Israel-Online, 5. oktober 2018
Mogens Lykketoft er en anti-israelsk løgner

Af Dan Harder

Nogle gange må man kalde en spade for en spade.

Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketofts indlæg i Politiken "Palæstinas folk er svigtet og snydt af Israel, der aldrig levede op til Oslo-aftalerne" (30/9-2018) er én lang opremsning af halve sandheder og lodrette løgne.

Lad os begynde med titlen. Sandheden er, hvilket man kan forvisse sig om ved blot at læse Oslo-aftalerne, at Israel i store træk har levet op til dem. Og nej, uanset hvad man måtte mene om udbyggelserne af bosættelserne, var spørgsmålet ikke omfattet af aftalerne, men derimod eksplicit udsat til senere forhandling.

Israel overlod (langt hovedparten af) de aftalte områder i Gaza og på Vestbredden til det nyligt oprettede palæstinensiske selvstyre, der den dag i dag administrerer hverdagen for ca. 95% af palæstinenserne (med undtagelse af dem i Gaza, der desværre siden 2007 har levet under islamistiske Hamas' regime).

Israel levede i 1990'erne også op til kravet om at undervise sin befolkning i fordelene ved fred med palæstinenserne, og der var da også i et par årtier et markant demokratisk flertal i Israel for at indgå en fredsaftale med palæstinenserne.

På den modsatte side ser billedet diametralt omvendt ud. Palæstinenserne har lige fra starten overtrådt en lang række af Oslo-aftalernes krav:

Det planlagte palæstinensiske demokrati blev ikke til noget. I stedet blev Yassir Arafat lynhurtigt leder af endnu et arabisk diktaur.

Selvstyrets begrænsede politistyrke blev dobbelt så stor som aftalt, og blev snart opdelt i en række militser, hvoraf flere blev finansieret og kontrolleret direkte af Arafat, mens de, stik imod aftalen, deltog aktivt i terrorangreb imod israelske civile.

Selvstyret, også under den såkaldt "moderate" Mahmoud Abbas, har fra første færd systematisk indoktrineret sin befolkning i, at Israel ingen ret har til at eksistere - igen stik imod aftales krav om undervisning for fred. Palæstinenserne, børn som voksne, præsenteres dagligt for det budskab, at hele området, der inkluderer Israel, Vestbredden og Gaza, skal være en palæstinensisk stat.

Palæstinensiske børn lærer desuden, at det at dræbe jøder, er noget man bør stræbe efter. Mordere - helt ned til 13 år - af mænd, kvinder og børn hyldes som helte af det palæstinensiske selvstyre, og palæstinensiske terrorister og deres familier modtager i alt omkring to milliarder kroner årligt af de penge, som vi i vesten yder som støtte til selvstyret.

Lykketoft skriver:

"Israel er en stat, som FN i 1947 besluttede at oprette. Men FN besluttede dengang også, at det halve af landet mellem Middelhavet og Jordan-floden skulle være en palæstinensisk stat. Det løfte er aldrig indfriet. Våbnene bestemte grænserne."

Det er rigtigt. Men jøderne accepterede opdelingen i to stater, én jødisk og én arabisk. Det var de palæstinensiske araberes og de arabiske landes beslutning, at spørgsmålet skulle afgøres på slagmarken. Det ved Lykketoft naturligvis godt.

Lykketoft, fortsat:

"Under Seksdageskrigen for over 50 år siden blev de palæstinensiske områder på Vestbredden og i Gaza besat af Israel."

Ja. Det var en krig, som den egyptiske præsident Nasser tog initiativ til. Og da den ikke kunne undgås, tryglede israelerne jordanerne om at holde sig uden for krigen. Havde de gjort det, var Vestbredden og Østjerusalem forblevet jordansk (besat). Det ved Lykketoft også.

Lykketoft, fortsat:

"Betlehem er f.eks. indesluttet af mure."

Ja, fordi Yassir Arafat i 2000 - efter at have afvist Bill Clintons og Ehud Baraks forslag om oprettelsen af en palæstiensisk stat - brugte spontane uroligheder som katalysator for en orkestreret terrorkampagne, der i årene 2000 til 2005 kostede omkring 1000 israelske civile livet. Derfor, og kun derfor, er der i dag en mur.

Lykketoft, fortsat:

"Hebrons bykerne er lagt død af fanatiske bosættere, beskyttet af israelsk militær."

Ja. Efter de palæstinensiske arabere i 1929 havde massakreret og fordrevet alle jøder fra Hebron (som havde beboet byen i 2000 år), og efter den jordanske hær igen i 1948 etnisk udrensede byen for jøder, fandt nogle israelere det rimeligt at genskabe byens jødiske samfund efter erobringen i 1967. Måske en dårlig idé, men som det fremgår, er sagen mere kompleks end som så.

