| National Review Online,
17.juli 2004
Er det nok nu?
FN handicapper Israel, såvel
som alle os andre.
Af Anne Bayefsky
Den seneste afgørelse om Israels sikkerhedshegn
fra Den Internationale Domstol (ICJ), FN's juridiske
gren, er et klassisk eksempel på, hvordan tilsviningen
af jøder ikke standser ved jøder.
FN's negative behandling af den jødiske stat
antager mange former, lige fra nægtelse af Israel
retten til at deltage i forhandlings- og valggrupper
i forbindelse med mange af FN's aktiviteter til den
dæmonisering af Israel, som udfoldes af FN's menneskerettighedsmaskineri,
og som ikke udøves over for nogen andre stater.
Skønt i modstrid med FN's grundlæggende
princip om lighed mellem nationer, store som små,
tror mange, at følgerne af disse kendsgerninger
ved FN's virke kan begrænses til at omfatte jødisk
selvbestemmelsesret. ICJ har bevist, at de tager fejl.
FN's ANGREB
Domstolen har bekendtgjort fire nye regler vedrørende
meningen med retten til selvforsvar set i forbindelse
med vore dages terrorisme.
(1) Der eksisterer ingen ret til selvforsvar under
FN's charter, når terroristerne ikke er statslige
aktører.
(2) Der eksisterer ingen ret til selvforsvar mod terrorister,
som opererer fra et territorium, hvis endelige status
ikke er fastlagt, og som derfor angriber ind over omstridte
grænser.
(3) Hvor militæraktioner bliver udført
af "irregulære", kan selvforsvar ikke
bringes i anvendelse, hvis terrorismens "omfang
og effekt" er for utilstrækkelig til at måle
sig med "et væbnet angreb … såfremt
dette var blevet udført af regulære væbnede
hærenheder." ('Omfanget' er i dette tilfælde
860 civile israelere, dræbt gennem de seneste
tre år – forholdsmæssigt svarende
til mindst fjorten gange tabene ved angrebene i USA
den 11. september).
(4) Selvforsvar omfatter ikke ikkevoldelige handlinger
eller med dommer Rosalyn Higgins ord: "Jeg er stadig
ikke overbevist om, at ikkevoldelige midler (såsom
opførelsen af en mur) falder ind under selvforsvar
under artikel 51 i charteret."
Disse konklusioner udgør et direkte angreb på
hvert eneste FN-medlems evne til at bekæmpe international
terrorisme. FN-charteret var ikke nogen selvmordspagt,
og Sikkerhedsrådets resolutioner som svar på
11.sept. havde til hensigt at styrke evnen til at imødegå
voldelige, ikkestatslige aktører, ikke at forringe
den.
Nogle af dommerne blev imidlertid, efter at have formuleret
deres analyse i generelle vendinger, ængstelige
for, om det grønne lys til de palæstinensiske
selvmordsbombere nu også var udtrykt tydeligt
nok. Dommer Abdul Koroma fra Sierra Leone skrev derfor:
"Det er forståeligt, at en længerevarende
besættelse vil fremkalde modstand." Dommer
Nabil Elaraby fra Ægypten sagde: "Overalt
i historiens annaler er besættelse altid blevet
mødt med væbnet modstand. Vold avler vold."
Han tilsluttede sig "helhjertet det synspunkt",
at der eksisterer en "ret til modstand." Dommer
Hisashi Owada fra Japan talte om de "såkaldte
terroristangreb fra palæstinensiske selvmordsbombere
mod den israelske civilbefolkning."
Dommerne havde ikke behøvet at bekymre sig.
Inden for få timer bekendtgjorde en fælles
udtalelse fra Hamas, Islamisk Jihad og Yasser Arafats
Fatah-organisation følgende: "Vi hilser
rettens afgørelse velkommen." Et kommuniké
fra Hamas erklærede: "Den racistiske mur
viser det zionistiske væsens sande ansigt…
Den Islamiske Modstandsbevægelse, Hamas, hilser
ICJ's afgørelse velkommen og anser den for at
være et godt skridt i den rigtige retning….
