Israel-Online,
15. august 2006
Brev fra en jødisk flygtningelejr
Bernard Edinger, journalist bosat
i Paris og tidligere korrespondent for Reuters, tilbragte
8 dage i Israel under kampene mod den libanesiske Hizbollah-milits.
Her følger nogle uddrag af hans beskrivelse af
situationen i Israel d. 7. august, mens kampene stadig
rasede.
Af Bernard Edinger
Jeg formoder, at I på det seneste
har set masser af tv-optagelser af libanesiske shi’itiske
muslimer, som flygter fra deres hjem. Jeg befinder mig
nu i Tel Aviv og har også adgang til de vestlige
fjernsynskanaler. Dækningen af det menneskelige
drama, som udspiller sig, er meget omfattende med hensyn
til billeder.
Men jeg finder, at de forklaringer, som
ledsager dem, er en smule mangelfulde med hensyn til
den kendsgerning, at krigen (for dette er en krig) blev
påbegyndt af organisationen Hizbollah (Guds Parti),
den politiske repræsentant for den shi’itiske
befolknings vilje, hvilket flygtningene da også
understreger, så snart der er kameraer i nærheden.
Hvad I måske ikke ved er, at der er andre flygtninge.
Ruth Yaron, en ledende israelsk regeringsembedskvinde,
som midlertidigt rådgiver de lokale myndigheder
i Haifa, fortalte mig i dag, at antallet af israelere,
der er blevet tvunget til at forlade deres hjem, fordi
de har været mål for over 3.000 raketter,
som er blevet leveret af den måske kommende atommagt
Iran, som både fornægter Holocaust og Israels
ret til at eksistere, er: EN HALV MILLION MENNESKER
!
Det er rigtigt; 500.000 jøder har måttet
flygte ud af det nordlige Israel, mens de har efterladt
godt 1,4 million mennesker, som lever der enten konstant
eller delvist i beskyttelsesrum.
Al økonomisk aktivitet er ophørt i området.
Haifa, områdets største by, har mistet
en tredjedel af sin befolkning, mens byer som Nahariya
og Kiriyat Shmona er tomme skaller, hvor to tredjedele
af befolkningen er væk. Landsbyer som Avivim lige
ved grænsen er fuldkommen tomme.
Fordi Israel er et tæt sammenvævet samfund,
har mange af de mennesker, som er flygtet, søgt
tilflugt hos slægtninge i områder, der (endnu)
er uden for de iransk eller syrisk leverede raketters
rækkevidde. Andre er stuvet sammen i hoteller,
som har givet store rabatter.
De raketter, som de flygter fra, er forresten ikke beregnede
til at ødelægge raketaffyringsramper eller
broer sådan som de israelske bomber, som ganske
vist har dræbt hundredvis af de libanesiske civile,
som Hizbollah skjuler sig blandt for at affyre sine
missiler. Katyushaerne er beregnet på at dræbe
mennesker, helst civile og allerhelst jøder,
skønt der ikke er så få israelske
arabere blandt ofrene for disse sømfyldte våben.
Nogle af de fattigste jøder, som har forladt
det nordlige område, er forsamlede i en veritabel
flygtningelejr ved stranden Nitzanim syd for Tel Aviv;
6.000 mennesker bor i nogle gigantiske telte, som hver
rummer 200 mennesker, der sover side om side på
skumgummimadrasser uden nogen form for privatliv.
I løbet af min uge her har jeg også set
ungdomslejre, som huser hundredvis af unge ethiopiske
jøder, der er blevet evakueret fra et immigrantmodtagelsescenter
i Safed, som blev ramt af en raket.
Denne eftermiddag, på hjørnet til den gade
i et stille beboelseskvarter hvor jeg bor hos nogle
venner, samledes snesevise af khakiklædte 30-40-årige
soldater af reserven for at gå om bord i busser,
der skulle køre dem til Libanon. Efter at jeg
havde taget billeder af dem, kom jeg hjem, tændte
for fjernsynet og erfarede, at 12 andre soldater af
reserven var blevet dræbt af en Katyusha-raket,
mens de var ved at samles ved grænsen.
De [israelske] aviser er fulde af fotografier af civile,
der er blevet dræbt af raketter, og unge mænd,
som er faldet i kamp. Blandt disse var Or Shahar fra
Kibbutz Yad Mordechai, som ville været blevet
21 år i dag. Hans bedstefar døde under
forsvaret af det selvsammen område i 1948, og
kibbutzen er nu igen under daglig beskydning fra Gaza-striben.
Sådan er Israel i dag, selv om jeres fjernsynskanaler
ikke viser det.
Tilbage
|