Lykketoft, fortsat:

"I Gaza er 1,8 mio. mennesker stuvet sammen og interneret helt uden fremtidsmuligheder på et område på størrelse med Langeland."

Nej, Gazas indbyggere er ikke "interneret" - i hvert fald ikke af Israel. Så den nazi-sammenligning kan Lykketoft godt droppe. Hvis nogen er ansvarlig for, at en stor del af Gazas befolkning efter 70 år stadig bor i flygtningelejre, så er det organisationen UNRWA, en underafdeling af det FN, som Mogens Lykketoft for nylig havde en ledende stilling i. Faktisk forsøgte israelerne, efter erobringen i 1967, at skabe rigtige, permanete boliger til nogle af flygtningelejrenes beboere, et initiativ der hurtigt blev forpurret af UNRWA. Flygtningene skulle forblive i lejrene som fortsat pression imod Israel.

Da Israel så i 2005 trak alle bosættere og soldater tilbage fra Gaza, havde palæstinenserne alle muligheder for at skabe et velfungerende samfund i området. Tænk bare hvilken blomstrende turistindustri man kunne have skabt langs Gazas smukke middelhavsstrande! Men nej. Palæstinenserne valgte i stedet at bombardere israelske beboelsesområder langs grænsen til Gaza med hjemmelavede raketter - og resten er historie, som man siger.

Lykketoft, fortsat:

"I maj oplevede vi vilkårlige nedskydninger af hundredvis af ubevæbnede demonstranter ved hegnet, som folk i Gaza er lukket inde bag."

Det er heller ikke sandt. Bevares, det er det billede, der overvejende tegnes i danske medier. Realiteten er dog, at optøjerne er arrangeret af Hamas sådan, at bevæbnede mænd angriber israelske soldater under dække af ubevæbnede demonstranter. Hamas' erklærede mål med aktionerne er, at krydse grænsen til Israel og dræbe eller kidnappe israelske soldater og civile - noget den israelske hær naturligvis har pligt til at forhindre.

Lykketoft, fortsat:

"Israel jubler over flytningen af den amerikanske ambassade til Jerusalem. Det er en amerikansk anerkendelse af Israels folkeretsstridige anneksion af Østjerusalem, hvor de palæstinensiske befolkningsflertal ikke har borgerrettigheder, og mange fortrænges fra deres hjem."

Nej. Præsident Trump sagde udtrykkeligt i sin tale i forbindelse med anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad (hvilket byen - i hvert fald den vestlige del - har været siden 1949) ikke var en forhindring for, at byens konkrete grænse kunne forhandles senere. Altså en klar henvisning til muligheden af, at palæstinenserne senere kan få en del af byen som deres hovedstad.

At palæstinenserne i Østjerusalem ikke har borgerrettigheder er også forkert. De har ret til de samme services og økonomiske goder som alle andre i byen, kan stille op og stemme til lokalvalg, og har endda mulighed for at ansøge om israelsk statsborgerskab. Sidstnævnte demokratiske muligheder er der dog kun få palæstinensere der gør brug af, da selvstyret kraftisk fraråder, at man på den måde legitimerer det israelske demokrati.

Lykketoft, fortsat:

"De ledere, der kunne samle det splittede palæstinensiske folk, er indespærret i israelske fængsler."

Man forstår, at Lykketoft holder Israel ansvarlig for at palæstinenserne ikke kan enes. Den er der dog nok ikke mange, som hopper på. Nogle palæstinensiske ledere, som har gjort sig skyldige i terrorisme, er ganske rigtigt fængslet i Israel. Men sikke dog en elendig undskyldning for Mahmoud Abbas' og selvstyrets konsekvente afvisning af at deltage i de forhandlinger, som selv den dybt skeptiske Benjamin Netanyahu har erklæret sig rede til at indgå i når som helst.

Til slut i indlægget tager Mogens Lykketoft ganske velfortjent sin del af æren for, at det palæstinensiske flag nu vajer foran FN-bygningen i New York. Det er vel nok flot klaret! Så mangler vi bare en afvæbning af det islamistiske Hamas-regime og en total reform af det bundkorrupte, udemokratiske, antisemitiske, terror-sponsorerende, fredsafvisende palæstinensiske selvstyre, så er den i vinkel.

Hvad Lykketoft forventer at opnå ved at lyve så stærkt, som en hest kan rende, er uklart. Sikkert er det derimod, at hans mission vil mislykkes. Han er det, man på engelsk kalder on the wrong side of history.

En forkortet udgave af denne artikel blev trykt i Politiken
9. oktober 2018.

Læs også:

Klumme - Tre historierevisionister (4. marts 2011)

Klumme - Historisk revisionisme og arabisk ansvar
(17. juni 2007)

Tilbage