Israel-Online,
23. november 2006
De glemte orientalske jøder
Af Lyn Julius
Foretager man en søgning på
internettet på "Middle Eastern refugees"
(mellemøstlige flygtninge), får man 16
millioner opslag. Disse refererer i overvejende grad
til palæstinensiske flygtninge. En søgning
på "Middle Eastern Jewish refugees"
(mellemøstlige jødiske flygtninge) giver
fire millioner henvisninger. Dette er mærkeligt,
eftersom der var flere jødiske flygtninge fra
arabiske lande end arabiske flygtninge fra det, der
i dag er Israel.
Disse mizrahim (orientalske jøder) blev smidt
ud af lande som Irak, Egypten og Algeriet - eller presset
til udvandring af en snigende marginalisering og intimidering,
sådan som det var tilfældet i Marokko og
Tunesien.
De fordrevne jøder mistede langt mere end palæstinenserne.
Af 870.000 mizrahi-flygtninge søgte 600.000 tilflugt
i Israel, hvor de [og deres efterkommere] i dag udgør
halvdelen af den jødiske befolkning. Der var
mellem 300.000 og 750.000 arabiske flygtninge, men tallet
fire millioner nævnes ofte, fordi deres efterkommere
helt exceptionelt har fået lov til at arve deres
flygtningestatus.
I næsten 60 år er diverse fredsbestræbelser
kuldsejlet på grund af den palæstinensiske
såkaldte "ret til tilbagevenden". Men
hvad med retten for jødiske flygtninge til ikke
at vende tilbage til despotiske lande, hvor krænkelser
af borger- og menneskerettigheder er udbredte?
De jødiske flygtninges eksistens afslører
myten om, at israelerne er vestlige kolonialistiske
indtrængere, som "stjal landet fra de indfødte
arabere". Jødiske samfund blev grundlagt
i Mellemøsten 1.000 år før Islam.
De mizrahim, som nu er integrerede i Israel, forlod
aldrig Mellemøsten. Israel har i dag over en
million arabiske borgere. Men der er knapt 5.000 jøder
tilbage i den arabiske verden. Så hvem er det
lige, der gør sig skyld i "etnisk udrensning"?
Araberne må lære at erkende deres egen
antisemitiske historie. Indtil ikke-muslimernes "dhimmi-tilstand"
blev afsluttet af kolonimagterne, levede disse dhimmier
i et system præget af institutionaliseret ydmygelse.
Politiske rettigheder blev nægtet alle andre end
muslimer. Dette udgør en kolossal og undervurderet
faktor ved den arabiske og muslimske afvisning af Israels
ret til at eksistere.
Argumentet om, at Israel er den pris, som uskyldige
arabere betaler for den europæiske anti-semitisme
og Holocaust, ignorerer mizrahi-jødernes behov
for en sikker, jødisk havn. Myten om, at jøder
og arabere sameksisterede i fuld harmoni, før
Israel blev skabt, bør klædes af. Jøder
blev massakreret i Marokko i 1912, Algeriet i 1933,
Irak i 1941 og Libyen i 1945 — dette lå
alt sammen før den moderne stat Israel.
Det er et mysterium, hvorfor Israel hidtil ikke har
ført de jødiske flygtninges sag. Ved at
forblive tavs, har landet forladt sin høje moralske
position og tilladt historien at blive fordrejet. Denne
tavshed hæmmer fredens sag ved at bestyrke arabernes
ensidige følelse af at være ofre, samtidig
med at den svigter de jødiske mizrahim, som er
tilbøjelige til at stemme på højrefløjspartierne.
Men situationen er langsomt ved at ændre sig.
Organisationer som Justice for Jews from Arab Countries
(Retfærdighed for jøder fra arabiske lande)
forsøger at rejse flytgningespørgsmålet.
De ønsker at få familierne til at fortælle
om deres historie og deres mistede aktiver på
websiden www.justiceforjews.com
- inden den sidste generation af jøder født
i arabiske lande dør ud.
Men der er stadig mere, vi bør gøre få
at højne opmærksomheden over for uretfærdighederne
mod jøder fra arabiske lande. Deres genindtræden
i den mellemøstlige fortælling kan kun
fremme udsigten til fred og forsoning.
Lyn Julius har været med til at skabe Harif,
en forening af jøder fra Mellemøsten og
Nordafrika.
Kilde: Jewish
Cronicle, 17. november 2006
Besøg hjemmesiden Justice
for Jews from Arab Countries.
Tilbage
|