diverse sikkerheds-foranstaltninger. Efterkommere af palæstinensiske flygtninge fra krigen i 1948 vil kunne bosættes i det nye Palæstina, og ikke i Israel, bortset fra et mindre, symbolsk antal.

Sidstnævnte punkt har i flere omgange blokeret for indgåelse af en fredsløsning, eksempelvis da Yassir Arafat forlod Camp David-forhandlingerne i 2000.

Der er altså ikke megen tvivl om, hvordan en fredsaftale kommer til at se ud. Det, der skal til for at implementere den, er to stabile, demokratiske samfund, som der blev lagt op til i Oslo-aftalerne.

Israel er - med sine fejl - allerede et stabilt demokrati, som kan levere varen. Det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden er derimod et totalitært styre, en ustabil, sekulær politistat, der ikke kan være garant for en indgået aftale. I Gaza udgør Hamas-regimet et fundamentalistisk, islamistisk diktatur, der konsekvent søger konfrontation med Israel.

Der blev i 1993 sat en demokratiseringsproces i gang, som kunne have været tilendebragt efter fem eller ti år. Nu, 21 år efter, er den næsten slået tilbage til start. Den fundamentale fejl, som det internationale samfund begik i midten af halvfemserne, var, at man lod palæstinenserne afvige fra deres forpligtelser ifølge Oslo-aftalerne.

Det palæstinensiske selvstyre skulle have været et demokrati, men Arafat opbyggede i stedet et diktatur. Selvstyreområderne skulle have været demilitariseret med en begrænset politistyrke, men Arafat opbyggede i stedet en række væbnede militser under sin egen kontrol, mens han tillod Hamas at fortsætte terroraktionerne imod israelske civile.

Palæstinenserne tilsluttede sig under Oslo-processen principperne om både demokrati og ikke-vold. Men da det kom til stykket, var Arafat ikke parat til at opgive hverken sin permanente position som leder af det palæstinensiske folk, eller muligheden for at opretholde det voldelige pres på Israel.

Hamas råder i dag over offensive våben, som ikke er tilladt i henhold til Oslo-aftalerne. De tilbagevendende Gaza-krige, som vi nu er vidner til, er den direkte konsekvens af halvfemsernes skæbnesvangre forsømmelse.

Det er tid til at rette op på fortidens fejl. I Gaza er situationen langt værre end i 1993. Men på Vestbredden er der trods alt sket markante fremskridt. Den tidligere premierminister, Salam Fayyad, fik efter den destruktive palæstinensiske "Anden Intifada" (2000-2005) rekonstrueret en solid palæstinensisk politistyrke på Vestbredden samt lagt grunden til udvikling af demokratiske institutioner.

Det er fortsættelsen af den udvikling, det internationale samfund og Danmark, gerne i EU-regi, skal fokusere på nu, hvis man ønsker at se en fredsløsning. Hamas kan godt indgå i den palæstinensiske politiske proces, men organisationen må og skal afvæbnes. Politiske partier kan ikke have deres egen hær i et demokrati.

Det palæstinensiske selvstyre under Mahmoud Abbas' Fatah-parti skal også ophøre med at forfølge og torturere sine egne borgere. Forsamlings- og ytringsfrihed skal indføres. Korruption skal bekæmpes, og de politiske ledere skal acceptere, at deres positioner ikke er på livstid.

Selvstyret skal ophøre med at hjernevaske sin befolkning i, at terror mod israelske civile er noget, man skal stræbe efter, og at hele det nuværende Israel en dag vil blive Palæstina.

Det er tydeligt, at mange europæere hellere vil fortsætte med at banke det "stærke" Israel oven i hovedet, i stedet for at lægge pres på det "svage" Palæstina. Men det har været forsøgt, og det virker ikke. Det er tid til at prøve noget, der rent faktisk har en chance for at lykkes.

Tilbage