Israel-Online, 25. marts
2023
Nyhedsbrev: Berlingskes Kristian Mouritzen
fortsætter sin misinformation om Israel
Af Dan Harder
Kære Israel-interesserede,
Den 14. marts bragte Danmarks to borgerlige aviser,
Berlingske og Jyllands-Posten, hver deres leder om det
politiske slagsmål i Israel om landets højesterets
fremtidige rolle.
Hvor JP respektfuldt
og informativt indviede læserne i den
komplekse situation og advarede imod på forhånd
at dømme det særdeles dynamiske israelske
demokrati ude, benyttede Berlingskes internationale
analytiker, Kristian Mouritzen, i
sin leder endnu engang lejligheden til at sprede
misinformation om Israel.
Det er forkert, når Kristian Mouritzen påstår,
at den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu,
er "uden for domstolenes rækkevidde, fordi
han er beskyttet af immunitet."
Netanyahu er anklaget for korruption i tre retssager,
som i øjeblikket verserer i det israelske retssystem.
Hvis han dømmes skyldig, må han tage sin
straf.
Mouritzens bekymring over de seneste lovforslag, som,
hvis vedtaget, vil svække den israelske højesterets
uafhængighed, er berettiget. Men ingen af forslagene
vil skaffe Netanyahu immunitet, som det f.eks. er tilfældet
for den franske præsident (uden at Berlingske
dog af den grund kritiserer det franske demokrati).
Det er også misvisende, når Mouritzen afviser,
at Israel skulle være Mellemøstens eneste
demokrati med argumentet: "Tunesien har været
i stand til at holde frie valg, og Libanon fungerer
også relativt godt som demokrati."
Frie valg gør bestemt ikke et demokrati. Det
har vi for eksempel set i Egypten og det palæstinensiske
selvstyre. Begge steder vandt islamisterne frie valg,
blot for at blive kuppet af totalitære, sekulære
ledere uden
folkelig legitimitet.
Tunesien er i The
Economists Democracy Index kategoriseret som
et "hybrid-regime" med en score på 5,51
ud af 10. Endelig ligger Tunesien slet ikke i Mellemøsten,
men det er åbenbart en ligegyldig detalje for
Kristian Mouritzen.
Libanon er endnu længere fra at være et
demokrati. At det skulle fungere "relativt godt
som demokrati," er en absurd påstand, som
illustrerer Kristian Mouritzens totale mangel på
indsigt i mellemøstlige forhold (herunder åbenbart
også områdets geografi).
Landet, hvor et shiamuslimsk parti har sin egen hær,
som kan indlede krige med et naboland efter forgodtbefindende,
er for tiden under total
politisk og økonomisk nedsmeltning. Libanon
scorer kun 3,64 hos The Economist og er klassificeret
som "autoritært."
Israel scorer til sammenligning 7,93 og ligger dermed
lige over USA. Hvorfor den systematiske misinformation
om Israel?
***
Berlingske bragte d.d. en kortere udgave af teksten
ovenfor som debatindlæg, påført følgende
svar fra avisens redaktion:
"Et parlamentarisk flertal kan sikre Benjamin
Netanyahu immunitet. Berlingske skrev sådan om
den israelske premierministers immunitet, da han i dag
må formodes at have et sådant flertal i
ryggen.
Vi er helt enige i, at Israels demokratiske status er
et særkende i Mellemøsten. Det fremgår
også af lederen, og det er grunden til, at vi
finder det vigtigt at holde fast i den tredeling af
magten, som er afgørende i et demokrati."
Til det har jeg svaret Berlingske:
Der findes ikke p.t. nogen israelsk lovgivning, som
giver landets premierminister, Benjamin Netanyahu, immunitet
i de verserende korruptionssager. Derfor er Kristian
Mouritzens påstand faktuelt forkert.
Berlingskes redaktion har lov til at formode hvad som
helst, herunder at Netanyahus flertalsregering kunne
finde på at vedtage en lov, som vil give premierministeren
immunitet. Men en sådan lov har end ikke været
på tale under den nuværende regering.
Så det er helt urimeligt at påstå,
at Netanyahu er "en premierminister, der er
korruptionsanklaget, men uden for domstolenes rækkevidde,
fordi han er beskyttet af immunitet." Det
er simpelthen misinformation. Netanyahu er ikke uden
for domstolenes rækkevidde.
Den anden del af redaktionens svar vedrører min
kritik af følgende påstand fra Kristian
Mouritzens side:
"Israel bryster sig ofte af at være Mellemøstens
eneste demokrati, hvad der er en sandhed med modifikationer.
Tunesien har været i stand til at holde frie valg,
og Libanon fungerer også relativt godt som demokrati."
Berlingskes svar, "Vi er helt enige i, at Israels
demokratiske status er et særkende i Mellemøsten,"
må tolkes som en anerkendelse af, at Kristian
Mouritzens påstand var forkert.
De bedste hilsner
Dan
Læs flere nyhedsbreve
her
Tilbage
|