Vi understreger behovet for at fortsætte vore
bestræbelser og bruge alle til rådighed
stående midler for at standse opførelsen
af den racistiske mur og fjerne dens virkninger."
Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) udsendte
en erklæring, som hilste rettens afgørelse
velkommen som "et skridt fremad." Dommen gjorde
sig således vældig godt hos en tilhørerskare,
der stemte med det amerikanske udenrigsministeriums
liste over udenlandske terrororganisationer.
Der er andre foruroligende faktorer ved flertalsdommen
og dens seks tilføjede holdninger. Retten erklærede
meget meddelsomt, at en vejledende udtalelse vedrørende
én stat afstedkommer tredjepartsforpligtelser
for hvert eneste FN-medlemsland. Generalforsamlingens
resolutioner og udtalelser fra andre af FN's politiske
organer – fremlagt i et spil om stemmetal, som
frie lande ikke kan vinde – får tillagt
betydelig vægt som kilder til forpligtelse. Generalforsamlingens
10. krisemøde (som er viet til fordømmelse
af Israel) kan blive genindkaldt i én uendelighed
og kan derved alvorligt mindske FN's evne til at håndtere
kriser andre steder.
Samtidig var andre sider af domstolens afgørelse
udformet, så den kunne virke tiltalende for den
ene part i sagen. En barriere mellem terrorister og
deres mål er ulovlig, ifølge retten, fordi
den "alvorligt hæmmer" eller "hindrer
virkeliggørelsen" af "det palæstinensiske
folks ret til selvbestemmelse." Der var ingen nævnelse
af den kendsgerning, at barrieren kan og vil blive flyttet
i overensstemmelse med den seneste afgørelse
i Israels Højesteret, eller at tidligere barrierer
i det sydlige Libanon og på Sinai-halvøen
ligeledes er blevet flyttet. Jødisk ret til selvbestemmelse
blev på den anden side heller ikke drøftet.
Så hindringen for selvstyre i form af palæstinensiske
terrorister, der myrder kabinetsministre eller åbner
ild mod afstemningssteder, nåede aldrig frem til
rettens radarskærm.
Det blev også hævdet, at barrieren krænker
andre palæstinensiske rettigheder såsom
bevægelsesfrihed, retten til et arbejde, til sundhed,
til uddannelse og til en ordentlig levestandard. Ikke
én eneste gang refererede retten til israeleres
individuelle rettigheder, skønt de rettigheder,
som bliver krænket af terrorismen, begynder med
retten til liv og ender med friheden til at færdes
overalt uden at frygte for at skulle dø på
vej til skole eller arbejde. Forsøget på
at finde en krænkelse af menneskerettigheder indebar
en fortolkning af den internationale norm om proportionalitet.
I sin undergravelse af alle bestræbelser på
at bekæmpe terrorisme afvejede retten palæstinensiske
rettigheder mod israelske "militære nødforanstaltninger"
og kommunistisk inspirerede begreber om "national
sikkerhed" eller "offentlig orden." Denne
taktik efterlod udelukkende anonyme begunstigede i den
ene vægtskål.
Endvidere, udtalte retten, gælder retten til
selvforsvar ikke ved palæstinensisk terrorisme,
fordi denne opererer inde fra israelsk kontrolleret
territorium og derfor ikke er international. De internationale
grænser mellem Iran, som var afskibningssted for
det våbensmuglende skib Karine-A, og skibets planlagte
modtagehavn i Gaza, eller mellem Damaskus, hovedkvarteret
for Fronten til Palæstinas Befrielses generalkommando,
og selvmordsbombere i Haifa undgik tilsyneladende dommernes
opmærksomhed.
