Leder, Berlingske, 6.
maj 2004
Et bekymrende skred i det politiske liv
S-ledelsen tier om uhyrligheder fra EU-gruppeformand
Torben Lund. Hvorfor?
Tre dage er gået, siden Socialdemokratiets gruppeformand
i EU-Parlamentet Torben Lund havde et bemærkelsesværdigt
indlæg i dagbladet Politiken. I indlægget
opfordrer han til EU-boykot af Israel økonomisk
og handelsmæssigt. Han kalder i indlægget
den israelske regeringschef Ariel Sharon for en »terrorist«,
der »i årtier (har) begået folkemord
og tortur«. EU-parlamentarikeren runder sin opfordring
af med følgende, der på grund af sin karakter
bør citeres i sin helhed:
»Man skal ikke være professor i psykologi
for at forstå, at Sharon og hans daglige ugerninger
hos mange kan skabe grobund for en ny stærk antisemitisme.
De jødiske samfunds støtte til eller tavshed
omkring den israelske stats terrorisme øger naturligvis
risikoen for en farlig antisemitisk udvikling.«
Tre dage er gået. Det er så lang tid, at
Socialdemokratiets ledelse har haft rimelig mulighed
for offentligt at markere det, hvis man fra centralt
hold finder Torben Lunds udtalelser så uhyrlige,
som de er. Man har ikke hørt noget.
Torben Lunds forslag og ræsonnement er udtryk
for et bekymrende skred, der er ved at ske i europæisk
politisk liv, hvor argumenter, der ligger på niveau
med propagandaen fra de mest skræmmende perioder
i kontinentets historie, efterhånden frit kan
føres i marken.
Torben Lund skaber med sin kollektive skyldspålæggelse
af alle jøder en objektiv trussel mod alle jødiske
medborgere, som - hvad enten den er ment bevidst eller
ej - fremmer præcis den antisemitisme, som han
så fromt synes at advare imod.
Torben Lund kan være drevet af personlig eller
politisk desperation. Det er sagen uvedkommende. Det
er under alle omstændigheder dybt beskæmmende.
Men tavsheden efter hans indlæg - indtil nu kun
brudt af en anstændighedens stemme fra hans partifælle
Henrik Sass Larsen på disse sider i dag - råber
til himlen. Hvor er partiformand Mogens Lykketoft, der
normalt ikke holder sig tilbage med at detailregulere
sine partifællers udmeldinger? Hvor er Torben
Lunds mentor, den tidligere partiformand Svend Auken?
Synes de bare, at det er i orden?
Er det virkelig Hans Hedtoft og H.C. Hansens stoute
parti, det der fik Danmark med i NATO og EF, er det
virkelig dét parti, der i dag villigt rummer
synspunkter som Torben Lunds? Og helt bortset fra gruppeformandens
uværdige hate speech, hvad er så den seriøse
pointe i at opfordre til EU-boykot af et os venligsindet
land, som ydermere er Mellemøstens eneste demokrati?
Det er ansvarsløst. Det er en deroute, som hans
partiledelse må afgrænse sig fra, hvis den
vil udtale sig med troværdighed om Mellemøsten-problemerne.
Tilbage
|