Israel-Online, 23. september 2006
Hizbollahs 'sejr'

Af Gary Brown

Trods gentagne proklamationer af det modsatte synes det at stå klart, at Hizbollah efter alle realistiske kriterier at dømme har lidt et betydeligt tilbageslag i den seneste krig mod Israel.

Den libanesiske Hizbollah-leder, Sheik Hassan Nasrallah, sagde i en undskyldning til den libanesiske befolkning, der stadig lider af granatchok efter den katastrofe organisationen utilsigtet nedkaldte over dem, at han aldrig ville have givet bemyndigelse til kidnapningen af israelske soldater, hvis han havde kendt til karakteren og omfanget af den militære reaktion. Heri ligger der faktisk en indrømmelse af, at det lykkedes israelerne at overraske Hizbollah ved i starten at reagere med en sådan styrke, at de fangede organisationen taktisk uforberedt på en konflikt af den størrelsesorden, som nu blev udløst.

I løbet af krigen har israelerne påført Hizbollahs militære gren betydelige tab og har gennem deres kampagne mod infrastruktur og kommunikationslinjer i høj grad kompliceret problemerne for organisationens kommandoveje. Samtidig har Hizbollah været tvunget til at bruge store mængder ammunition i kampe mod israelske styrker eller i raketangreb mod byer og andre mål.

Organisationen må nu forsøge at genopbygge sine lagre ad beskadigede eller ødelagte veje og under det israelske (og amerikanske) efterretningsvæsens vagtsomme blik. Desuden må den for at bevare sin støtte i befolkningen afsætte betydelige resurser til civilt hjælpearbejde og genopbygning.

Hizbollahs omdømme er helt klart blevet rystet, om end langt fra ødelagt, af den udbredte opfattelse, at det var organisationens handlinger alene, som fremkaldte den seneste katastrofe.

Hermed ikke sagt, at israelerne har nået deres hjertes mål – tilintetgørelsen af Hizbollah som en væsentlig militær styrke. Det lykkedes dem heller ikke at standse raketangrebene. Men det er imidlertid på dette felt, at de måske har vundet deres mest betydningsfulde sejr i konflikten.

Hizbollahs vilkårlige raketaffyringer mod israelske mål har været et af bevægelsens mest effektive militære våben; for at kunne gøre det i en tilstrækkelig stor skala er det nødvendigt at kunne anbringe store mængder raketter tæt på målene. Men ifølge den aftale [FN-resolution 1701], der bragte krigen til ophør, opstilles der nu i det sydlige Libanon en magtfuld FN-styrke bestående hovedsagelig af vestlige tropper til at sikre området i samarbejde med den libanesiske hær. Efterhånden som denne opstilling bliver gennemført, vil Hizbollah miste sin uhindrede adgang til det meste af den israelske grænse.

Dette vil presse Hizbollahs raketaffyringsramper tilbage til stillinger, hvor der skal større og mere omfattende våben til for at ramme israelske mål. Det betyder affyringsramper, som er større, dyrere, nemmere at afsløre og angribe fra luften, sværere at importere og mindre bevægelige i felten. Det vil også gøre det langt sværere at foretage mindre togter ind over grænsen.

Hvis resolutionen implementeres fuldt ud som aftalt – og jeg tilstår, at dette altid er et tvivlsomt spørgsmål i Mellemøsten – så kan Hizbollahs militære nettoudbytte alt i alt kun siges at være et omkostningsfuldt tilbageslag.

I hvor høj grad dette vil brede sig i form af en underminering af Hizbollahs betydningfulde stilling i det politiske landskab i Libanon er vanskeligt at sige. Men det forekommer usandsynligt, at ret mange libanesere, uanset deres syn på tingene i bredere forstand, vil hilse en udvikling velkommen, som ville kunne true med endnu en krig som den, der netop er overstået.

I den forbindelse kan styrken og omfanget af den israelske reaktion opfattes som udøvelsen af en afskrækkelsesstrategi, hvis primære mål var en svækkelse af Hizbollahs folkelige opbakning i Libanon (at Sheik Nasrallah fandt det nødvendigt at sige, som han gjorde, antyder, at han i det mindste frygtede dette udfald).

Det overgik formentlig israelernes vildeste drømme, at operationen ville medføre opstillingen af en hovedsagelig vestlig styrke med et FN-mandat netop i det landområde, som Hizbollah længe har brugt som platform for sine angreb.

Hizbollahs tab af dette område er slemt nok, men derudover er der truslen om afvæbning, om transformation til et rent politisk parti uden en bevæbnet gren. Dette kan ske, hvis det forhindres, at kommunikationslinjerne til Hizbollahs bagmænd i Iran og Syrien genoprettes i en sådan grad, at de hemmelige militære leverancer til Hizbollah igen kan ske uset og uhindret.

Gary Brown var indtil juni 2002 forsvarsrådgiver ved Parliament House, Canberra, hvor han ydede fortrolig rådgivning og research til medlemmer af alle politiske partier i Australien.

Kilde: www.onlineopinion.com.au, 18. september 2006

Tilbage