| Israel-Online,
27. oktober 2004
Farvel Gaza
Lederen i engelske The Times, 25. oktober
2004
Sharon udfordrer både israelerne
og palæstinenserne.
Uden for Israel fremstilles Ariel Sharon
ofte simpelthen som en krigerisk og kompromisløs
politisk høg og dermed en hindring for fredsprocessen
i Mellemøsten. Denne karikatur har aldrig været
retfærdig og har sjældent været mere
malplaceret, end den er i øjeblikket.
I de næste to dage vil det israelske
parlament, Knesset, debattere og stemme om Sharons planer
for tilbagetrækning fra (dvs. rømning af)
Gaza-striben og forflyttelse af mere end 8.000 jødiske
bosættere i processen. Hans forslag har gjort
ham hadet af mange til højre i det politiske
spektrum. Der er dukket plakater op i Jerusalem, som
beskylder ham for at være “vanvittig”
og for at “splitte nationen” med sin handlingsplan.
Shimon Peres, Arbejderpartiets lederveteran, advarede
i sidste uge om, at Sharon risikerer at blive myrdet.
Det kan ikke overvurderes, hvor radikal
rømningsplanen fra Gaza egentlig er, og hvor
høj en pris Sharon allerede har betalt for den.
Ingen af Arbejderpartiets ministre siden 1967 har vovet
at forsøge at trække Israel ud af dette
område.
Sharon har derimod klogeligt konkluderet,
at området er både militært og politisk
umuligt at forsvare. Hans oprigtighed på dette
felt har imidlertid fremkaldt en dyb splittelse i hans
eget Likud-parti og skabt en afstemningsgruppe af individuelle
medlemmer, som har undsagt premierministerens opskrift,
hvilket har ført til, at nogle mindre partier
har forladt koalitionen. Sharon leder i dag en mindretalsregering
og er umådeligt sårbar både over for
en rival som Binyamin Netanyahu, hans egen finansminister,
og over for sine parlamentariske modstanderes eventuelle
samling om afgivelse af et mistillidsvotum.
Det er absolut afgørende for Israel
selv og for regionen, at tilbagetrækningsplanen
bliver ført ud i livet. Det vil ikke i sig selv
redde fredsprocessen, men det vil vise, at positiv politisk
bevægelse ikke er nogen umulighed. I det mindste
vil det kunne tjene som en politisk "udbetaling"
før det tidspunkt, hvor palæstinenserne
finder en leder med større personlig troværdighed
end den korrupte Yassir Arafat. Palæstinenserne
vil være tættere end før på
at kunne styre deres egen skæbne og får
en mulighed for at bevise, at deres område kan
regeres på en gennemskuelig og rimelig måde.
Hvis afstemningen gennemføres
(hvilket den blev d. 26. oktober 2004, red.), bør
den internationale reaktion ikke være ubehøvlet.
Den åbenlyse foragt for Israel har desværre
nået et punkt, hvor en hvilken som helst indrømmelse
af en hvilken som helst art bliver afvist som blot et
listigt kneb eller et snedigt trick for at befæste
landets magt over det palæstinensiske folk. Politiske
ledere bør være villige til offentligt
at anerkende den grad af politisk risiko, som Sharon
har taget. Hans kritikere har insisteret på, at
han aldrig ville kæmpe for en tilbagetrækning
— han har bevist, at de tog fejl.
En sejr for rømningsprincippet
vil ikke ændre meget, hvis det ikke kan sættes
i værk. Sharons modstandere vil søge andre
midler til at vælte ham og hans regering og gennemtvinge
nye valg. De håber på enten at inspirere
til et kup inden for Likud-partiet eller at vinde tid
og hindre evakueringen af Gaza i at finde sted. De ønsker
heller ikke at styre efter køreplanens bestemmelse
om et sikkert Israel og et spiredygtigt Palæstina.
Arbejderpartiet må derfor, sådan
som Ehud Barak har opfordret det til at gøre,
indse, at det må være villigt til at støtte
denne premierminister i hans embede i mindst 12 måneder
mere. Ligesom kun Richard Nixon kunne rejse til Kina
i 1972, kan sandsynligvis kun Sharon i dag føre
Israel ud af Gaza-striben.
Kilde: Times
Online, 25. oktober 2004
Tilbage
|