LANG VEJ
Disse retslige resultater opstod ikke i et vakuum:
de var et resultat af rettens farlige historiske revisionisme
og selektivitet. Krigen i 1948 var således ikke
et aggressivt angreb på den nyfødte jødiske
stat, begået af forenede arabiske styrker efter
disses forkastelse af FN's delingsplan, tværtimod.
"Den 14. maj 1948 proklamerede Israel sin uafhængighed…en
væbnet konflikt brød derefter ud mellem
Israel og et antal arabiske stater, og delingsplanen
blev ikke implementeret." Krigen i 1967 var ikke
endnu en af fem efterfølgende krige, som Israel
blev tvunget til at føre af successive arabiske
styrker, som nægtede at anerkende den israelske
stat. Derimod "brød den væbnede konflikt
mellem Israel og Jordan ud i 1967." Territoriernes
status før 1967 som enten "omdiskuterede"
eller "besatte" er afgørende for de
retslige spørgsmål. Besat territorium kræver,
at landet tidligere tilhørte andre. Men retten
sagde: "der [er] ikke behov for at undersøge
disse territoriers nøjagtige tidligere status."
Dommer Elaraby glemte tilsyneladende, at han ikke længere
er Ægyptens ambassadør ved FN – en
post han bevarede indtil 1999 – og brugte sin
juridiske kappe til bevidst at fordreje indholdet af
Sikkerhedsrådets resolution 242. Med hans ord:
"Resolution 242 … krævede de israelske
væbnede styrkers tilbagetrækning fra de
territorier, som var blevet besat under konflikten."
I virkeligheden resulterede grundige forhandlinger netop
i udeladelsen af det lille ord "de" foran
ordet territorier. Resolution 242 taler om "Tilbagetrækning
af israelske væbnede styrker fra territorier,
som blev besat under den nylige konflikt…"
præcist sådan, at man ikke på forhånd
dømte om det mulige resultat af forhandlinger
om ejerskab til territorierne eller fremtidige tilbagetrækningslinjer.
Efter at have besluttet, at det historiske ejerskab
til territorierne før 1967 var irrelevant, påtog
retten sig at fastslå, at alle de territorier,
"som før [1967] konflikten lå øst
for Den Grønne Linje", "herunder Østjerusalem",
i dag er "palæstinensiske territorier."
Det havde ingen betydning, at parterne i konflikten
er blevet enige om, at den endelige grænsedragning
og Jerusalems status skal afgøres ved forhandling.
I stedet brugte dommer/ambassadør Elaraby sin
juridiske talerstol til at fremme en strategi med at
fremtvinge resultater, som længe har været
dyrket i FN. Efter at have fejltolket Israels forpligtelser
ifølge Resolution 242 erklærede han: "Det
er…politisk uklogt at…begræns[e] dem
[forpligtelserne i 242] til en forhandlingsproces."
Eller som den jordanske dommer Awn Al-Khasawneh, som
var repræsentant for Jordan i FN's generalforsamling
i 17 år indtil midten af 1990'erne, sagde: "Ophævelsen
af internationale forpligtelser…kan ikke gøres
afhængig af forhandlinger" – trods
internationale forpligtelser til at forhandle.
Midt i denne hob af historiske og lovmæssige
fordrejelser blev det største af alle FN's bedrag
skudt ind. Rettens handlingspræmis (præcist
beskrevet af Elaraby) var simpelthen denne: "Besættelse,
som en ulovlig og midlertidig situation, ligger ved
roden til hele problemet." En 56-årig arabisk
kampagne for at afslutte "judaiseringen" af
regionen – sådan som en af FN's menneskerettighedskommissions
resolutioner beskriver jøder på arabisk
land – blev totalt ignoreret. Dommer Higgins beskriver
nedsættende rettens adfærd (selvom hun nægter
at være uenig) i en følgeudtalelse: "retten
udtrykker, at 'den absolut er klar over, at spørgsmålet
om muren er en del af en større sammenhæng,
og at den vil tage denne omstændighed omhyggeligt
i betragtning ved enhver meningstilkendegivelse, som
den måtte fremsætte.' I virkeligheden gør
den det aldrig."
