| Israel-Online,
16. december 2005
Også arabere ønsker demokrati
Leder, Jerusalem Post 16. december 2005
I en tv-udsendt tale onsdag (14/12, dagen
før det første irakiske parlamentsvalg)
opfordrede den irakiske præsident, Jalal Talabani,
som er kurder, sine landsmænd til at gøre
valgdagen til "en national bryllupsdag, en dag
for national samling og triumf over terrorismen og de
demokratifjendtlige kræfter."
Irakerne strømmede rent faktisk
til valgstederne (torsdag d. 15/12), tilsyneladende
i et endnu større antal end det høje fremmøde
ved afstemningen vedrørende forfatningen i oktober
2004 og januar måneds afstemning om et midlertidigt
parlament.
Selv i sunniernes højborg, Falluja,
hvor nogle af de voldsomste kampe med de amerikanske
styrker fandt sted for et år siden, var det værste
problem, der blev rapporteret, en mangel på stemmesedler.
I stedet for at boykotte afstemningen, sådan som
sunnierne gjorde det tidligere på året,
besluttede de, at deltagelse i det irakiske demokrati
er i deres egen interesse.
De regionale diktatorer er mindre begejstrede.
Som en af de førende historikere på området,
Bernard Lewis, sagde det i denne uge i en udtalelse
om den europæiske frygt for, at demokratiet ikke
kommer til at fungere: "Der eksisterer en langt
mere dødbringende frygt i Mellemøsten
for, at demokratiet i Irak faktisk vil fungere, og den
kendsgerning, at det fungerer relativt godt, er grunden
til, at den lurvede forsamling af tyranner, som regerer
i det meste af Mellemøsten, er skræmt til
døde." Lewis fortsatte: "Når
terrorister angriber et bryllupsselskab i Amman, er
der tale om et desperat træk. De føler,
at de er ved at tabe. Og det er de."
Det står i stigende grad klart,
at selvom det irakiske demokrati næppe endnu er
uden for fare, så har den forfærdende terrorisme,
som denne nation har lidt under, ikke haft held til
- og vil formentlig ikke få held til - at afspore
den demokratiske proces. Dette er bemærkelsesværdigt
og har umådelig betydning for regionens og endog
hele verdens fremtid.
I Irak kunne konfrontationen mellem terrorisme
og demokrati ikke være tydeligere, og demokratiet
er ved at sejre. Hvis der er en fare, er det faren for
at irakernes forhåbninger og forventninger til
deres nyvundne frihed er skruet for højt op,
og at den demokratiske politiks roderi og ineffektivitet
vil skuffe.
Men den slags bekymringer er en luksus,
som denne region for kort tid siden slet ikke havde
adgang til. Irakerne, som har levet under en tyran,
der myrdede dem i tusindvis, ved det bedre end nogen.
Selvom Iraks nye regering måske får en vaklende
start, vil det ikke ændre ved det der allerede
er blevet demonstreret: at arabere ikke er undtaget
fra det menneskelige ønske om frihed og demokrati.
Det er i det perspektiv, at hvad der
foregår tættere på hjemmefronten blandt
vore palæstinensiske naboer, er både illustrativt
og skuffende. På den ene side giver palæstinenserne
Israel den ultimative kompliment ved at forsøge
at efterligne vores politik, ved at afholde de første
partipolitiske primærvalg i den arabiske verden.
På den anden side bør det udbredte anarki
– sådan som billederne af maskerede og bevæbnede
Fatah-mænd, der tømmer valgkommissionen
for computere, understreger - minde os om, at det simpelthen
ikke er muligt at opbygge et demokrati, uden lov og
orden.
I Irak er der, trods terrorismen, dukket
en robust konkurrence op blandt faktiske, omend uprøvede
politiske partier, som kappes om indflydelse i en ægte
og fri politisk proces. Blandt palæstinenserne
findes der ingen fri presse, og "partierne"
er i realiteten væbnede fraktioner, hvis magt
er baseret lige så meget på våben
- både brugt mod israelere og til at skræmme
deres egen befolkning - som potentielt fra valgurnen.
Ligesom mange har været for hurtige
til at fælde dødsdommen over det irakiske
demokrati, har de også været for hurtige
til at fejre det palæstinensiske. I begge tilfælde
er imidlertid det folkelige ønske om en effektiv
og ansvarlig regering blevet demonstreret. Selvom irakerne
og palæstinenserne måske ønsker "en
stærk leder," så er de næppe
stemt for korrupte og brutale diktatorer i Saddam Husseins
og Yasser Arafats billede, og de betragter demokratiet
som et system der kan beskytte dem mod et despotisk
styre.
Kilde: Jerusalem
Post, 16. december 2005
Tilbage
|
