Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Fred med UAE og Bahrain: En sejr for Israel, et nederlag for Politiken
16. september 2020

Palæstinensernes forspildte chancer
7. juli 2020

Venstreorienteret antisemitisme
9. februar 2020

Golan
26. marts 2019

Jøde(stats)had
3. marts 2019

Terror-hyldest på Facebook
19. februar 2019

Mellemfolkeligt Samvirke imod Israel - og sandheden
29. oktober 2018

Mogens Lykketoft er en anti-israelsk løgner
5. oktober 2018

DR 'Orientering' nedtoner Corbyns amtisemitisme
24. september 2018

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.17

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.17

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.17

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.16

Intifada af had
03.03.16

Sveriges udenomretslige henrettelse
16.01.16

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.15

Absurd teater i Deadline
08.10.15

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.15

Yahya Hassans hjernevask
18.04.15

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.15

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.14

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.14

DIIS-kvalificeret II
29.07.14

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.14

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.14

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.13

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.13

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.13

Fredsforhandlinger nu!
16.05.13

Det palæstinensiske problem
22.04.13

Tag fat om nældens rod
15.03.13

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.13

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.13

Abbas og tostatsløsningen
05.11.12

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.12

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.12

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.11

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.11

Tre historie-revisionister
04.03.11

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.11

Jerusalem for to folk
18.01.11

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.10

Per Nyholms jødehad
27.11.10

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.10

Seidenfadens selvmål
10.06.10

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.09

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

DIIS-kvalificeret
07.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

Den evindelige løgn
26.03.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Janne Teller i Fantasiland
19.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Politikens dogmatiske balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

Pundik må afsættes
07.04.04

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om
resolution 242
29.10.03

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Tid til refleksion
30.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

Israel-Online, 7. juli 2020
Palæstinensernes forspildte chancer

Af Dan Harder

Den israelske udenrigsminister, Abba Eban, bemærkede efter Seksdageskrigens afslutning i 1967, at det var den første krig i verdenshistorien, hvor "vinderen opfordrede til fred, mens taberen krævede ubetinget overgivelse."

Det er dog en sandhed med modifikationer. For de palæstinensiske arabere har nu gennem 100 år forsøgt at løse deres politiske uoverensstemmelse med jøderne gennem vold, og selvom de bliver ved med at tabe, insisterer de stadig på, at der ikke er plads til en jødisk stat.

Det kan man få bekræftet ved at lytte til den propaganda, som både Hamas i Gaza og selvstyret i Ramallah til stadighed udsætter sin befolkning for. At selvstyret, siden Yassir Arafat afviste Bill Clintons og Ehud Baraks fredsforslag i 2000, systematisk har undslået sig at forhandle fred med Israel, understøtter samme konklusion.

Ser man på historien, er billedet da også entydigt. Hver gang de palæstinensiske arabere er blevet tilbudt deres egen stat, har man afvist med samme argumenter. Man vil have hele området. Der er ikke plads til en jødisk stat.

I 1937 sagde man nej til 80 procent af området, og svarede med intensiveret terror.

I 1947 afviste man FN's nogenlunde ligelige delingsplan, og allierede sig med fem arabiske nabolandes fremrykkende hære.

I tiden 1948-1967, hvor både Gaza og Vestbredden var på arabiske hænder, var der ingen interesse i at oprette en palæstinensisk stat i de områder, kun vedvarende terrorangreb ind over grænsen til Israel.

I 2000 takkede Arafat nej til en stat omfattende Gaza og næsten hele Vestbredden med Østjerusalem som palæstinensisk hovedstad, og deltog herefter i en hidtil uset brutal terrorkampagne, som kostede omkring 1000 israelske civile livet.

Udover systematisk at afvise alle fredsinitiativer har palæstinenserne også tradition for først at ville forholde sig til løsningsforslag, når de for længst er taget af bordet og erstattet af nye - fra palæstinensernes synspunkt - ringere forslag.

Efter i 2008 at have ignoreret et fredsforslag fra Israels premierminister Ehud Olmert, som i hovedtræk svarede til Clintons og Baraks fra 2000, begræd Mahmoud Abbas i 2011, at palæstinenserne afviste FN's delingsplan fra 1947.

Og senest forleden, under hårdt pres fra Donald Trumps nye fredsplan, som afsætter blot 70% af Vestbredden til en palæstinensisk stat (uden Østjerusalem som hovedstad), erklærede Abbas sig nu pludselig villig til forhandling. Dog ikke med udgangspunkt i Trumps forslag, men derimod i den dialog, han selv trak sig fra i 2014.

Historien gentager sig uendeligt. Hver gang de afviser et fredsforslag, bliver det næste ringere. Palæstinenserne, for nu at citere Abba Eban endnu engang, "forspilder aldrig en chance for at forspilde en chance."

Måske skulle de en dag bare tage og slå til.


Indlægget blev afvist af Jyllands-Posten.


Tilbage

 

Untitled Document