Israel-Online, 8. oktober 2006

En kort introduktion:

(Skip introduktion)

Den 22. september 2006 bragte den israelske avis Maariv en artikel, hvori de arabiske anklager om et israelsk "folkemord" på muslimer analyseres og sættes i perspektiv. Forfatteren til artiklen, den venstreorienterede journalist, Ben-Dror Yemini, har indsamlet data for antallet af dræbte muslimer i de mest kendte konflikter rundt om i verden.

Og tallene er slående. Mens den arabisk-israelske konflikt har stået på, er over 10 millioner muslimer blevet dræbt. Kun ca. 60.000 af dem er dræbt som følge af den arabiske konflikt med Israel, og langt størstedelen af denne relativt lille del (ca. en halv procent), som følge af arabiske krige imod Israel.

Ifølge Yemini er ca. 70.000 muslimer blevet dræbt af amerikanske soldater, omkring en halv million af Frankrig, og over en million af Rusland (og Sovjetunionen).

Men langt hovedparten, omkring 8,5 million muslimer, er blevet dræbt af de muslimske regimer selv, som følge af interne arabiske krige samt etnisk udrensning mellem forskellige stammer og etniske grupper.

Den israelske blogger og forfatter Gadi Taub kommenterer artiklen her. Artiklen kan læses i sin fulde længde (i engelsk oversættelse) her. Originalen på hebraisk kan findes her.

Flygtningespørgsmålet

Anden del af Ben-Dror Yeminis serie om fejlagtige fremstillinger af den israelsk-palæstinensiske konflikt i verdenspressen er nu kommet ud. Herunder bringer vi en kort præsentation, igen af den israelske forfatter og blogger Gadi Taub.

I skrivende stund findes, så vidt vides, ingen engelsk oversættelse af Ben-Dror Yeminis anden artikel. Den hebraiske version kan læses her.

Flygtningeproblemet - her og andre steder

Af Gadi Taub

Denne gang har Yemini samlet tallene og sammenlignet behandlingen af flygtningeproblemerne globalt, og igen optræder der en betydelig kløft mellem kendsgerningerne og offentlighedens kendskab til disse. Igen er det slående, hvordan de palæstinensiske flygtninge betragtes på en særlig måde, og hvordan Israels ansvar for deres trængsler tillægges et fokus, der er uden sammenligning med andre langt mere omfattende flygtningeproblemer rundt om i verden.

Høgene på den israelske højrefløj har været flittige til at påpege dette forhold i forsøget på at fremme sin egen dagsorden. Men Yemini, en ledende journalist ved det israelske dagblad Ma’ariv, kommer fra duernes venstrefløj, og hans ærinde i at rejse spørgsmålet er et helt andet. Dette fortjener nogle forklarende ord.

I den indledende del af sin tekst omtaler Yemini et problem, som er velkendt for alle, der har fulgt debatten om flygtninge verden over. FN har to agenturer til at tage sig af den slags problemer: UNHCR, United Nations High Commission for Refugees (FN's flygtningehøjkommissariat) og UNRWA, United Nations Relief and Works Agency (FN's nødhjælpsagentur). Det første har ansvaret for alle flygtninge rundt om i verden, undtagen de palæstinensiske; det andet fokuserer udelukkende på palæstinensiske flygtninge.

Men de opererer også meget forskelligt. Faktisk opererer de med modsatte formål. UNHCR hjælper mennesker ud af deres flygtningestatus, mens UNRWA hjælper med at bevare deres flygtningestatus. Under UNRWA, i modsætning til UNHCR, er en persons flygtningestatus uafhængig af bopæl i et andet land og af økonomiske forhold og gælder automatisk for familiemedlemmer.

Hvad der er endnu mere forbløffende er, at den også nedarves automatisk, ligeledes uden hensyn til livsomstændigheder. Kun palæstinensere kan arve denne status. Det er også sådan, UNRWA har opereret i sin faktiske politik: agenturet hjælper ganske enkelt med at bevare flygtningelejre i stedet for at afvikle dem.

Hvad betyder denne anderledes behandling af den palæstinensiske sag? Den betyder, at der kun peges i én retning med henblik på en løsning af problemet: retten til tilbagevenden for flygtningene fra 1948, samt alle deres efterkommere, til Israel, altså til selve Israel, ikke til de palæstinensiske selvstyreområder.

Som Yemini påpeger, er der ingen, der kræver millionvis af muslimers tilbagevenden til Indien, Grækenland eller Bulgarien, eller tyskeres tilbagevenden til de østeuropæiske lande, eller at lade hele Balkanområdets befolkninger vende tilbage til de steder, de blev fordrevet fra. Enhver kan se, at dette ville få konflikter til at blusse op igen, som siden er blevet bragt til ro.

I tilfældet med den israelsk-palæstinensiske konflikt ville det afstedkomme noget endnu værre: det ville udslette Israel uden at skabe et selvstændigt Palæstina. Det ville betyde, at området inden for Israels internationale grænser (dvs. uden de besatte områder) blev omdannet fra at være et land med en meget stor jødisk majoritet til et land med en jødisk minoritet. Ingen israelsk regering ville tillade den form for løsning, for det ville betyde selvmord.

Så i virkeligheden blokerer UNRWA for en deling [af landet] og hjælper med at drive begge folk i retning af en bosnisk situation – permanent borgerkrig. Det, der ser ud som et arbejde i de palæstinensiske flygtninges interesse, holder reelt de urealistiske, maximalistiske drømme i live, avler den fortvivlelse, som terrorismen trives ved, og hindrer i det lange løb palæstinensisk selvstændighed.

Logikken i Yeminis tekst burde stå klart for enhver, som håber på fred i denne region. Men tallene og historierne er alligevel forbløffende og overraskende. Så, forhåbentlig kommer der snart en engelsk oversættelse.

Gadi Taub er forfatter og historiker og medlem af fakultetet ved det Hebraiske Universitet i Jerusalem. Han skriver jævnligt i den israelske og internationale presse om politik, litteratur og kultur.

Kilde: www.gaditaub.com, 1. oktober 2006

Læs også: Hvorfor ikke sige ja til palæstinensernes "Right of Return"? af Evelyn Gordon 29. maj 2005

Tilbage