| Israel-Online,
18. august 2006
Antisemitisme og Israels ret til at
eksistere
Af Poul Højlund
Nu breder antisemitismen sig for alvor.
Nu er det stuerent at diskutere Israels ret til at eksistere,
eller som Karen M. Larsen gør det i JP 14/8,
Israels mulighed for at eksistere.
Det er trods alle forsikringer om det modsatte den
rene og uforfalskede antisemitisme. Ingen andre stater
er udsat for samme diskussion af deres ret til at eksistere,
ingen overhovedet, kun det jødiske Israel.
Ja, men Israel er jo en ny og kunstig stat, lyder modargumentet,
Israel er europæernes aflad for Holocaust, og
europæerne burde i stedet repatriere jøderne,
når nu staten Israel alligevel bukker under for
det arabisk-muslimske pres, skriver Karen M. Larsen
ligefrem.
Magen til sludder er sjældent set. Omkring halvdelen
af verdens stater er dannet efter Anden Verdenskrig;
alene siden 1990 er 30 nye stater opstået. Deres
ret til at eksistere - trods deres i mange tilfælde
horribelt blodige historie - diskuteres aldrig. Kun
Israels.
Lad mig tage Pakistan som eksempel, fordi landets historie
på nogle punkter er parallel til Israels. Pakistan
betyder "De renes land", altså landet
for de rene muslimer. Pakistan blev født som
en idé samtidig med zionismens drøm om
et land for jøderne, Israel.
Pakistan blev skabt i 1947, et år før
Israel. Dannelsen af Pakistan affødte en grusom
borgerkrig og enorme folkevandringer, der i blodighed
og omfang var mangefold værre end følgerne
af Israels selvstændighed.
Pakistan har siden sin etablering haft militærdiktatur
adskillige gange, været i permanent krigstilstand
med Indien, har krænket samtlige menneskerettigheder,
har ikke magtet eller ønsket at løse sine
enorme fattigdomsproblemer, har eksporteret atomvåbenteknologi,
er basis for Al Qaida-terrorismen, er primær årsag
til Kashmir-konflikten, er storleverandør af
terrorister og så fremdeles.
Men ingen har nogen sinde diskuteret Pakistans ret
til at eksistere, endsige foreslået, at Indien
skulle forberede sig på repatriering af de oprindelige
indiske muslimer. De millioner af mennesker, der blev
fordrevet fra Pakistan, lever heller ikke i flygtningelejre
eller kræver retten til sammen med deres efterkommere
at vende tilbage til deres gamle land.
Kun når det gælder det demokratiske og
højt udviklede Israel begynder "retten-til-at-eksistere-som-stat"-diskussionen.
Kun Israel udsættes for kravet om tilbagevenden
af mennesker, der flygtede for snart 60 år siden.
Kun Israel skal trække sig tilbage til sine "oprindelige"
grænser. Kun Israel - aldrig Pakistan eller andre
nye lande med samme baggrund.
Derfor er diskussionen antisemitisk. Den afspejler
århundreders jødehad og den støtter
den arabisk-muslimske hadekampagne mod Israel.
Alene det forhold, at Israel og ikke for eksempel Pakistan
diskuteres så intenst, udtrykker antisemitismens
grundtanke: Det er jødernes skyld.
Truslerne mod Israels eksistens kommer fra den arabisk-muslimske
verden. Hvis den demokratiske verden lader stå
til i tilfældet Israel, har vi genåbnet
Holocaust. Israels eksistens er den demokratiske verdens
sag, ikke blot Israels.
Antisemitismen viser sit hæslige ansigt igen.
Hvorfor falder det så mange så svært
at genkende det?
Kilde: Debatindlæg i Jyllands-Posten, 17.
august 2006
Tilbage
|