I stedet for at acceptere sit ansvar for at undersøge
kendsgerningerne selv støttede retten sig kraftigt
til tidligere ensidige FN-rapporter. Den henholdt sig
til generalsekretær Kofi Annans rapport om hegnet
fra december 2003. Heri udpenslede han palæstinensiske
menneskerettighedsbekymringer over hegnet uden at nævne
et eneste eksempel på den terrorisme, som er gået
forud for dets opførelse. Retten henholdt sig
til betragtningerne fra FN's særlige Israel-korrespondent,
hvis mandat det er udelukkende at rapportere om "Israels
krænkelser af…international lov" og
ikke palæstinensiske menneskerettighedskrænkelser
i Israel. Den betydelige vægtlægning på
disse skævvredne rapporter drev Den Internationale
Domstol ind i FN's malstrøm af had og diskrimination
rettet mod Israel.
Det kan derfor ikke overraske, at rettens afgørelse
inden for en uge er blevet emne for endnu et 10. generalforsamlingskrisemøde
– genindkaldt med det formål, for trettende
gang at fordømme Israel og kræve en overflod
af fremtidige aktiviteter med henblik på yderligere
at dæmonisere og isolere den jødiske stat.
Idet de henter deres stikord fra Annan, som straks greb
fat i beslutningen om at stille krav til Israel, bliver
der ikke plads til et eneste krisemøde i generalforsamlingen
vedrørende de millioner af døde eller
døende i Sudan.
Før rettens dom var offentliggjort på
skrift, blev den læst højt af retspræsidenten,
dommer Shi Jiuyong fra Kina – et land, hvor retsplejeuddannelsen
stadig må slås med besværet ved den
manglende adskillelse mellem lovgivende og udøvende
magt. Jeg lyttede til udsendelsen fra et tv-studie i
Jerusalem. Da den var slut, gik jeg udenfor og erfarede,
at gaden var blevet afspærret. Få meter
borte var en bombedetonationsmaskine blevet kørt
op ved siden af en pakke, som var blevet efterladt ved
et busstoppested. Til sidst gav soldaterne tegn til
operationens afblæsning. Trafikken blev genoptaget,
og børn løb ud af deres hjem, som om intet
var hændt. Dagen efter var nogle mennesker ved
et busstoppested i Tel Aviv ikke så heldige, eftersom
pakken denne gang indeholdt en virkelig bombe, som dræbte
én og sårede tredive for livet. Mens retten
hyggede sig med den fiktion, som den havde fået
forelagt vedrørende de retslige konsekvenser
af hegnet, kom virkelighedens konsekvenser af et ikke
færdiggjort hegn buldrende.
Det var intet tilfælde, at den eneste afvigende
holdning vedrørende sagens beskaffenhed kom fra
Tom Buergenthal, der som barn overlevede koncentrationslejrene
i Auschwitz og Sachsenhausen. Han havde ikke behov for
nogen lektioner i ondskabens ansigt, dens metoder og
konsekvenser. Hvor sørgeligt for retsvæsenet,
at han stod alene.
Den arabiske trang til at tilintetgøre staten
Israel har fornedret FN, besudlet dets charter, perverteret
meningen med menneskerettigheder og væltet den
internationale lov og dens højeste retsinstans
over ende. Hvor mange flere af de universelle idealer,
som vores verden afhænger af, skal skændes,
før vi siger: "Så er det nok"?
Anne Bayefsky er seniorforsker ved Hudson Institute
og tilknyttet professor ved Columbia University Law
School.
Copyright@ 2004 Dow Jones & Company, Inc. All
Rights Reserved.
Link til engelsk original "Had
Enough?"
Tilbage
|
