| Israel-Online, 26. august
2004
Den pragmatiske Sharon
Af Emanuele Ottolenghi
Bosættelserne og Sharon har været
sammenvævede i årtier. Men ikke længere.
Som Sharons styrkeprøve med hans eget parti viser,
mener han det alvorligt med tilbagetrækningen
fra Gaza og dele af Vestbredden.
For tredje gang på tre år
har partiet afvist ham i forbindelse med et vigtigt
politisk spørgsmål. For Sharon er partiet
ved at blive en plage, ikke et aktiv. Hvis de oprørske
medlemmer vinder, kan det betyde, at Likud knækker
midt over; og presset på Sharon for at skabe en
ny alliance med centerpartierne - eller ligefrem et
helt nyt parti – kan blive uafvendeligt.
I udlandet anses Sharon for at være
en af hoved-ideologerne bag skabelsen af et stor-Israel.
Virkeligheden ser anderledes ud. Selvom Sharon er arkitekten
bag bosættelserne og Likud-partiet – som
han var med til at danne i 1973 – har han ikke
sin baggrund i det gamle israelske revisionistiske højre,
sådan som det er tilfældet med flere af
nøglepersonerne blandt oprørerne.
Faktisk har Sharon rod i revisionisternes
gamle ideologiske fjende: den høgeagtige, men
pragmatiske tradition inden for Israels arbejderbevægelse.
Hans tilknytning til bosættelserne såvel
som til Likud har altid handlet om sikkerhed: som et
middel til at skabe et blomstrende Israel, trygt og
sikkert i et fjendtligt Mellemøsten i mange generationer
frem. Hans kamp for sikre grænser passer såvist
ikke med palæstinensernes ønsker; men han
er ikke drevet af en dogmatisk og kompromisløs
binding til landet.
I 1982 beordrede Sharon i sin egenskab
af forsvarsminister bulldozerne til at jævne Yamit,
den sidste israelske bosættelse i Sinai, med jorden
med det formål at opfylde Israels forpligtelser
fra Camp David-aftalerne med Ægypten. Det tog
ham tid at blive overbevist om aftalens holdbarhed.
Men da han først havde accepteret den, kunne
intet pres fra bosætterne, som tidligere havde
opfattet ham som deres mest trofaste allierede, rokke
ham. Det samme gælder hans engagement i tilbagetrækningen
og det nationale sammenhold: Sharon har truffet en beslutning.
Et Likud, som står i vejen, kan meget snart blive
en hindring, der skal fjernes, ikke en styrke man kan
regne med.
Likuds centralkomite kan således
ende med at komme til at fortryde, at den på ny
har søgt at bekæmpe og ydmyge Sharon. Der
er trods alt ikke tale om et sammenstød i en
delt nation. Sharon har offentlighedens solide opbakning.
Oprørerne hylder den illusion, at den klare reduktion
i antallet af terrorangreb er i deres favør.
De tager fejl: offentligheden, herunder flertallet af
Likuds vælgere, støtter Sharon lige præcis,
fordi han vil ud af Gaza.
Over 60% støtter tilbagetrækningen
og dannelsen af en national samlingsregering, som inkluderer
Arbejderpartiet; 61% føler sig trygge i dagligdagen
og værdsætter Sharons sikkerhedspolitik.
Men en mindskelse af terroren er ikke nok: israelerne
ønsker sig en politisk horisont, ikke en blindgyde.
Dette indebærer de "smertefulde indrømmelser",
som Sharon har fremmanet, lige siden han blev valgt.
Kilde: The Guardian, 20. august 2004
Tilbage
|
