| Israel-Online, 26. juli
2025
Medierne støtter Hamas' propaganda
imod nødhjælpsorganisation
Af Dan Harder
Danmarks Radio og andre internationale medier kører
i disse dage massive propagandakampagner
på vegne af Hamas for at miskreditere den nye
nødhjælpsorganisation, Gaza Humanitatian
Foundation (GHF), som er støttet af Israel og
USA.
GHF udgør et stort problem for Hamas, som hidtil
har haft den internationale nødhjælp som
sin primære indtægtskilde. GHF's formål
er netop at gøre en ende på den støtte
til Hamas' krigsindsats.
Derfor gør Hamas og terrorgruppens allierede
i Gaza, herunder FN og en række NGO'er, alt, hvad
de kan, for at sabotere GHF's arbejde, bl.a. ved dagligt
at sprede falske historier om, at det israelske militær
(IDF) ligefrem skyder på civile, når de
kommer for at hente nødhjælpen.
Udover at IDF naturligvis ikke med overlæg skyder
på civile - selvom de internationale medier gør
alt for at skabe det billede - er det jo også
dybt ulogisk, at Israel på den måde skulle
sabotere sit eget nye system for uddeling af nødhjælp.
En mere plausibel forklaring kunne være, at de
overvejende unge mænd, som fortæller på
hospitalerne, at de er blevet beskudt ved distributionsstederne
for nødhjælp, i virkeligheden er Hamas-krigere,
som er blevet såret i kamp med israelske styrker.
Vi ved det ikke.
Men de mange rapporter fra Hamas' allieredes side
om IDF's pludseligt opståede hang til at beskyde
civile under uddeling af nødhjælp er mildest
talt suspekte. De tænder dog tilsyneladende ikke
nogen journalistiske alarmklokker hos internationale
medier som DR, for hvem den slags anklager imod Israel
er gefundenes Fressen!
DR's mellemøstkorrespondent, Søren Bendixen,
udtrykte eksempelvis for nylig sin undren
over, at den israelske hær - ifølge ham
en af de mest moderne i verden - ikke umiddelbart har
kendskab til hændelserne, men har lovet at kigge
nærmere på sagen. Søren Bendixen
burde måske snarere undre sig over den pludselige
strøm af anklager imod IDF, som p.t. flyder fra
Hamas-allierede kilder, som alle har en åbenlys
interesse i at underminere GHF's indsats for at overtage
kontrollen med nødhjælpen.
Man er altid hurtig til at motivforske på Netanyahu
og anklage ham for at ville forlænge krigen for
selv at slippe for straf i nogle retssager imod ham
- til trods for den totalt manglende evidens. Men man
har åbenbart ikke fantasi til at forestille sig,
at en terrorgruppe som Hamas kunne finde på at
sabotere et nødhjælpstiltag, som er designet
til at underminere terroristernes finansiering og kontrol
over befolkningen i Gaza.
Vi kender endnu ikke alle detaljerne. Men vi kan spørge
os selv: Hvad er mest sandsynligt, at Israel prøver
at sabotere sit eget nødhjælpssystem, eller
at de organisationer, som har nydt godt af det hidtidige
system, gør det?
Tilbage
|