| Israel-Online, 31. oktober
2025
Enhedslisten bidrager til jødehadet
med løgnen om folkemord
Af Dan Harder
Enhedslistens Pelle Dragsted debatterer
i Weekendavisen (7/10) med Simon de Tusch-Lec, hvorvidt
venstrefløjspartiet med sine ytringer om Israel
bidrager til at puste til jødehadet herhjemme.
Man må respektere Pelle Dragsted for hans evne
til at lytte til andre mennesker. Også dem, han
er uenig med. Han skal desuden have ros for at trække
Enhedslisten i en positiv retning, væk fra den
allerhårdeste, Israel-fjendtlige linje.
Pelle Dragsted er heller ikke antisemit. Men derfor
kan man godt, uden at vide det, bidrage til udbredelsen
af antisemitiske forestillinger.
Det er således ærgerligt, at Pelle Dragsted
blankt affejer sin moddebattørs bekymringer og
endda får det sidste ord i debatten med påstanden
om, at han og Enhedslisten forholder sig til Israel
i henhold til samme standard, som til andre lande. For
det er jo netop ikke sandt. Tværtimod.
Intet andet land, som forsvarer sig imod folkemorderisk
terrorisme, er nogensinde selv blevet beskyldt for at
begå folkemord. Det handler hundrede procent om
at kunne sige, at jøderne er som nazisterne.
Med andre ord: ren, rå antisemitisme.
Adskillige prominente medlemmer af Enhedslisten (f.eks
her
og her)
promoverer systematisk den løgn - til trods for,
at der ikke findes skygge af substans i anklagen.
Enhver ved, at Israel med lethed kunne udradere hele
Gazas befolkning. I stedet har den israelske hær
gjort
mere end noget andet militær i verdenshistorien
for at minimere følgeskaderne for en fjendes
civilbefolkning, eksempelvis ved systematisk at advare
om forestående angreb, så civile kan evakuere
de skiftende kampzoner.
Situationen er blevet kompliceret af, at Egypten,
med det internationale samfunds velsignelse,
aktivt har forhindret
civile i at flygte fra Gaza - også selvom
man på forhånd vidste, at Hamas ville bruge
dem som menneskelige skjolde. Det er en alvorlig overtrædelse
af international lov, som må antages at
have kostet mange tusinde civile livet.
Krig er grusom, bykrig er værre, og assymmetrisk
krig imod en fjende, der gemmer sig blandt civile, er
allerværst. Men de store civile tab skyldes ikke
israelske krigsforbrydelser. Det er Hamas og dets støtter,
som systematisk har overtrådt reglerne. Der findes
omvendt ingen evidens for, at Israel med overlæg
skulle have angrebet ikke-militære mål i
Gaza. Ingen som i nul.
Her i den civilicerede verden er man normalt uskyldig,
indtil det modsatte er bevist. Men for jøderne
er det altså omvendt.
Antisemitismen er til alle tider muteret for at tilpasse
sig tidens trends. Et gennemgående træk
er dog, at jøder altid er blevet beskyldt for
at krænke det, der til enhver tid er allerhelligst.
I dag er det de universelle menneskerettigheder. Det
værste, man kan begå nu om stunder, er krigsforbrydelser
og forbrydelser imod menneskeheden. Og øverst
på listen står folkedrab. Ergo beskyldes
jøderne i dag for at begå netop den forbrydelse.
Det må anses for sandsynligt, at Pelle Dragsted,
forblændet af den dybt indgroede anti-israelske
diskurs på venstrefløjen, ikke selv forstår,
hvilke mekanismer, der er i spil. Men det ændrer
ikke på, at anklagen imod jøderne om at
begå folkedrab er både antisemitisk og bidrager
til en relativering af det virkelige folkedrab, som
blev begået imod jøderne under Anden Verdenskrig,
Holocaust.
Logikken er, at hvis jøderne begår samme
forbrydelser som nazisterne, er de selv ikke bedre end
dem.
Det at sidestille nutidens Israel med Nazityskland
er i den internationalt anerkendte "arbejdsdefinition
af antisemitisme," som også Danmark
har tilsluttet sig, fremhævet netop som et eksempel
på moderne antisemitisme.
Det er på tide, at også venstrefløjen
og Pelle Dragsted får øjnene op for den
sammenhæng.
Folkedrab er, når soldater går fra hus
til hus og dræber, skænder og tilfangetager
civile, blot fordi de tilhører en bestemt gruppe.
Det var det, der skete under Holocaust. Det var det,
der foregik i Rwanda. Og det var, hvad Hamas gjorde
i Israel 7. oktober 2023.
At nedkæmpe en ulovlig terrorhær, som
lige har foretaget et folkedrabslignende angreb, og
endda truet med at gøre det igen, og som bruger
en civilbefolkning som menneskeligt skjold, er ikke
folkedrab.
Det må være slut med at give jøderne
skylden for andres forbrydelser. Det er antisemitisme,
og det skal stoppe.
Tilbage
|