| Israel-Online,
8. juni 2005
Bushs "løfter" er ikke
selvmodsigende
Af Dan Harder
Dagbladet Politikens største autoritet,
når det kommer til Mellemøsten, Herbert
Pundik, skriver (30/5) at den amerikanske præsident,
George Bush, "taler med to tunger" i forbindelse
med sine "løfter" til de stridende
parter i den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Men det må bero på en misforståelse,
for der er ikke nogen modsigelse mellem præsidentens
udtalelser.
Ifølge Bushs erklæring til Sharon, må
palæstinenserne indstille sig på, at en
endelig grænsedragning ikke vil komme til at følge
"den grønne linje" helt nøjagtigt.
Vi taler om våbenhvilelinjen, der skilte de jordanske
fra de israelske tropper ved afslutningen af Israels
uafhængighedskrig i 1949.
Enhver, der kender lidt til området, vil forstå
at det i praksis ville være umuligt. Ingen ved
sine fulde fem kan f.eks. forvente at Israel skal opgive
den jødiske del af den gamle by i Jerusalem med
adgang til Grædemuren. Og visse nyere kvarterer
i Vestjerusalem, der strækker sig ind over den
gamle våbenhvilelinje, er nu så integrerede
dele af den moderne by, at de næppe kan forventes
opgivet.
En total tilbagevenden til den grønne linje
kan simpelthen ikke lade sig gøre.
Det Bush så forleden "lovede" Mahmoud
Abbas, var at en fremtidig grænsedragning skulle
forhandles mellem parterne. Det er der ikke noget nyt
i, det ligger faktisk allerede implicit i FNs sikkerhedsråds
resolution 242 fra 1967. Idéen om at grænsedragningen
allerede ligger fast (altså på den grønne
linje), er ganske enkelt ude af trit med udgangspunktet
for fredsprocessen.
Bush krævede ikke, som Pundik skriver, at Israel
skal "trække sig tilbage til den våbenhvilelinje,
der eksisterede i perioden 1949-1967, da den såkaldte
Seksdageskrig brød ud". Det udsagn har man
kunnet læse i flere aviser, eksempelvis i Washington
Post (27/5), men det indgår ikke i afskriften
af Bushs udtalelser under Abbas’ besøg
dagen før.
Bushs vision er altså ikke selvmodsigende, men
i virkeligheden klokkeklar, og fuldt ud i tråd
med FN-resolutioner, Oslo-aftaler og Kvartettens køreplan
for fred: Den tilbagetrækning som Israel nødvendigvis
må foretage, den dag forholdene tillader det,
kommer på grund af de faktiske forhold "i
marken" ikke til at følge den grønne
linje, men kan heller ikke fastsættes af Israel
alene. Den skal forhandles parterne imellem. En eventuel
kompensentation til palæstinenserne for land,
der ender på den israelske side af grænsen,
kan komme på tale.
Så enkelt er det. Hvorfor gøre sagen mere
kompliceret end højst nødvendigt?
Tilbage
|
